Majbritt M. Nielsen: ”Min ære skal De ikke rende rundt og beklikke!”

Citatet i overskriften (hvilket alle bør vide!) er fra tv-serien Matador, hvor Jørgen Varnæs vredt udbryder: ”Min ære skal De ikke rende rundt og beklikke!” efter anklager for at have faciliteret en delvist skatteunddraget hushandel mellem Mads Skjern og en gårdejer mod et beløb for sin mellemkomst i handlen. En anløben aftale, han stædigt og desperat forsøger at ryste af sig med sin position og sin families status. Desværre er der hold i Korsbæks sladder.

Og her i virkelighedens verden er strafferettens injuriebegreb nu igen aktuelt, fordi den højt besungne ytringsfriheds begrænsninger blandt andet kan findes i straffelovens kapitel 27 om freds- og æreskrænkelser

Du kan sige lige hvad du vil – eller kan du?
De fleste ved, at her i landet har vi ytringsfrihed. Vi må offentliggøre vores tanker og holdninger ”på tryk, i skrift eller i tale” inden for de resterende lovgivningsrammer, vi altså samtidig skal henholde os til.

Dog tror mange fejlagtigt, at vi derfor må sige eller publicere præcis, hvad vi vil, fordi Grundlovens § 77 hjemler, at der ikke igen må indføres censur i landet. Helt præcist er denne frihedsrettighed benævnt med sætningen ”Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”. Dette blev indført i tiden efter 2. Verdenskrig, hvorunder danskerne ikke just havde talefrihed.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 hjemler i øvrigt samme rettighed. Men tale- og trykkefrihed er altså ikke ensbetydende med, at man kan sige hvad som helst uden konsekvenser. Bruger man sin talefrihed til at fremsætte usande, æreskrænkende påstande om andre, kan man derfor anklages for injurier ved en civil domstol.

Den æreskrænkede skal selv anlægge sag, dette kaldes en civil retssag, og skal også selv antage en advokat, der kan repræsentere vedkommende ved den civile domstol. Staten og herunder anklagemyndigheden anlægger altså ikke sag for den æreskrænkede, som vi kender det fra andre bestemmelser i straffeloven.

Ingen parter i en injuriesag kan føle sig helt sikre. Enten beklikkes den ene parts ære uretmæssigt eller også mødes den reelt forurettede med mistro og et sagsanlæg

Majbritt M. Nielsen

Injuriesagernes advokater kan i næste måned holde en meget overskuelig julefrokost, da netop injuriesager er besværlige at føre og få beskæftiger sig med retsområdet. Udsigten til at vinde en injuriesag begrænses af den æreskrænkedes muligheder for at løfte bevisbyrden; altså hvis vedkommende kan bevise, at der er tale om en usand, æreskrænkende fremsættelse.

Hvis den anklagede kan føre det, der helt banalt kaldes et ”sandhedsbevis”, eller kan bevise, at udtalelsen eller fremsættelsen er sket i god tro eller er sket i en rimelig kontekst, så falder sagsanlægget som regel.

Den gode tro kan eksemplificeres ved, at en person, vi kan kalde ham Bjarne, videregiver injurierende oplysninger om Bent, fordi Berit har fortalt Bjarne, at Bent har foretaget sig noget æreskrænkende. Hvis Bjarne er i god tro og tager Berits beretning for pålydende, kan han, mere eller mindre uforvarende, altså gøre sig skyldig i æreskrænkende fremsættelser om Bent, selvom han er i god tro.

Er du egentlig uskyldig?
Det siger sig selv, at det er uklogt at rejse et civilt søgsmål om injurier mod en påstand, der understøttes af et belæg. Eksempelvis er det en dårlig idé, hvis Bent anklager Berit og Bjarne for injurierende påstande om et af Bent udført rambukrøveri, hvis Bent rent faktisk har kørt direkte ind i en smykkeforretning med sin bil, men endnu ikke er blevet opdaget eller anklaget af anklagemyndigheden.

Som nævnt er det kapitel 27 i straffeloven, der beskæftiger sig med freds- og æreskrænkelser. § 267 i kapitel 27 siger:

§ 267.
Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Ovenstående er altså et temmelig ubehageligt retsområde, da ingen parter i en injuriesag kan føle sig helt sikre. Enten beklikkes den ene parts ære uretmæssigt eller også mødes den reelt forurettede med mistro og et sagsanlæg. Oftest ender injuriesager i ingenting, men det er set, at æreskrænkende fremsættelser bliver til anliggender for politiet, da den æreskrænkede ellers vil stille sig fordelagtigt i en civil injuriesag.

Den frie presse
I medieverdenen findes de fleste kendte sager om injurier og de koster de involverede parter store beløb i procesadministration og især i henhold til erstatningsansvarslovens § 26 om godtgørelse for tort.

Det er almindeligt, at eksempelvis journalisters arbejdsgiver holder den pågældende, påtalte medarbejder fri af et økonomisk godtgørelseskrav, idet et § 26-krav mod en eller flere journalister vil være uforeneligt med udøvelsen af pressens kritiske frihed og formentlig vil virke meget præventivt i journalistens arbejde generelt.

Der er delte meninger om praksissen, da retspraksis i alle hjørner af lovgivningen drysser igennem ordlyden i den eksisterende lovgivning og ned på den adfærd, der efterfølgende opleves af de disponerede, og hvorfor journalister, der holdes fri af økonomiske konsekvenser efter en uberettiget, æreskrænkende arbejdsadfærd, ”ikke lærer noget af deres brøde”. Omvendt har det karakter af censur, hvis konsekvensen af de tunge erstatningsbeløb afholder den 4. statsmagt, altså den frie presse, fra at afdække ulovlige forhold eller gennemlyse en samfundsrelevant problemstilling.

Uanset om man udfordrer henholdsvis grundlovens § 77 eller straffelovens § 267 som arbejdstager eller som privatperson, er det altså værd at overveje, om man har pyntet på sandheden eller har foretaget sig noget strafbart, inden man henholdsvis fremsætter æreskrænkende påstande eller anlægger en injuriesag.

----------

Majbritt Maria Nielsen er jurastuderende og har arbejdet med juridisk formidling og lovgivning. Hun er tidligere kampagneleder for Liberal Alliance. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.