Løkkes statsministerchancer er større end Ellemanns og Papes

”Der er to ting, man helst ikke vil se produceret i virkeligheden. Pølser og politik”.

Noget i den stil er den gamle preussiske kansler, Otto von Bismarck, citeret for at skulle have sagt. Selvom citatet måske ikke er helt historisk korrekt, så er det en rammende beskrivelse for det, der venter efter valget. I hvert fald som målingerne ser ud nu her halvvejs inde i valgkampen. Det bliver et kaotisk efterår.

Valgkampen er gået fra tre til fire statsministerkandidater. Og af de fire kandidater er der kun to, som reelt har en mulighed, som tingene står nu. Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen.

Og ja, Lars Løkke Rasmussen bør nu også betragtes som statsministerkandidat.

Tendenserne i målingerne har været klare længe. Moderaterne kommer til at sidde på de afgørende mandater. Det i sig selv gør Løkke, med den baggrund han har, til potentiel statsministerkandidat. Og ikke mindst så har Løkke selv bekræftet, at han vil sige ”ja”, hvis han blev spurgt.

Alle, der har haft med Løkke at gøre, ved, han er uforudsigelig, når det kommer til politik.

Benny Damsgaard

At Løkke samtidigt har taget det forbehold, at han ikke ser det som realistisk, da der ikke er ”andre partier, der vil pege på Moderaterne” gør i den forbindelse ikke den store forskel. Anderledes kan det ikke være på det her tidspunkt i en valgkamp.

Situationen vil være en helt anden på den anden side af et valg, hvis Løkke stadig sidder på de afgørende mandater. Og det ved Løkke og alle, der kender ham, udmærket godt. I det scenarie tilsiger al politisk logik, at Løkke går målrettet efter statsministerposten. Det er der, den ultimative magt og indflydelse er. Og det ved Løkke bedre end nogen anden.

Det er ikke afgørende, at Løkke gentagne gange har sagt, at det ikke drejer sig om ”nogen” men om ”noget”. Altså at det er indholdet i en regeringsplatform, der er afgørende. Uanset hvor mange detaljerede regeringsgrundlag, som der skrives, så er det i udførelsen, magten ligger. Det er i regeringskontorerne, at lovene laves og reformerne skabes. Du får derfor meget mere ”noget” igennem, hvis ”nogen” er en selv.

Her midtvejs i valgkampen peger tallene derfor på et langt, beskidt efterår med fuld gang i den politiske pølsefabrik. Som Løkke selv har udtrykt det flere gange, så er der behov for ”at skabe kaos for at få orden”.

Alle, der har haft med Løkke at gøre, ved, han er uforudsigelig, når det kommer til politik. Det er en del af hans styrke. Se bare på ”Befrielsens øjeblik” fra 2019 valgkampen. Den havde ingen set komme. Heller ikke på højeste niveau i Venstre.

Og se på Eva Kjær Hansen-sagen i februar 2016. I stedet for at acceptere det, da Det Konservative Folkeparti udtrykte mistillid til Eva Kjær Hansen, fordi hun fuskede med tallene, gik Løkke hårdt den anden vej og gjorde det til et kabinetspørgsmål. Det tog fire dages slagsmål med masser af pres, rundbordssamtaler på Marienborg og aftaler, der blev indgået og brudt igen, før Løkke til sidst erkendte nederlaget og Eva Kjær gik.

Derfor er det også næsten umuligt at forudsige, hvad der præcist kommer til at ske, hvis Løkke kommer til at sidde på de afgørende mandater. Et godt bud kunne dog være et overordnet forløb i denne stil.

Første store styrkeprøve kommer, når der efter valget skal udpeges en kongelig undersøger. Praksis siger, at det skal ske i løbet af 48 timer. Her vil det naturlige træk fra Løkke være at give denne opgave til statsministeren, med et mandat til at danne en bred regering over midten. Statsministeren er trods alt den eneste af de officielle statsministerkandidater, som har talt for en regering over midten.

Det er et projekt, som er næsten dømt til at mislykkes i første forsøg. Lige efter et valg er partierne slet ikke blødgjorte nok til at acceptere de indrømmelser, der skal til, for at få et sådant projekt til at lykkedes. Det er dog heller ikke det primære mål for Løkke med at gøre statsministeren til kongelig undersøger. Det primære mål er at begynde nedslidningen og bearbejdningen af V og K. Når det kommer til stykket, er det nemlig de blå, som skal gøre Løkke til statsminister igen.

Men er Moderaterne ikke for små til at gå efter statsministerposten? I princippet jo, men det er Løkke ikke.

Benny Damsgaard

Socialdemokratiet kommer ikke til at pege på andre end Mette Frederiksen som statsminister. Derfor bliver det afgørende for hans chancer, om Løkke kan slide især V og K så meget ned ved at holde dem ud i strakt arm, at de, med udsigt til fire år mere med Mette Frederiksen og ingen indflydelse, accepterer at pege på ham som statsminister.

Statsministerposten er reelt det eneste, som de borgerlige kan give ham, som han ikke kan få hos Socialdemokratiet.

Men hvad så med partierne til højre for V og K? Dansk Folkeparti har udelukket at pege på Løkke. Og både Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige vil ikke være en del af en regering over midten. Omvendt har Løkke afvist at basere sin regering på fløjene og gøre Inger Støjberg til minister.

Yderpartierne er uden tvivl den største udfordring for Løkkes statsministerambitioner. Nu er politik ofte kendetegnet ved, at man har et standpunkt, til man tager et nyt. En disciplin man især ser udfolde sig efter valg.

Her kan man med fordel se på Det Konservative Folkepartis indtræden i VLAK-regeringen. Inden 2015-valget havde Pape afvist at gå i regering, medmindre partiet voksede. Det gjorde man ikke. Alligevel indtrådte man uden så megen diskussion ind i VLAK-regeringen i 2016. Argumentet var dengang, at man ofrede sig for sagen, da der var behov for at få en stabil ledelse af landet.

Et lignende argument kan Løkke bruge igen. ”Nu hvor Socialdemokratiet ikke vil være med til at lave en frisk politisk start, så må man gå samme med dem, der vil”. Og hvis han i den forbindelse skal gøre Inger Støjberg til minister, så vil det ikke være første gang, at Løkke udviser stor fleksibilitet.

Men er Moderaterne ikke for små til at gå efter statsministerposten? I princippet jo, men det er Løkke ikke. Han er en af hans generations allerdygtigste politikere. Skarp og godt ind i substansen. Og en langt dygtigere forhandler end Ellemann og Pape.

Derfor er det her folketingsvalg, ligesom i 2019, et valg mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. Bevarer statsministeren det nuværende flertal efter valget, kan man på ingen måde afvise, at Løkke kommer i regering som junior partner. Især hvis det bliver i stedet for De Radikale. Taler man med centrale kilder i Socialdemokratiet, er det tydeligt, at statsministeren mener det, når hun siger, at hun går efter en bred regering.

Ender resultatet som målingerne peger på nu, peger pilen i stadigt højere grad på Løkke i en regering med en bred vifte af nedslidte og forslåede borgerlige partier. Han vil i hvert fald gøre forsøget, hvis han bliver spurgt.