Majbritt M. Nielsen: Giv mig anarki - bare nogle timer!

Har du nogensinde prøvet at holde i et ødelagt lyskryds? Hvis du har, så har du bevidnet, hvad civilsamfundet kan udrette, når staten kigger væk.

Jeg er selvfølgelig klar over, at et ødelagt lyskryds ikke kan agere analogi for hele velfærdsstaten, lovgivningen og for de sikkerhedsforanstaltninger, der uomgængeligt er nødvendige, men i 2018 ønsker jeg mig én eneste dag, hvor regler og bureaukrati vedrørende mindre forseelser og civil uvornhed bryder sammen og det folkelige anarki blusser op – bare for nogle timer.

Hvis man undlader at præsentere sin hjerne for situationer, der kræver omtanke eller overvejelser, så glemmer man at bruge den. Den påstand kan bruges som argumentation i de fleste diskussioner mellem liberalister og rødbedefarvede statstilhængere og jeg mener faktisk, vi kunne klare os med langt færre påbud, forbud og regler.

Sund fornuft og rettidig omhu kan gøre det ud for samfundets rettesnor i mange tilfælde, hvor vi borgere slår hovedet ind i reguleringer, der fritager os for at tænke selv. Den klassiske tilblivelse af reguleringer - hvor en given situation skræmmer os eller udfordrer os og derfor må den straks forbydes - kammer til tider over.

Den kollektive, sociale straf og udstødelse har virket med en kraft, jeg ikke kan betale mig ud af, hvorfor jeg er nødt til at tilpasse min adfærd.

Majbritt M. Nielsen

Hvor noget skal forbydes eller strafpålægges og den pågældende efterfølgende står i gæld til ”samfundet”, kunne jeg på min ene anarki-dag i 2018 ønske mig, at den pågældende i stedet stod til ansvar over for den gruppe af ofre, der følte sig krænket, i stedet for at stå i gæld til den statslige moder, der skal bruge tid og penge på at uddele påtaler, bøder eller spekulere i nye forbud.

Anerkendelse eller misbilligelse fra en tætstående personkreds kunne gøre det ud for de sædvanlige strafmekanismer og økonomiske incitamenter, lidt ligesom når forbrugeradfærd afgøres alt efter udbyders adfærd, udvalg eller ageren i øvrigt.

Vi er vant til at læne os tilbage i moderstatens bløde barm og med spagfærdig voksenstemme sige ”mor, manden gik over for rødt”.

Majbritt M. Nielsen

Et tænkt eksempel kunne være, at min anarkistiske utopidag faldt den 2. januar 2018. Jeg vågner op, stiller mig straks ud på gaden og affyrer fyrværkeri til højre og venstre.

Normalt ville mine naboer sikkert stikke hovedet ud af vinduet, måske opfordre mig til at stoppe og i insisterende vendinger bekendtgøre mig med reglerne for affyring af fyrværkeri, der siden 2014 er begrænset til at være lovligt mellem 27. december og 1. januar, for derefter til sidst at ringe efter politiet, hvilket ender med en bødestraf på ikke mindre end 2.000 kroner til mig. Og det længe efter jeg har affyret min sidste raket. Den økonomiske straf påvirker selvfølgelig mit fremtidige incitament til at fyre raketter af, men måske har jeg råd til at betale bøden eller måske ignorerer jeg bare girokortet, når det kommer.

Men var det netop på Majbritt Nielsens anarkistiske ønskedag, jeg stod der på fortovet, så forudsiger jeg følgende:

Mine naboer opfordrer mig til at standse mit forehavende, hvilket jeg ignorerer, fordi jeg er 24-timers anarkist. Mine naboer kommer massivt til stede på fortovet og har måske held til at fjerne mit fyrværkeri. Jeg bliver under alle omstændigheder uvenner med mine naboer, der også fortæller deres naboer om, at jeg ikke overholder de regler, der er udstukket for alles sikkerheds skyld.

Reglerne overvejes nu som værende fornuftige eller overflødige, hvilket er et kvalitetstjek af de fælles retningslinjer. Jeg bliver udstødt af nabofællesskabet, som betyder rigtig meget for mig og jeg forstår, at min adfærd har konsekvenser for min øvrige færden og sociale status i det fællesskab, der angår mit hjem.

Jeg bliver ikke inviteret til den forestående nytårskur i andelsforeningen og sidder til sidst alene tilbage i min lejlighed, fordi mit valg har påvirket min position i andelssamfundet og de mekanismer, det satte i gang, påvirker min egen situation i en sådan grad, at jeg anspores til at ændre min adfærd.

Den kollektive, sociale straf og udstødelse har virket med en kraft, jeg ikke kan betale mig ud af, hvorfor jeg er nødt til at tilpasse min adfærd, hvis jeg vil opretholde min status i andelsforeningen, samtidig med at udstødelsesprocessen ikke har kostet statsapparatet noget. Jeg bliver altså straffet i det omfang, min handling ansporer mine omgivelser til at reagere.

Jeg nævnte indledningsvist det ikke-funktionsdygtige lyskryds. På samme måde som med eksemplet med fyrværkeri kunne man forestille sig, at den billist, der ikke kører hensynsfuldt og afventende ud i krydset, vil opleve billistfællesskabets behov for en rettidig konsensus om, at man ikke kører vilkårligt ud i et kryds, der altså ikke anviser billister retten til at køre eller pligten til at holde, men forlader sig på billisters sunde fornuft og lyst til at overleve.

Måske kan vi sammen forestille os en hobe af billister, der inddrager en hensynsløs bilists Mazda 323 med bænk og skørter lidt uden for Valby, hvorefter billisten på gåturen har lejlighed til at genoverveje sine dispositioner på vejene.

Jeg ved godt, det er ubehagelig læsning og jeg indrømmer, der findes mange situationer, hvor voldsmonopolet har sin berettigelse – jeg underkender ikke vores behov for politiet.

Men vi er vant til at læne os tilbage i moderstats bløde barm og med spagfærdig voksenstemme sige ”mor, manden gik over for rødt”. Men på denne ene anarkistiske dag i 2018 vil moderstaten ikke komme os i møde med svaret ”det er, fordi han er dum, han skal have en bøde”, men i stedet kigge overbærende på os og svare ”det er, fordi der ikke er nogen biler på vejen lige nu og fordi manden er voksen, har taget bestik at situationen, før han går og regner med, at du gør det samme”.

Dog kan jeg trøste læseren med, at den dag, hvor mindre forseelser afregnes på anarkistisk manér og mellem mennesker, aldrig kommer. For anarkisme kræver deltagelse og hjernekapacitet og forpligter dem, der kan.

Sædvanligvis mødes anarkister derfor altid med spørgsmålet om hvem, der så skal bygge vejene, hvis der ikke findes en initiativstærk stat og det skaber forpligtelser for deltagerne i et anarkistisk samfund. Svaret er nemlig ”dem, der har brug for at køre på dem” og så skal vi både til at stole på hinandens og egne evner. Og så er det trods alt nemmere at gå ind til mor og bede om en vej, et fungerende lyskryds og en lov om fyrværkeri.

---------

Majbritt Maria Nielsen har arbejdet med juridisk formidling og lovgivning. Hun er tidligere kampagneleder for Liberal Alliance. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.