Lone Møller genopstiller ikke

FOLKETINGSVALG: Socialdemokraten Lone Møller forlader Folketinget ved næste valg. Hun opstiller i stedet ved kommunalvalget i Gribskov Kommune.
Lone Møller (S) forlader Folketinget ved næste valg.
Lone Møller (S) forlader Folketinget ved næste valg.Foto: www.ft.dk
Niels Th. Dahl

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Lone Møller forlader landspolitik ved næste folketingsvalg.

Det meddelte hun torsdag aften på generalforsamlingen for Socialdemokraterne i Gribskov Kommune, hvor hun i stedet agter at opstillet til kommunalvalget til november.

"Det har været svært at sige farvel til noget, der har været mit liv i 22 år. Men nu er jeg blevet 60 år, og hvis jeg skulle noget andet, skulle det være nu. Og det kribler i fingrene på mig for at udfordre det borgerlige styre i Gribskov," siger Lone Møller om kommunen, hvor Venstre i dag har absolut flertal.

Fyret som sundhedsordfører
Lone Møller blev valgt til Folketinget første gang i 1987 og var i en årrække Socialdemokratiets sundhedsordfører. I begyndelsen af 2007 blev hun imidlertid fyret fra posten af partiets ledelse, der ville flytte hende over som kommunalordfører - en position, hun imidlertid takkede nej til.

Hvis jeg skulle noget andet, skulle det være nu.

Lone Møller (S)
MF

Siden har hun ikke haft nogen ordførerskaber, men har været næstformand i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg.

"Jeg har været ked af ikke at være sundhedsordfører, og jeg synes, det var uretfærdigt, at jeg ikke fik lov at fortsætte. Men sådan er politik, og det har ikke været årsagen til, at jeg stopper. Jeg kunne sagtens lave en god indsats i Folketinget, hvis jeg fortsatte," siger Lone Møller til Altinget.dk.

22 år i arbejdsmarkedsudvalget
Lone Møller har i hele sin Folketingskarriere haft plads i arbejdsmarkedsudvalget, og har de seneste år været næstformand i udvalget. Her har hun oplevet, hvordan arbejdsmarkedspolitikken har udviklet sig. Både mens hun var del af regeringsflertallet og oppositionen.

"De seneste år har politikken udviklet sig meget med blokpolitik. Arbejdsmarkedsområdet var tidligere et område, hvor man gjorde sig umage med at få brede forlig, da aftalerne ofte rakte længere end en valgperiode. De seneste år har der ikke været meget at komme efter, hvis Dansk Folkeparti har været med ved bordet," siger Lone Møller, der erkender, at "sådan er politik desværre også."

Arbejdet i arbejdsmarkedsudvalget har resulteret i, at diskussionen om arbejdsmiljø er kommet mere frem. Det er Lone Møller rigtig glad for.

"Der er stadig meget at gøre, når det kommer til arbejdsmiljø, men hvis man kigger tilbage i tiden, så var der jo mange mandearbejdspladser, hvor folk vendte det hvide ud af øjnene, hvis man sagde arbejdsmiljø. At det område er blevet styrket så markant, er noget af det jeg er gladest for ved arbejdet i arbejdsmarkedsudvalget," siger hun.

"På den anden side er det ikke lykkedes at få flere til, at efteruddanne og omskole sig. Måske har mulighederne ikke været gode nok. Jeg mener der burde have været afsat flere midler til den indsats."

Rygter om mistillid
Lone Møller har indtil i dag fastholdt, at hun agtede at genopstille ved det kommende folketingsvalg. På det seneste har der imidlertid været forlydender internt i Socialdemokraterne om, at Hillerødkredsen, hvor Lone Møller er valgt, har været på jagt efter en ny kandidat.

Lone Møller afviser dog selv, at det har noget på sig, og at hun skulle være blevet presset til ikke at genopstille:

"Jeg har aldrig mødt mistillid fra min kreds i de 22 år, jeg har siddet i Folketinget og har altid mødt stor opbakning til mit arbejde. Jeg ved slet ikke, hvor man har det fra, at jeg skulle kunne stille op igen - og hvis jeg stillede op igen, ville jeg være næsten sikker på at blive valgt," siger Lone Møller.

Hillerødkredsen har endnu ikke opstillet nogen ny kandidat i stedet for Lone Møller. Indtil videre vurderes det, at viceskoleinspektør Thomas Horn fra Helsingørkredsen har en god chance for at overtage Lone Møllers mandat ved det kommende valg.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lone Møller

Fhv. MF (S) og byrådsmedlem, Gribskov, næstformand, Helsefonden, fhv. formand for CP Danmark
sygehjælper (Sygehjælperskolen på Rigshospitalet 1969)

0:000:00