Marie Krarup: Vi skal afradikalisere vores forhold til Rusland

KOMMENTAR: En ny bog om Rusland har ikke fået meget opmærksomhed, men den har en vigtig pointe: Vestens liberale ideologi kan risikere at destabilisere Rusland og fremprovokere en konflikt, der kan blive katastrofal for hele verden, skriver Marie Krarup (DF).

Vreden og det retoriske konfliktniveau i den nye kolde krig stiler for tiden mod nye rekorder. Imens Nato opfordrer til at stå sammen med Ukraine imod Rusland, og vore danske politikere raser imod Rusland i forskellige debatter - uden at være belastet af nogen viden om hverken Ukraine eller Rusland - hørte jeg et meget afdæmpet og pragmatisk forslag til løsning på Ukraine-Rusland konflikten.

Det indgik i en forelæsning, der blev holdt af en mand, der virkelig ved, hvad han taler om. Og han opfordrede ikke til, at Nato skal engagere sig i konflikten. Han advarede imod det, fordi det kan føre til, at konflikten eksploderer og eskalerer fra en lokal mikro-konflikt til en verdenskonflikt. Han opfordrede til at lægge ideologi og følelser væk og se pragmatisk på situationen.

Irvin Studin (bl.a. chefredaktør og udgiver af 'Global Brief Magazine'), der er canadier af ukrainsk afstamning - og derfor taler flydende russisk, har lige skrevet en bog om Rusland - ”Russia, strategy, policy and administration”. Den rejser han rundt i verden og taler om, og i sidste uge var turen kommet til København.

Han kom ikke i Deadline, og der var kun mødt cirka 20 personer op for at høre ham. Desværre. For han burde i den grad have været i medierne. Og hans bog burde i den grad læses af alle, der ønsker at få afsluttet den nye kolde krig.

Studin mener, at der skete en revolution i Ukraine i 2014. Den var drevet af indenrigspolitiske og udenlandske kræfter – USA og EU. Revolutionen i Kiev var en følge af en radikalisering af den indenrigspolitiske scene, men revolutionen sendte rystelser mod både øst og vest, der også førte til radikalisering der.

I Rusland resulterede rystelserne i en radikalisering af den nationale offentlighed og til Krims annektering/tilbagevenden. I vest viser radikaliseringen sig ved den voldsomme anti-russiske retorik og  i sanktioner og militær inddæmning af Rusland. Konflikten i Donbass er det eneste sted, hvor disse radikale strømninger for øjeblikket udmønter sig i voldelige handlinger og krig.

Hvis konflikten ikke bliver løst, men spreder sig, kan det imidlertid betyde, at volden og den militære konflikt vil eskalere og komme op på et mega-niveau. Det gælder kort sagt om at løse konflikten – eller inddæmme den, – mens den stadig er en mikro-konflikt. Det vil sige, før det værste sker.

Lige nu mener mange i Vesten, at en yderligere radikalisering af Vestens reaktioner, er den rigtige løsning. Det vil sige flere sanktioner, mere inddæmning, mere pres på Rusland og en fastholdelse af, at Krim skal afleveres til Ukraine. Hvis man gennemtrumfer denne løsning, siger Studin, vil Rusland blive destabiliseret og risikere en voldsom og uforudsigelig udvikling. Landet kan i værste fald falde fra hinanden.

Samtidig destabiliserer den radikaliserede dagsorden EU internt, fordi der ikke er opbakning til kursen overalt. I Kiev har revolutionen ikke nået et stabilt leje. Det kan stadig går flere veje. Det er også klart, at præsidenten kun kan vinde valget ved at puste yderligere til den interne radikalisering. Begivenhederne i Kerch-strædet var udtryk for denne tendens, og man kan forvente mere af samme skuffe frem til præsidentvalget i marts. Det er derfor nødvendigt at konsolidere og afradikalisere alle konfliktens parter - både Kiev, Moskva og Bruxelles/Washington.

Studin foreslår en international fredsbevarende styrke fra et ikke-vestligt og ikke-postsovjetisk område. Det kunne være Indien. Styrken skal sættes ind i Østukraine og kan dermed give alle parter tid til afradikalisering og konsolidering samt tid til at finde nye måder at løse konflikten i Ukraine på. Studin peger selv på en canadisk løsning, hvor nationale og etniske modsætninger internt i landet har gjort det nødvendigt med et udstrakt selvstyre. Canada har samtidig været i stand til at fastholde en form for national samling.

Studin taler meget pragmatisk om, at hvert land skal finde sin egen algoritme for styring. Han mener, at vi i Vesten skal holde op med at have så mange meninger om, hvordan andre lande skal regeres.

Vi skal tage ideologien ud af vores udenrigspolitik og anerkende, at andre lande kan nå frem til andre algoritmer, end vi selv har. Det er ikke altid den liberale, demokratiske algoritme, der virker bedst. I Rusland er der ikke nogen bred, folkelig bevægelse for et liberalt demokrati. Hvorfor skal landet så konstant kritiseres for ikke at have et liberalt demokrati? Hvorfor ikke lade det være op til befolkningen selv at finde en algoritme?

Irvin Studins bog har kun et enkelt kapitel om udenrigspolitik. Men som det fremgår ovenfor, er det ret vigtigt. For Vesten kan med fortsættelsen af sin politik destabilisere Rusland og dermed fremprovokere en situation, der vil være katastrofal for hele verden. 

Resten af bogen handler om alle andre politikområder i Rusland. Irvin Studin mener, at Rusland er et af verdens mest komplicerede lande at regere på grund af sin størrelse og variation (knap 200 etniciteter og sprog). Men et stabilt og blomstrende Rusland vil være et gode for resten af verden. Derfor har vi alle interesse i, at Rusland finder en fredelig vej frem, der er tilfredsstillende for russerne selv.

Det er årsagen til, at Irvin Studin har bedt de bedste eksperter inden for hvert felt i Rusland give deres bud på, hvad man skal gøre på deres område for at skabe den bedste udvikling. Der er bud på ideologi, identitet, politiske institutioner, retssystemet, føderalisering, sundhedssystemet, uddannelse, energi, miljø, familiepolitik, infrastruktur, landbrug og så videre. Alle disse russiske eksperters forslag har han oversat og omarbejdet, så en vestlig offentlighed kan læse og forstå deres tekster.

Hans mål med bogen er at gøre det klart for den vestlige offentlighed, at Rusland er et meget kompliceret land med stor betydning for os selv. Men også at der ikke er nogen enkel løsning på, hvordan Rusland skal udvikle sig og skal styres. Vores liberal-demokratiske forslag har ikke slået igennem i Rusland og er ikke populære der. Til gengæld er der en lang række pragmatiske forslag på pragmatiske problemer.

Hvis vi i Vesten begynder at forstå kompleksiteten i Rusland, er vi også nødt til at lægge vores radikaliserede ideologiske holdning til landet væk. Det vil være godt for os og for dem og for en fredelig udvikling i Ukraine, EU, Rusland og USA.

Jeg kan kun anbefale at læse Irvin Studins bog og dermed forhåbentlig begynde at se pragmatisk og konkret på landet.

----------

Marie Krarup (1965) har været medlem af Folketinget siden 2011 for Dansk Folkeparti. Krarup er uddannet reserveofficer og sprogofficer med grunduddannelse i russisk og cand.mag. i slaviske sprog. Hun er gymnasie- og integrationsordfører og er desuden bl.a. medlem af NATO's Parlamentariske Forsamling og Udenrigspolitisk Nævn.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Benny Damsgaard: Sandheden om partiernes pengeindsamling Benny Damsgaard: Sandheden om partiernes pengeindsamling Næste artikel Lisbeth Knudsen: Unges mistrivsel kræver samme fokus som kræftpakkerne Lisbeth Knudsen: Unges mistrivsel kræver samme fokus som kræftpakkerne