Løkkes udenrigspolitiske strategi kan ikke lade sig gøre uden regeringens koranudspil

Men det gælder også mere generelt i en tid, hvor den del af verden, som vi selv befinder os i, og som vi støtter os til, taber terræn. Vestens hidtidige overtag på den globale scene svinder gradvist til fordel for et verdensbillede, der bliver mere konfrontatorisk, mere uroligt, mere usikkert og dermed farligere, specielt for et lille land.

Alliancer er under ændring. Det seneste eksempel er kun få dage gammelt, da de såkaldte Briks-lande - Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika - besluttede at udvide kredsen med yderligere seks lande fra den ikke-vestlige del af verden.

Udspillet for at standse forhånelse og nedgørelse af andre lande og religioner er et nødvendigt led i den udenrigspolitiske strategi.

Michael Ehrenreich

Samarbejdet mellem Briks-landene bygger ikke på et værdifællesskab i snæver forstand. Det drives fremad af en fælles opposition mod Vesten og en international dominans, som man ikke lægger skjul på, at man ønsker at bryde.

Der tegner sig i horisonten et opgør, hvor den del af kloden, man tidligere betegnede som ”Den Tredje Verden”, men som i dag kaldes ”Det Globale Syd”, fremover vil spille en større rolle og få mere vægt internationalt – politisk, økonomisk og kulturelt.

Forholdet til ”Det Globale Syd” udgør derfor en vigtig del af den udenrigspolitiske strategi, som regeringen lagde frem i foråret. Det er i strategien en klar målsætning, at Danmark skal engagere sig mere i forhold til lande, som ligger udenfor vores egen kulturkreds.

Afrika er et godt eksempel. Det har i årevis været omstridt, at de vestlige lande har vist meget lidt interesse for det afrikanske kontinent med det resultat, at Kina har udfyldt tomrummet og med et tæt samarbejde og store investeringer opnået stor indflydelse.

Nu breder selverkendelsen sig, og den vestlige ligegyldighed er ved at ændre sig. Der lægges op til et anderledes aktivt samarbejde med afrikanske lande, blandt andet for at bremse immigrationen til Europa, og denne omlægning bør Danmark bakke op og bidrage til.

Men de redskaber, der tages i anvendelse, skal naturligvis være i overensstemmelse med vores egne værdier. Det vil være selvmodsigende, for ikke at sige hyklerisk, hvis varetagelsen af danske interesser sker med tiltag, som strider imod vores egne værdisæt.

I denne sammenhæng er udspillet for at standse forhånelse og nedgørelse af andre lande og religioner et nødvendigt led i den udenrigspolitiske strategi. Accepteres indtrykket af, at regeringen og Folketinget er indforstået med forhånelserne, kommer vi ingen vegne med denne del af strategien, og et vigtigt element i landets udenrigspolitik kan ikke gennemføres.

Et øget engagement overfor lande, som vi ikke nødvendigvis er enige med, behøver langt fra at betyde, at engagementet skal være ukritisk. Men forhånelser af andre lande og religioner vil på forhånd bremse dialogen.

Der er her i landet begrænset viden om religion og en manglende forståelse for religiøse følelser.

Michael Ehrenreich

I forhold til, om udspillet passer med vores egne værdier, er det svært at se, at forhånelser af religion og nedgørende omgang med religiøse genstande skulle være i overensstemmelse med et dansk værdisæt. Vi bør optræde overfor andre, som vi ønsker, at andre optræder overfor os selv.

At der er en konflikt i forhold til ytringsfriheden, er kun åbenbart, hvis ytringsfriheden er ubegrænset, men det er langt fra tilfældet. Der er i gældende lovgivning talrige andre eksempler på begrænsninger, og derfor forekommer udspillet at være en mindre justering af en ytringsfrihed med meget vide rammer.

Det er i forvejen strafbart offentligt at forhåne andre lande eller deres flag. Den pågældende bestemmelse i straffeloven har direkte til formål at beskytte Danmarks forhold til fremmede magter og danske interesser i udlandet.

En anden grund til, at mange herhjemme har det svært med udspillet, er formentlig danskernes generelle sekulære tilgang. Der er her i landet begrænset viden om religion og en manglende forståelse for religiøse følelser. Religiøse symboler opfattes som uvigtige for ikke at sige ligegyldige eller måske ligefrem suspekte. Dem kan man behandle, som man vil.

Men denne opfattelse deles ikke af et stort flertal af klodens befolkning for hvem religion spiller en betydningsfuld rolle. Dét må man respektere, og når nogle få personer udfordrer kravet om respekt for andre med det ene formål at håne, nedværdige og skabe splid, må landets interesser sættes forrest.