Lose efterlyser mere håndfaste rammer for EU’s nye økonomiske spilleregler: ”Gæld er gæld. Der er ikke rigtig gæld eller forkert gæld”
Udspillet til en opdatering af EU’s spareregler kan godt tåle en opstramning, mener fungerende økonomiminister Stephanie Lose (V).
Rikke Albrechtsen
EU-redaktørBRUXELLES: Det er dét emne, som optager de europæiske økonomi- og finansministre, når de bevæger sig rundt i Bruxelles, Stockholm, Luxembourg, og hvor de nu ellers er stødt på hinanden de seneste par måneder.
Både i forhandlingslokalerne og i korridorerne føler de 27 EU-landes ministre hinanden på tænderne for at få en fornemmelse af, hvordan de andre forholder sig til en længe ventede justering af reglerne, der dikterer, hvor meget gæld EU-landene må have.
”Det er en sag, som vi jo både i Danmark, men også i alle de andre lande, er rigtig optaget af,” siger fungerende økonomiminister Stephanie Lose (V), der tirsdag var i Bruxelles for at drøfte det udspil, som EU-Kommissionen lagde på bordet i slutningen af sidste måned.
EU
Miljø
Ideen er, at man går lidt mere skræddersyet til værks i forsøget på at få landene til at leve op til de fælles – og uforandrede – gældsregler. De dikterer, at et land maksimalt må have et underskud på statsbudgettet på tre procent og en offentlig gæld på 60 procent af landets bruttonationalprodukt.
Lige nu kæmper cirka halvdelen af EU-landene med at holde sig under det loft. Lande som Grækenland og Italien har gældsbyrder flere gange over det tilladte.
I dag foreskriver reglerne, at for høj gæld skal barberes ned med fem procent årligt. Det blæser de gældsplagede regeringer dog som oftest højt og flot på.
For alle slags investeringer, som kræver gældsoptagelse, der er gæld jo gæld. Det er ikke sådan, at man bagefter står og siger, at det der er god gæld, og det er dårligt gæld, og det var forkert gæld, og det var rigtig gæld
Stephanie Lose
Fungerende økonomiminister (V)
Derfor foreslår EU-Kommissionen at sløjfe den tilgang og gå lidt mere realistisk til værks. I samarbejde med landene vil de tilrettelægge spareprogrammer på fire til syv år, så der bliver taget mere højde for den hjemlige situation og for behov for at bruge penge på investeringer eller reformer. Det skal give landene mere ejerskab og også gøre det mere sandsynligt, at de rent faktisk holder planen.
