Debat

Manu Sareen: Vi må alle bekæmpe radikalisering

DEBAT: Ansvaret for en terrorhandling vil altid ligge hos den enkelte. Men ansvaret for, at det ikke sker igen, deler vi alle, skriver socialminister Manu Sareen (R). Regeringens 12 antiradikaliseringstiltag skal derfor understøttes af fagfolk, familier og de unges omgivelser.

Regeringen tror på, at et stærkt operativt værn og en bred tidlig forebyggelse skal gå hånd i hånd i kampen for at bevare vores frie, åbne og demokratiske samfund. Det skriver socialminister Manu Sareen (R).
Regeringen tror på, at et stærkt operativt værn og en bred tidlig forebyggelse skal gå hånd i hånd i kampen for at bevare vores frie, åbne og demokratiske samfund. Det skriver socialminister Manu Sareen (R).Foto: Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Manu Sareen (R)
Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold

Hvem har skylden, når der bliver begået en forbrydelse - samfundet eller gerningsmanden? Det spørgsmål har beskæftiget filosoffer og forfattere i århundreder og har også helt naturligt fyldt i debatten om radikalisering efter terrorattentaterne i København. Også her på Altinget.

For hvordan sikrer vi os bedst mod en ny Omar? Handler det om mere social forebyggelse i udsatte boligområder? Eller skal vi stramme skruen over for mistænkelige unge og sende politiet flere penge?

Lad mig lige slå fast med det samme: ansvaret for en terrorhandling vil altid ligge hos den enkelte. Men ansvaret for, at det ikke sker igen, deler vi alle. Derfor skal vi gøre alt, hvad der står i vores magt, for at ånde terroristerne tungt i nakken. Men radikalisering starter lang tid før, man ser sin første Jihad-video eller køber billetten til Syrien. En lige så vigtig opgave er derfor at forebygge radikalisering og ekstremisme så tidligt som muligt. 

Derfor er jeg glad for og stolt af, at regeringens indsatser går på begge ben.

Det lange seje træk
Regeringen fremlagde for nylig 12 konkrete tiltag, som skal udbygge vores værn mod terror på den operative bane og give flere ressourcer til at overvåge, opklare og sætte hårdt ind for politi og efterretningstjenester.

Lad mig lige slå fast med det samme: ansvaret for en terrorhandling vil altid ligge hos den enkelte. Men ansvaret for, at det ikke sker igen, deler vi alle.

Manu Sareen (R)
Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold

Men indsatsen mod terror kan ikke stå alene. Det er nødvendigt med en tidlig forebyggende indsats.

Her er vores fokus på ”det lange seje træk”. Vi skal sætte ind med tidlig støtte til forældre, der ikke er i stand til at mestre deres forældreansvar. Vi skal lære børn at respektere samfundets grundlæggende demokratiske dna fra en helt tidlig alder. Og vi skal tilbyde de børn og unge, der står på kanten af samfundet, plads i gode og sunde fællesskaber og insistere på, at der er brug for dem. 

Samtidig skal vi sætte ind så tidligt som muligt, når vi ser de første bekymringstegn, og tage fat i unge, før de bliver fremmedgjorte, rodløse og destruktive teenagere uden tiltro til eller aktier i fællesskabet.

Derfor styrkede vi allerede inden angrebene i København forebyggelsen med en ny handlingsplan mod radikalisering og ekstremisme.

Med den opkvalificerer vi nu 3.000 fagfolk som skolelærere og boligsociale medarbejdere, som har kontakt til de unge, så de bliver bedre til at se og håndtere ændringer hos unge, som kan være tegn på radikalisering. Vi styrker ung-til-ung-dialogen om fjendebilleder, identitet og positive fællesskaber. Og vi åbner en hotline, hvor bl.a. forældre kan få rådgivning, hvis de er bekymrede for deres unge.

Vi skal smide berøringsangsten
Men ”samfundet” kan og skal ikke klare alt. Og skal vi undgå en ny Omar, er det afgørende, at vi tør smide berøringsangsten og stille krav til de unge, også nydanske, om at deltage og engagere sig.

At vi står hårdt på, at nydanske familier – og deres omgivelser - også selv tager et ansvar for at lede deres børn og teenagere i en retning, der ikke kolliderer med det samfund, de bor i. At de tager ansvar for, at ekstremistisk propaganda aldrig står uimodsagt. For alle har et medansvar for at tage til genmæle – også familiens omgivelser, som f.eks. de religiøse forkyndere.

Vi kan ikke spole begivenhederne i februar tilbage. Men vi kan bruge det, som er sket, til at få justeret og målrettet vores indsats mod radikalisering og ekstremisme, så den bliver mest mulig effektiv. Her tror regeringen på, at et stærkt operativt værn og en bred tidlig forebyggelse skal gå hånd i hånd i kampen for at bevare vores frie, åbne og demokratiske samfund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Manu Sareen

Forfatter, fhv. minister & MF (R)
socialpædagog (1997), konfliktmægler (2003)









0:000:00