Majbritt M. Nielsen: Vi kan ikke lovgive døden ihjel

Ånden er stærk og rede, men kødet er skrøbeligt og til fals. Det ved vi fra Matthæusevangeliet. Selvtilliden og det individuelle ansvar får dårligt lov at leve for tiden uden at blive godt og grundigt hjertemasseret af divergerende forbud og hyppige ideer om ny lovgivning, der skal beskytte os borgere mod enhver tænkelig byrde eller enhver tænkelig ulykke. Det er farligt at modtage hjertemassage, hvis man ikke er ved at dø, og det er farligt at stoppe med at tænke selv, fordi andre tænker for én.

Det bliver mere og mere grotesk at skæve til Sverige, og det sker i højere grad med et nærmest satirisk afsæt, fordi Sverige fortsat er i færd med at udvikle sig til et anti-foregangsland, når det kommer til særligt identitets- og integrationspolitik.

Hvad der dog bestemt ikke er sjovt, er beretningen om en svensk mand med Downs syndrom, der blev skudt og dræbt af det svenske politi, fordi han færdedes med en legetøjspistol, en beboer havde opfattet som en ægte én af slagsen. En opfattelse, som det svenske politi desværre delte, da der skulle tages et afgørende valg, der altså resulterede i den unge svenskers bortgang.

Desværre har Sverige - hvad Danmark efterhånden synes at efterligne i ånden - med udgangspunkt i den tragiske skudepisode igangsat en debat om, hvorvidt legetøjsbranchen må sælge legetøjsvåben, der ligner rigtige våben. For lige så ulykkeligt den unge svenskers bortgang er, lige så overilet og virkningsløst er det at forbyde hvad som helst, der potentielt kan være farligt for mennesker. Eller som i dette tilfælde: se farligt ud.

Hvorfor kan voksne ikke få lov at leve deres liv, som de vil? Hvorfor kan de ikke få lov at tænke selv?

Majbritt M. Nielsen

For det er farligt at være i live, og ingen af os slipper, populært sagt, levende herfra.

Et andet eksempel på afgiftslysten, forbudsiveren og lovgivningsparatheden er debatten om rygning, der formentlig vil pågå, til den sidste ryger har taget sit sidste sug af den sidste afsindigt afgiftsbelagte cigaret. For hvor den unge svensker ikke kunne have forudset, at politiet ville skyde og dræbe ham, kan voksne rygere sagtens forventes at kunne forudse, at rygning potentielt kan påvirke deres helbred.

Det bliver mere og mere grotesk at skæve til Sverige, og det sker i højere grad med et nærmest satirisk afsæt, fordi Sverige fortsat er i færd med at udvikle sig til et anti-foregangsland.

Majbritt M. Nielsen

Det kan de, fordi stat og sundhedsvæsen oplyser massivt om det, og risikoen ved rygning er almindeligt kendt. Alligevel ønsker op mod 70 procent af danskerne, at cigaretter skal være dobbelt så dyre, som de er nu, da mængden af unge, der derefter vil starte med at ryge, estimeres at ville falde, efter eksempel fra Norge.

Der er tale om en de facto regulering af et valg, som mennesker, der på et oplyst grundlag har valgt at ryge, har taget. Mennesker, der ikke nødvendigvis har ressourcer svarende til den danske middelklasse eller dem, der eksisterer derover. Og altså ikke kerer sig meget om, om en pakke cigaretter koster 43 eller 86 kroner.

Men selvom det da også er et af argumenterne blandt kritikerne af tankerne om fordobling af cigaretpriser, så udfordrer jeg den helt banale og underliggende præmis; hvorfor kan voksne ikke få lov at leve deres liv, som de vil? Hvorfor kan de ikke få lov at tænke selv?

Uanset om statsbeskyttelsen og hjertemassagen angår legetøjspistoler eller cigaretter, så fritager den uomtvisteligt adressaterne for forbuddene og lovgivningen fra at tænke selv, og det er altså en kedelig udvikling.

Hvad er der sket med os og vores forståelse af, at man ikke behøver at sige forbudt til alting, der er skræmmende eller farligt? I Danmark skal man jo være 18 år gammel og altså juridisk voksen og myndig, førend man må købe cigaretter. Så burde det også være på cirka samme tid, man kunne få lov at tage de dumme, farlige eller usunde valg, der jo altså – til nogens, statslige skuffelse – er en del af friheden til at leve, som man vil. Også selvom andre er uenige eller bekymrede.

Med andre ord gælder det om at præsentere sin hjerne for nogle valg, så man ikke glemmer at bruge den. Ånden er redebon, men kødet skal have tiltro. Ellers vender kødet, altså det svage menneske, sig til at blive yderstyret og reguleret rundt i tilværelsen af statslige bowling-bander og til at blive hjertemasseret af en stærk stat, i det øjeblik kødet får så meget som en skramme eller et blåt mærke.

------------

Majbritt Maria Nielsen er radiovært på Radio 24syv og har arbejdet med juridisk formidling og lovgivning. Hun er tidligere kampagneleder for Liberal Alliance. I dag arbejder hun som foredragsholder og med politisk kommunikation og interessevaretagelse. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.