Mellemfolkeligt Samvirke: Erhvervslivets topledelser er fortsat fritaget for klimaansvar

Omsider er EU-kommissionen nu klar med et lovforslag om virksomhedsansvar og bæredygtig selskabsledelse – "Directive on corporate sustainability due diligence." Så langt, så godt.

Desværre fritager forslaget bestyrelser og topledelser for et reelt og formelt klimansvar. Det er helt renset for bindende ledelsesansvar over for Paris-aftalen, som Kommissionen ellers med ordene "Combating climate change" oplyser er hele hensigten.

Kommissionens forslag er flere gange blevet udskudt. Ikke mindst fordi mange af dansk erhvervslivs interesseorganisationer – med Dansk Industri og Komitéen for God Selskabsledelse i spidsen – har været særdeles aktive for at udvande formuleringerne fra det oprindelige forslag om skærpet klimaansvar for bestyrelser og øgede rettigheder til stakeholdernes medbestemmelse i bæredygtige spørgsmål.

Frivillighed har aldrig gavnet klimaet

Frivillighed i erhvervslivets samfundsansvarlige pligter har historisk været styrende for lovgivningen. Det ser desværre ud til at fortsætte på trods af forskning, der viser, at valget mellem klima og afkast altid falder ud til fordel for aktionærernes jagt på profit.

Der er intet bindende ledelsesansvar for klimahensyn i det nye forslag. Der er kun business as usual

Joachim Kattrup
Analytiker, Mellemfolkeligt Samvirke

Analyser viser desuden, at frivillighed heller ikke bidrager til indfrielsen af politiske klimamål eller ændrer på virksomhedernes ledelses- og kapitalstrukturer i grøn favør.

Tilbage i 2013 konkluderede et forskningsstudie, at erhvervslivets frivillige bidrag til indfrielsen af bæredygtige samfundsmål kun har haft yderst begrænset effekt. Og sidste år konkluderede et studie fra Harvard, at erklæringen  om et opgør med den traditionelle aktionærmodel fra amerikanske Business Roundtable ikke har ændret noget som helst.

Ledelse handler fortsat udelukkende om at tilgodese aktionærer og maksimere profit trods løfter om "stakeholder kapitalisme". Og senest har en analyse fra Oxfam vist, at tyske børsnoterede selskaber har fordoblet udbytterudbetalinger til aktionærer fremfor at investere i tiltag, der understøtter en grøn omstilling. Alene fordi de har et frit valg.

Intet andet end business as usual

Kommissionens forslag betyder også i praksis, at topledelser og bestyrelser kan aftale sig ud af klimansvaret i forhold til leverandører og andre stakeholdere. Der er intet bindende ledelsesansvar for klimahensyn i det nye forslag. Der er ingen radikale ændringer. Der er kun business as usual.

Kommissionen foreslår således, at bestyrelsesansvaret for klimakrænkelser kan undviges, hvis blot topledelsen indgår aftaler herom med sine interessenter. Skulle topledelsen have overset denne mulighed får det dog ingen konsekvenser. Forslaget rummer nemlig ingen konkrete sanktionsmulighed for brud på klimaansvaret.

Det er efter min opfattelse ikke rimeligt, at ansvaret for klimakrænkelser og andre overtrædelser inden for bæredygtighed kan tørres af på mindre leverandører eller andre samarbejdspartner i værdikæden. Og det er heller ikke rimeligt, at der ikke findes sanktionsmuligheder, når ansvaret svigter.

Klimaansvaret placeres dermed reelt hos de svageste i værdikæden, og kapital prioriteres over klimahensyn i de tilfælde, hvor afkast og bæredygtighed ikke går hånd i hånd.

Erhvervslivets opbakning er absurd

Forslaget om regulering af klimaansvar i nye regler om selskabsledelse kan på mange måder læses som rosinen i pølseenden på EU's lovprogram for 'Sustainable Finance'. Hidtil har lovgivningen fokuseret stort på den finansielle sektor med henblik på at re-allokere kapital for tusindvis af milliarder af kroner mod grønne aktiver – og væk fra sorte. Det hele for at sikre EU's klimamål – herunder Parisaftalen.

Derfor er det også absurd, at dansk erhvervsliv udtrykker, at de bakker op

Joachim Kattrup
Analytiker, Mellemfolkeligt Samvirke

'Sustainable Finance'-programmet har hidtil medført flere bindende pligter for finansielle aktører om rapportering og bæredygtig identifikation af finansielle produkter. Nu var turen så kommet til at sikre, at erhvervslivets bestyrelser og topledelser påtager sig klimaansvar for langsigtet bæredygtig udvikling også dybere i værdikæden.

Logikken fra Kommissionen har været, at hvis investorerne er forpligtet overfor klimaet, så vil det presse virksomhederne til at følge med. Men hvis virksomhederne ikke retter ind i forhold til investorernes krav, kan planen skride og Parisaftalens mål om at begrænse den globale temperaturstigning maksimalt to grader vil være ude for rækkevidde, fordi der ikke vil være tilstrækkelige investeringer i grøn teknologi.

Derfor er det også absurd, at dansk erhvervsliv udtrykker, at de bakker op om EU's Sustainable Finance Program, når de samtidig indædt har kæmpet imod at lovsikre, at ansvaret også gælder dem selv.