Markant flere lejere sættes på gaden

UDSÆTTELSER: 4.283 gange rykkede fogeden ud sidste år for at sætte en lejers husstand på gaden. Det er 470 gange mere end i 2009, og antallet af udsættelser er nu vokset otte år i træk. SF kræver mere handling fra regeringen og lover selv at afskaffe kontanthjælpsloftet.
Foto: Colourbox.com
Jørgen Skadhede

Vi vil sætte ind over for de fattigdomsskabende tiltag, som regeringen har lavet. Vi vil afskaffe loftet over kontanthjælpen, starthjælpen og varigheds-begrænsningen på sygedagpenge.

Nanna Westerby (SF)
Boligordfører
Fakta
Flere tvangsudsættelser

2010: 4.382
2009: 3.912
2008: 3.762
2007: 3.377
2006: 2.849
2005: 2.841
2004: 2.614
2003: 2.334
2002: 1.823


Kilde: Domstolsstyrelsen
Trods en række politiske tiltag fortsætter tendensen med, at flere lejere sættes på gaden, fordi de ikke kan betale huslejen.

I 2010 var der 470 flere udsættelser end i 2009 svarende til en stigning på 12 procent, viser nye tal fra Domstolsstyrelsen.

Dermed er antallet af udsættelser mere end fordoblet i den nuværende regerings levetid, hvor udsættelserne er vokset i antal de sidste otte år i træk.

Flere nye tiltag på vej
I de senere år har regeringen ellers iværksat en række tiltag, der skulle vende udviklingen. Siden den 1. juli 2009 har lejerne fået 14 dage i stedet for 3 dages frist til at betale deres huslejerestancer.

Desuden har kommunerne fået mulighed for at låne udsatte lejere penge til depositum i en billigere lejlighed og yde støtte til flyttehjælp, hvis de ikke kan betale huslejen i deres nuværende bolig.

I øjeblikket arbejder socialminister Benedikte Kiær (K) også på at give udlejerne ret til at kræve, at huslejen bliver betalt over PBS. Det skyldes, at en SFI-rapport i 2008 viste, at tre ud af fire lejere, der bliver sat gaden, selv angiver, at de har svært ved at administrere deres økonomi.

Og ministeren bebuder endnu flere initiativer.

"Det er skidt med endnu en stigning, og derfor skal vi selvfølgelig fortsætte og intensivere indsatsen for at færre bliver sat ud af deres lejlighed. Jeg har netop bedt statspuljepartierne om deres støtte til fire konkrete projekter, hvor boligforeningerne prøver at sætte meget tidligt ind med en forebyggende indsats, så lejere undgår at blive sat ud," siger Benedikte Kiær i et skriftligt svar til Altinget.dk.

SF kræver handling
Hos SF er man dog ikke imponeret over indsatsen.

"Regeringen gør slet ikke nok. Den bliver ved med et henholde sig til, at man lavede den ændring, hvor kommunerne fik lov til at gå tidligere ind i problemstillingen. Men det er meget lang tid siden, vi vedtog det. Det er et figenblad, som regeringen gemmer sig bag ved. Der skal nogle andre ting til nu," siger boligordfører Nanna Westerby (SF).

Hun anerkender, at det ikke kan undgås, at udsættelserne stiger i en krisetid, hvor mange mister deres arbejde eller får lavere indkomster.

SF vil fjerne særligt lave ydelser
Men ifølge hende har regeringen selv forstærket udviklingen, og SF lover en række tiltag, hvis de kommer i regering efter næste valg.

"Det handler først og fremmest om at sørge for, at der ikke er så mange mennesker, som har så dårlig en økonomi, at de ikke kan betale deres husleje. Vi vil sætte ind over for de fattigdomsskabende tiltag, som regeringen har lavet. Vi vil afskaffe loftet over kontanthjælpen, starthjælpen og varigheds-begrænsningen på sygedagpenge, som alt sammen rammer de mennesker, der har den absolut dårligste økonomi i dette land," siger Nanna Westerby.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra socialminister Benedikte Kiær (K).

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nanna Westerby Jensen

Plandirektør, Økonomiforvaltningen, Københavns Kommune
ba.soc. (Roskilde Uni. 2008), cand.soc. (Roskilde Uni. 2015)

0:000:00