Se hele pressemødet: Pape afviser statsministerambitioner ved næste valg

SOMMERGRUPPEMØDE: Konservative har afholdt pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde. Formanden fastslår, at det største borgerlige parti stiller med statsministerkandidaten.

Jeppe Maagaard HolmRasmus Straka Skjødt

Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, afviste torsdag på et pressemøde, at han går efter at blive blå bloks statsministerkandidat ved næste folketingsvalg.

"Det klart største parti stiller med statsministerkandidaten," sagde han med henvisning til, at Venstre har 42 mandater, og Konservative har 13 mandater i Folketinget.

Søren Pape Poulsen forholdt sig til, hvorvidt han kunne svare ja til, at venstreformand Jakob Ellemann-Jensen vil være hans statsministerkandidat ved næste valg.

"Det kan være, at han får en tagsten i hovedet i morgen, og det kan være, at der sker nogle vilde ting, men alt andet lige, så har jeg det sådan, at Venstre er det klart største parti, som har lige så mange mandater som alle os andre tilsammen, og så må det være naturligt. Det kan jo forandre sig med tiden, men lige nu går jeg mere op i, at Konservative Folkeparti skal være stærkere og større," sagde han.

Han gjorde det samtidig klart for den fremmødte presse, at han havde besluttet sig for ikke længere at udtale sig om Jakob Ellemann-Jensens evner til at lede blå blok.

Fremlægger politiudspil i næste uge
Søren Pape Poulsen benyttede sammen med gruppeformand Mai Mercado (K) og politisk ordfører Marcus Knuth (K) pressemødet til at fortælle om fem nye borgerlige pejlemærker, som skal samle blå blok, som længe har kæmpet med at håndtere uenigheder. 

Pejlemærker handler at "sikre hjælp og omsorg til syge og ældre, også selvom de bliver flere," og at ville "et trygt Danmark, der straffer gerningsmænd hårdt, forhindrer kriminalitet og hjælper ofre".

De handler også at komme "af med de problemer, indvandringen har medført," at ønske "en grøn omstilling, der ikke ødelægger vækst, jobs og konkurrenceevne," og at skabe "sund økonomi med flere private job i hele landet".

De Konservative luftede også, at partiet i næste uge vil fremlægge et udspil til en ny flerårsaftale for politiet og for anklagemyndigheden.

"Jeg tror ikke, jeg siger for meget, hvis jeg lægger frem, at vi i hvert fald har en ambition om at få flere betjente og mere lokalt og mere synligt politi. Det, mener vi, er vigtigt for at styrke trygheden her i Danmark," sagde Marcus Knuth.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00