Merkels afgang efterlader EU med (mindst) fem spørgsmål

1. Hvad står hendes afløser for?

Der er meldt dødt løb i meningsmålingerne. Ingen tør spå om, hvem der kommer til at afløse Angela Dorothea Merkel på lederposten i Tyskland. En valgkamp nærmest blottet for EU-indhold får svarene på, hvad en ny kansler vil med Europa, til at blafre lidt i vinden.

Det bliver ikke en EU-skeptiker. Så meget ved vi allerede. CDU’s Armin Laschet er selv fra grænseområdet til Holland og Belgien, taler fransk, er eks-EU-parlamentariker og bekender sig fuldt ud til samarbejdet. SPD’s Olaf Scholz har i sit virke som tysk finansminister også bundet sit flag til EU-masten, og De Grønnes Annalena Baerbock har en ambitiøs pro-europæisk, nogle steder nærmest EU-føderal platform.

Men bare fordi ingen af dem har tænkt sig at brænde klubben ned indefra, er de langtfra ens i deres holdninger til den politiske substans. Hvad skal der ske med EU’s stramme budgetregler efter corona? Skal den nye milliardstore genopretningsfond være et permanent tiltag, så tyskerne skal fortsætte med at være hovedsponsor for reformer i Syd- og Østeuropa? Hvad med en europæisk mindsteløn? Hvor store er klimaambitionerne? Alt det kommer der først svar på efter valget og en – muligvis langstrakt og besværlig – regeringsdannelse.

2. Hvem kan udfylde Muttis sko i Rådet?

Der er ingen tvivl om det. Merkel har været den absolut ledende figur i EU-chefernes klub, Det Europæiske Råd. Hun har mæglet, smedet rænker og filet kanter for at få lederne til at enes om kompromis efter kompromis ved langstrakte natteforhandlinger over 16 år.

Hvem skal indtage den samlende rolle, der kan få enderne til at mødes mellem øst og vest, syd og nord, når hun er væk? Det er usandsynligt, at en dugfrisk tysk kansler uden Merkels adressebog, personlige kontakter og kendskab til forhandlingsdynamikkerne blandt de 27 kan valse ind på den plads.

Samtidig kan et mere fragmenteret tysk politisk landskab, hvor der sandsynligvis skal mere end to partier til at sikre et flertal, betyde, at vi får en svagere kansler, som i højere grad vil være bundet ind af et bagland med forskellige interesser, og derfor også vil have mindre manøvrerum på EU-plan.

Hollands Mark Rutte og Ungarns Viktor Orbán blev begge valgt i 2010 og bliver klubbens nye nestorer. Ingen af dem er dog særlig plausible i rollen som de store samlere. Tværtimod står de tit på hver deres yderpol på holdningsspekteret. Den franske præsident Emmanuel Macron splitter også vandene, ligesom han selv står over for en præsidentvalgkamp, der kulminerer næste forår. Og formanden for forsamlingen, belgiske Charles Michel, er de færreste voldsomt imponerede over.

3. Hvad bliver der af den tysk-franske motor?

Forholdet mellem Paris og Berlin har altid været afgørende for udviklingen i EU-samarbejdet. Når først lederne fra de to lande er enige om noget, skal der rigtig meget til at afspore dem. Derfor er dynamikken mellem en tysk og en fransk leder uhyre vigtig. Gennem Angela Merkels tid er det gamle mundheld om, at Frankrig bestemmer og Tyskland betaler, gjort til skamme. Hun har været konstanten gennem Jacques Chiracs sidste år på posten, efterfulgt af først Nicolas Sarkozy, siden Francois Hollande og nu Emmanuel Macron. De har måttet erkende, at når Mutti sagt nein, så gælder det.

Tidligere på måneden valfartede både Olaf Scholz og Armin Laschet til Paris for at kaste lidt præsidentiel aura over deres valgkampe. Så interessen er der. Men tipper magtbalancen, nu hvor Macron bliver den mere erfarne part?

4. Hvem er Von der Leyen uden Merkel?

Ursula von der Leyen er Merkels opfindelse. Formanden for Europa-Kommissionen var Merkels længst siddende og mest loyale minister hjemme i Tyskland, før hun rykkede ind på 13. sal i Berlaymont-bygningen i Bruxelles. Her har hun ledet det, som rigtig mange ser som en meget tysk EU-Kommission, hvor hun ofte har haft blikket rettet mod Berlin. Nu bliver navlestrengen klippet over. Selv hvis hendes partifælle Armin Laschet bevarer kanslerrollen på CDU-hænder, vil dynamikken være ændret, når det ikke længere er hendes mentor, der har den plads. Det kan gøre hende mere svag politisk, fordi hun mister en magtfuld allieret, der har bakket hende op. Det kan også gøre hende mere fri, fordi hun endelig kan træde ud af Muttis skygge.

5. Hvornår får vi en tysk regering?

Ingen forventer, at vi søndag aften står med en klar vinder med et klart flertal bag sig. Afsøgningen af mulige koalitioner, og hvad de kan blive enige om, spås at kunne trække ud – måske i månedsvis. Det kan lamme EU-samarbejdet på en række vigtige områder, hvis det betyder, at tyske forhandlere i Bruxelles skal befinde sig i venteposition, indtil de får nye ordrer fra deres nye herrer.

Hidtil er det kun enkelte sager, som har været lammet af den politiske usikkerhed i Tyskland. For eksempel venter man på en tysk holdning til det kontroversielle forslag om europæisk mindsteløn, som er så udskældt i Danmark, og hvor der er en klar forskel på, hvad tyske konservative og socialdemokrater vil.

Det fænomen kan dog brede sig fra på mandag, hvis resultatet er mudret nok.