Majbritt M. Nielsen: Kom du ikke ind på dit drømmestudie? Tillykke!

I disse dage får omkring 89.700 håbefulde danskere beskeden om, om de er optaget på den videregående uddannelse, de har søgt ind på. I den aktuelle debat, der er præget af divergerende retorikker om præstations- og perfekthedskultur, der afleder stress og psykisk sårbarhed, særligt blandt unge, er det godt at vide, at der stadig er noget, vi ikke kan kontrollere.

Livet er én, lang uddannelse. Den påstand kan umiddelbart ligne noget, der hører hjemme på en Gajol-pakke, men til gengæld er det rigtigt.

For selv om drømmen om et bestemt studie og et efterfølgende arbejdsliv kan briste ved et afslag, skaber mødet med bristede drømme karakter hos drømmeren. Drømme og håb er god benzin for livet, men selvindsigt og realitetssans er bilen, der skal køre på samme.

Ligesom vi ikke alle sammen skal på gymnasiet, skal vi heller ikke alle sammen på universitetet. Nogle af os skal prøve et væld af ting, inden vi bliver 8-16 mennesker ved et hæve-sænke-bord eller får beskidte neglebånd i et af de fag, der i dén grad mangler at blive italesat som essentielle.

Og det er kun godt. Det er også dét, der hedder livet. At marchere ud i verden med en bristet drøm i armene, deponere den i førstkommende skraldespand og derefter kigge op og rundt efter en ny.

Det er sundt for os mennesker at genopfinde os selv, når én ambition forsvinder, og det er især sundt for os at møde de begrænsninger, der følger os hver især. For lige så vel som det er dejligt at vide, hvad man kan, er det rart at vide, hvad man ikke kan. Det skaber en balance i livet at få et nej, for så tvinges vi til at lede efter et ja.

Det er sundt for os mennesker at genopfinde os selv, når én ambition forsvinder, og det er især sundt for os at møde de begrænsninger, der følger os hver især. 

Majbritt M. Nielsen

Jeg er en af dem, der strøg ind på et universitet og på en uddannelse, jeg ingenlunde var klar til at færdiggøre. Jeg troede, jeg var, men efter godt to år måtte jeg indse, at jeg havde valgt forkert. Det kradsede gevaldigt i min stolthed at indse, at jeg ikke kunne gennemføre et studie, men bagefter gav det mig noget, der var endnu bedre end det stykke papir, jeg deponerede i den førstkommende skraldespand; bevidstheden om, hvad jeg så skulle. Om hvem, jeg var og hvad, der gjorde mig både glad og i stand til at betale mine regninger.

I næsten fire måneder kiggede jeg ud af vinduet og følte, at mit fundament forsvandt under mig. Uden en bacheloropgave på trapperne forsvandt meningen med mit studiejob, og det samme gjorde min SU. Men i stedet for at søge hovedløst ind på en ny uddannelse med det samme, brugte jeg tiden på at tænke.

Jeg var nødt til at deponere min skræk for ikke at være i gang med en uddannelse sammen med selve uddannelsen. For som vi kender det fra eksaminer og de råd, der følger med de studerende ind i landets idrætshaller og stille klasselokaler hver sommer, så er tiden, vi bruger på at disponere over en opgave, givet godt ud. Det er ikke en god idé at begynde på opgaven og hamre løs i tastaturet, før dispositionen er gennemtænkt, og strategien er lagt. Så det gjorde jeg. Jeg disponerede, imens jeg arbejdede løs i et ufaglært job, da jeg var stoppet på universitetet.

Tiden var skræmmende, men det er de bedste fire måneder, jeg har brugt på ”ingenting.” Ingenting i citationstegn, fordi de blev brugt på alt andet end ingenting, til trods for retorikken blandt unge, ambitiøse studerende. Al respekt og beundring for de 20-årige, der kan disponere sufficient så tidligt i livet og ender med at klare sig igennem og på normeret tid.

Men også et godt råd til de af de danske unge, der farer til skoleskranker hvert år uden at have en klar idé om fremtiden; husk din disposition. Og husk, at du ikke er til for uddannelsessystemet.

Der er langt bedre benzin i at tage sig tid til at disponere over (livs)opgaven, imens man skænker kaffe på en café, end der er i at starte og stoppe på uddannelser, fordi man er bange for ikke at være på vej i det føromtalte præstationssamfund. Det første er ingen endnu døde af.

Det er hårdt at blive afvist til drømmeuddannelsen, men det er hårdere at påbegynde på den forkerte uddannelse, fordi drømmen var indisponeret.

-----------

Majbritt Maria Nielsen er radiovært på Radio 24syv og har arbejdet med juridisk formidling og lovgivning. Hun er tidligere kampagneleder for Liberal Alliance. I dag arbejder hun som foredragsholder og med politisk kommunikation og interessevaretagelse. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.