Mediedirektør: Den demokratiske samtale er truet af Facebook og Google - ikke af gamle medier

KRONIK: I stedet for at kritisere og detailstyre den danske mediebranche, burde politikerne snarere rette blikket mod den virkelige demokratiske trussel: techgiganterne, skriver Christina Blaagaard.

Af Christina Blaagaard
Direktør for Teknologiens Mediehus (tidligere Mediehuset Ingeniøren)

Demokratiske autoriteter er udfordret af en tillidskrise. Det gælder medier og politikere, og det udfordrer vores demokrati og kræver selvransagelse hos alle parter.

Udfordringen kommer fra en informationsrevolution, hvor techgiganterne har overtaget kontrollen over den infrastruktur, der styrer den demokratiske samtale.

I flere europæiske lande er myndighederne begyndt at tage kampen op. Frankrig har allerede været ude med en bøde til Google, og i denne uge har den britiske finansminister, Philip Hammond, kaldt på en undersøgelse hos konkurrencemyndighederne af Google og Facebooks rolle i annoncemarkedet.

Hvis man ikke vidste bedre og skulle dømme efter en stor del af det politiske Danmarks svar på krisen, var det imidlertid fristende at tro, at krisen kommer direkte fra de gamle medier.

Brud med demokratisk balance
I sommeren 2018 blev der efter en påfaldende mangel på reel diskussion om publicistisk uafhængighed og pluralisme vedtaget et medieforlig præget af brud med det armslængdeprincip, der hidtil har skullet sikre private mediers mulighed for at operere uafhængigt af det politiske liv.

Her snart et år efter er flere mediepolitikere villige til at genåbne forliget alene med det formål at diskutere detaljer i, hvor langt Radio24syv må ligge fra København. Det diskuteres på højeste klinge, mens det principielle skred i medieforliget ud i den grad, det politiske Danmark skal detailstyre, hvilke målgrupper, indhold og ejere støtteberettigede medier skal have, forbigås i tavshed.

Når man dertil lægger, at mange politikere i stadig større grad offentligt kritiserer medierne for at indtage den rolle, der er deres givne opgave − at gå magthaverne efter i kortene − begynder det at ligne et brud med den demokratiske balance, som i mange år har udgjort det tålte samarbejde mellem magten og medierne.

Forståelsen af, at det samarbejde er godt for alle parter, fordi det i sidste ende tjener demokratiet, er under pres.

Fjenden, du kender
I en verden, hvor truslen mod en afbalanceret og transparent demokratisk samtale kommer udefra − fra massive private virksomheder − er det forståeligt, at det kan forekomme lettere at slå ned på organisationer, der typisk har hovedkvarterer inden for en halv times gang fra Christiansborg. De er ‘fjenden, du kender’.

Men det er en fejl, og måske en, der tager udgangspunkt i manglende forståelse af de faktiske forhold i de private medier i 2019. Derfor her en opdatering på forholdene i jernindustrien.

De private mediers forretningsmodel er presset. Det ved vi godt. Men der er en elefant i rummet. I forbindelse med medieforhandlingerne blev det fra politisk side flere gange påpeget, at medierne ikke har formået at etablere bæredygtige forretningsmodeller i en ny virkelighed.

Det er rigtigt, og der kæmpes fortsat. Men en stor del af problemet er, at vi er blevet tvunget til at spille på samme banehalvdel som ‘fjenden’.

Trussel mod demokratiet
Det har aldrig været bæredygtig medieforretning alene at basere indtægterne på det, som den enkelte læser var villig til at betale for adgang til indholdet. Det er der ikke noget nyt i. Indirekte betaling for adgang til læserne har i over 100 år udgjort det andet bærende ben i medieforretning. Da det gik bedst, skovlede dagbladene penge ind på job- og boligannoncer på print. Den forretning er som bekendt for længst forsvundet.

Problemet er derfor ikke, at vi lever af at videresælge adgangen til brugerne. Det har vi altid gjort. Problemet er, at den måde, det sker på i dag, ikke længere er styret af medierne selv, og at de etiske problemer, der kan være forbundet med det, potentielt kan true det demokrati, vi i sidste ende er sat i verden for at understøtte.

Meget få medier har reelt mulighed for helt at undgå det dilemma. For hver krone, en annoncør lægger til en digital annonce, går broderparten til et morads af adtech-firmaer − anført af Google og Facebook − hvor kontrollen med anvendelsen af brugernes data hurtigt løber medierne af hænde.

Slå hårdt ned på techgiganterne
Den europæiske persondataforordning (GDPR), der trådte i kraft i maj sidste år, har i nogen udstrækning givet redskaber til at gøre op med den problemstilling. Men mens de danske medier har brugt formuer på at sikre sig, at man lever op til standarderne og overholder lovgivningen, tyder alt på, at Google og Facebook har alle intentioner om blot at skubbe udfordringen foran sig.

Mens de første prøvesager endnu har til gode at komme for det danske datatilsyn, tilkendte det franske ditto for nylig Google en bøde for overskridelse af persondataforordningen. En dom, som blev anket på stedet og dermed har udsigt til at kunne trækkes igennem retsvæsenet i yderligere fem-syv år, mens Google kan fortsætte, som om intet var hændt.

Og her kommer vi så til den slagmark, hvor politikerne med fordel kunne vende deres opmærksomhed:

Vil vi hjælpe den demokratiske samtale, er vi nødt til at slå langt hårdere ned på techgiganterne. Og selvom det kan forekomme som Davids kamp mod Goliath, så er det en kamp, der for demokratiets skyld må kæmpes.

Facebook og Google er notorisk svære at komme i dialog med, og når de endelig stiller til en samtale, sker det med en meget lille håndfuld af velafrettede oneliners, der ikke åbner for skyggen af reel dialog.

Så er det unægtelig nemmere at komme direkte i clinch med dagbladenes chefredaktører, hvilket den politiske debat desværre bærer præg af.

Landets folkevalgte kunne med fordel stile højere.

Stil krav til transparens hos techgiganterne, og påpeg det igen og igen − allerhelst understøttet af et langt højere tempo i sagsbehandlingen.

Bøvlet publicisme
I forbindelse med sidste forårs medieforhandlinger gjorde flere politikere opmærksom på, at snakken om publicisme ikke var en samtale, der ville blive plads til i forhandlingerne. Man måtte forstå, at det var en alt for bøvlet og kompleks diskussion.

Desværre er både demokrati og publicisme svært. Men det er også umagen værd. Og her er en anden flanke, hvor jeg vil opfordre politikerne til at forny kendskabet til − og synet på de private medier. Det er nemlig stort set uden undtagelse publicismen, der adskiller os fra Google, Facebook og co.

Og hvad er så publicisme? Det diskuteres ivrigt og løbende medierne imellem. Et forsøg på en definition kunne i denne sammenhæng, hvor vi taler de private nyhedsmedier, være at bedrive uafhængig, samfundsoplysende journalistik på tilstræbt objektivt grundlag. Så langt så godt.

Der foregår medierne imellem hele tiden en diskussion af de finere nuancer i definitionen, ligesom der løbende sker selvransagelse, i forhold til om det økonomiske pres fra techgiganterne også presser de publicistiske medier på kvalitet. Dels fordi det kan medføre et ræs mod bunden, men også fordi de økonomiske forhold har presset medierne på tid. Sikkert er det, at den diskussion ikke ophører, og at den både er sund og nødvendig.

Blandt de danske medier, der bekender sig til publicisme, svarer for medieansvarsloven og er tilmeldt Pressenævnet, vil man have vanskeligt ved at finde organisationer, der først og fremmest eksisterer for at tjene penge. Vi er her for at drive publicistisk oplysningsvirksomhed.

Det ville klæde det politiske Danmark at genfinde tilliden til, at det er tilfældet. Også selvom konsekvensen af, at vi passer vores arbejde, kan være irriterende.

Så kære politikere; lad os tage en åben samtale om, hvad publicisme er, og hvordan det udøves i Danmark i 2019.

Jeg tror, I vil blive positivt overraskede. Og imens vi sådan taler demokratisk og civiliseret, så kunne I jo slutte jer til os ovre på den slagmark, hvor vi i de ‘gamle medier’ allerede kæmper Davids kamp mod Goliath.

Forrige artikel Forskere: Politikernes initiativer stjæler tiden fra børnene Forskere: Politikernes initiativer stjæler tiden fra børnene Næste artikel Justitia: Retssikkerhedspakker er en dråbe i havet Justitia: Retssikkerhedspakker er en dråbe i havet