Mediejurist: OBS-indslag om fuldkorn bør granskes

REKLAME: Landets førende mediejuraekspert, Oluf Jørgensen, opfordrer Radio- og TV-nævnet til se nærmere på et OBS-indslag om fuldkorn. Der kan være tale om skjult reklame, siger han. Det afviser DR.
Mediejuraekspert Oluf Jørgensen kalder et OBS-indslag om fuldkornsprodukter for "reklameagtigt". Han mener nu, at Radio- og TV-nævnet skal se nærmere på sagen.
Mediejuraekspert Oluf Jørgensen kalder et OBS-indslag om fuldkornsprodukter for "reklameagtigt". Han mener nu, at Radio- og TV-nævnet skal se nærmere på sagen. Foto: Altinget.dk
Per Bang Thomsen
Saglig og upartisk public service-information eller skjult reklame for den danske fuldkorns-lobby?

Det spørgsmål har rejst sig, efter DR har valgt at give sendetid til et OBS-indslag om fuldkornsprodukter.

Se indslaget her

Det er det såkaldte Fuldkornspartnerskab, der står bag indslaget, og målet er at få danskerne til at vælge flere fuldkornsprodukter, næste gang de befinder sig i supermarkedet eller hos den lokale bager. Men ifølge Oluf Jørgensen, mediejuraekspert og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er indslaget "reklameagtigt" og muligvis på kant med reglerne om Oplysning til Borgerne om Samfundet-indslag.

Fuldkornspartnerskabet består nemlig af Fødevarestyrelsen, et par sundhedsorganisationer og private firmaer som Kohberg Brød, Q8 og Nestlé, og derfor kan man ifølge Oluf Jørgensen se indslaget som skjult reklame for de firmaer, der er med i partnerskabet.

Fakta

Medlemmer af Fuldkornspartnerskabet: 

Coop Danmark A/S

Statiol Fuel & Retail

Easyfood

DLG Food Grain

ISIS A/S

Frederik Christiansen

Q8 - Kuwait Petroleum (Danmark) A/S

Bager- og Konditormestre i Danmark

Credin A/S

DI Fødevarer

Dansk Supermarked

Diabetesforeningen

Foreningen af Kliniske Diætister

Fødevarestyrelsen

Hjerteforeningen

Ireks

Kohberg Brød A/S

Kræftens Bekæmpelse

Lantmännen Cerealia

Lantmännen Schulstad

Lantmännen Unibake Denmark A/S

Nestlé

Pågen

Quaker Oats

REMA 1000

Skærtoft Mølle

Valsemøllen A/S

Barilla Danmark A/S (Valora Trade Denmark A/S


Kilde: www.fuldkorn.dk

"DR må ikke lave reklamer, og OBS-udsendelerne er beregnet til at give borgerne nøgtern information fra offentlige instanser. Men det her indslag ligger på kanten, da der er tale om et samarbejde, hvor store kommercielle interessenter indgår," siger Oluf Jørgensen til Altinget | Fødevarer.

Han opfordrer nu Radio- og TV-nævnet til at se nærmere på indslaget.

Indslaget får et reklamepræg, da det direkte opfordrer folk til at vælge fuldkorn. Derfor bør Radio- og TV-nævnet vurdere, om de er gået over stregen.

Oluf Jørgensen
Mediejuraekspert og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

"Indslaget får et reklamepræg, da det direkte opfordrer folk til at vælge fuldkorn. Derfor bør Radio- og TV-nævnet vurdere, om de er gået over stregen," siger han og henviser til sloganet "Vælg fuldkorn først - Kig efter det orange fuldkornslogo, når du handler", der afrunder indslaget.

Ekspert: Nødvendig at tage diskussionen
Grundstenen til fuldkornsamarbejdet blev lagt i 2006, hvor det private erhvervsliv, Fødevarestyrelsen og sundhedsorganisationerne slog sig sammen for at få flere danskere til at vælge fuldkornsprodukter. Undersøgelser havde nemlig vist, at danskerne ikke spiste nok fuldkorn, og det skulle partnerskabet prøve at rette op på. I 2009 indførte partnerskabet så det såkaldte fuldkornsmærke, der blåstempler produkter med et højt fuldkornsindhold, og siden da har flere virksomheder sluttet sig til partnerskabet.

Det er ikke første gang, at OBS sender indslaget fra Fuldkornspartnerskabet, og ifølge Søren Sandfeld Jakobsen, professor i mediejura ved Aalborg Universitet, er det svært at vurdere, om der reelt er tale om skjult reklame. Han understreger dog, at OBS-indslaget befinder sig i en "gråzone" mellem idealisme og traditionel markedsføring, og derfor er det vigtigt at tage diskussionen nu.

"Det er første gang, jeg hører om noget à la det her, men vi kommer uden tvivl til at se meget mere af det i fremtiden. I takt med at virksomhederne vil styrke deres virksomhedsansvar, så vil flere virksomheder også lave partnerskaber med offentlige institutioner. Og så bliver man nødt til at spørge sig selv om, hvor grænsen mellem ansvarlighed og kommerciel markedsføring går," siger han til Altinget | Fødevarer.

DR: Indslaget vil fremme folkesundheden
Radio- og TV-nævnet udtaler sig af princip ikke om konkrete sager, men oplyser over for Altinget | Fødevarer, at det ikke har modtaget nogen henvendelser om indslaget.

Men hos DR's OBS-redaktion forstår man dog ikke kritikken fra mediejuraeksperterne.

"Vi mener ikke, at der er tale om en reklame for et firma eller et bestemt produkt. Indslaget handler derimod om at fremme folkesundheden ved at opfordre folk til at spise fuldkornsprodukter, og derfor er der tale om generel, oplysende information til borgerne," siger OBS-redaktør Kirsten Maegaard.

Hun sammenligner indslaget med den såkaldt Nøglehuls-kampagne, hvor formålet er at få danskerne til vælge flere sunde fødevarer.

"Her ligger selve budskabet tæt op ad fuldkornsindslaget. Jeg kan dog godt se, at sloganet "Vælg fuldkorn først" er lidt mere opfordrende end at sige, at man skal kigge efter nøglehulsmærket, hvis man vil have sunde fødevarer. Men når det er sagt, så er der ikke den store forskel," siger Kirsten Maegaard.

Heller ikke Rikke Iben Neess, der er ansvarlig for Fuldkornspartnerskabet, ser noget problematisk i samarbejdet.

"Vi ser det som en styrke, at det er et partnerskab mellem offentlige og private aktører, som står bag indslaget. På den måde kommer vi bredere ud, end hvis det hele lå forankret hos kun én partner," siger hun.

Men Oluf Jørgensen mener, det er skjult reklame, når Q8, Rema 1000 og Kohberg brød kommer til at tjene penge på det. Kan du følge den pointe?

"Man kan sige, at øget salg er lige med øget sundhed, og derfor er det positivt, hvis de kommercielle partnere, som er med i partnerskabet, sælger mere. Kræftens Bekæmpelse har eksempelvis ingen fabrikker, som kan producere sunde fuldkornsbrød. Men ved at indgå i et erhvervssamarbejde, kan de motivere de kommercielle producenter til at producere disse sunde brød. Det er jo positivt, for det er jo hele vores formål," siger hun til Altinget | Fødevarer.

Dokumentation
Krav til OBS-indslag
- Informationerne skal være saglige og upartiske.

- I forbindelse med eller i OBS-indslag må der ikke forekomme nogen form for reklamemæssig udnyttelse. Det gælder både for enkeltpersoner, firmaer, foreninger, organisationer, produkter og andet.

- Der må heller ikke forekomme agitation for et bestemt synspunkt vedrørende det forhold, der informeres om.

- Med hensyn til DR's støtte til landsindsamlinger henvises til DR's gældende praksis med skiltning i TV og omtale i radio.

- Afsender krediteres på afmeldingen af spottet med navn og evt. logo.

- Varigheden af tv-indslag aftales med OBS-redaktionen inden igangsættelse af produktion. Den normale varighed ligger på mellem 30 og 45 sek. Med mindre andet er aftalt.

- Inden produktion af et OBS-indslag skal manus indsendes til OBS Redaktionen. Manus skal godkendes af OBS-udvalget, før produktion af indslaget (i 16x9 format) kan sættes i gang. OBS-redaktionen kan tages med på råd under produktionen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Oluf Jørgensen

Offentlighedsrådgiver, forskningschef emeritus (mediejura), Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
cand.jur. (Aarhus Uni. 1971)

0:000:00