Mette Frederiksen bag facaden er en sej banan, der hverken vil testes eller vaccineres før tid

Ny bog giver et unikt indblik i Mette Frederiksens verden og i de konflikter og opgør, der har præget hendes håndtering af coronakrisen. 

Placeholder image
Foto: Politikens Forlag
Lyt til artiklen
Icon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / Rating
Det første år
Anne Sofie Kragh
Politikens Forlag, 336 sider, udkommer 31. maj 2021, 300 kroner


I begyndelsen af marts 2020, da coronaen var begyndt at snige sig ind over grænsen, følte Mette Frederiksen sig lidt sløj. En rådgiver anbefalede, at hun tog en test, men statsministeren sagde nej. Når der ikke var test nok til alle sosu-assistenter, ville hun ikke springe køen over.

Rådgiveren insisterede. Det var nærmest uansvarligt at lade være, mente han. Til sidst blev der aftalt tid med en sygeplejerske.

Da rådgiveren var ude af døren, bad Mette Frederiksen sin ministersekretær afbestille tiden igen.

Velkommen ind bag facaden i Statsministeriet. Velkommen ind i magtens centrum under styringen af den voldsomste krise i Danmark siden besættelsen. Velkommen til Mette Frederiksens verden.

Styrker og svagheder

Din guide er journalist og forfatter Anne Sofie Kragh, der har fået unik adgang til Statsministeriet og har fået interview med en lang række af de centrale aktører. Det hele er klart og prisværdigt nøjagtigt varedeklareret på bogens første sider. 

Lad det i den forbindelse også være nævnt, at denne skribent læste bogen, før den gik i trykken, og gav forfatteren feedback, men ikke har haft nogen indflydelse på bogen i øvrigt. 

Idéen var, at Anne Sofie Kragh skulle skrive en bog i slutningen af første regeringsperiode, men af indlysende grunde ændrede hun plan, da pandemien væltede verden.

Derfor får vi nu et unikt indblik i, hvordan den store krise og alle de små kriser, der brød ud undervejs, blev oplevet indefra. Det er hæsblæsende og fængslende læsning. Men måske vigtigere i det store billede: det er også dybt interessante brikker til forståelsen af Mette Frederiksen som menneske og politiker.

Mette Frederiksen  stoppede med at gå til fodbold, fordi hun ikke kunne finde ud af at aflevere bolden til andre

Vi får bekræftet indtrykket af en meget kontrollerende leder, der har svært ved at overlade ansvaret til andre, og som afskyr risici. Som da hun klatrer op på et hegn for at hjælpe sin egen kat ned i stedet for at lade den hoppe selv.

Vi får bekræftet indtrykket af en statsminister, der på alle tider af døgnet foretrækker en rugbrødsmad med ost eller makrel frem for fine manerer. På en asiatisk restaurant i New York lader hun pindene ligge og spiser med fingrene.

Og vi får uddybet indtrykket af en statsminister med et ekstremt fokus på lighed og retfærdighed. Som derfor nægter at lade sig teste og senere nægter at lade sig vaccinere, før det bliver hendes tur i køen. For det skal ikke hedde sig, at hun er blevet fin på den.

Men vi bliver også mindet om, at Mette Frederiksen er en leder, der har styrken til at stå fast og insistere på sin egen retning – også når landets øverste og mest selvbevidste embedsmænd eller selveste Tysklands kansler Merkel stritter imod.

Og en leder, der kan finde på personligt at ringe til direktøren for Københavns Lufthavn, hvis hun undrer sig over, at der fortsat er aktivitet i lufthavnen under nedlukningen. "Det er egentlig utroligt, at jeg skal ringe til dig", sagde hun ifølge bogen til en forbløffet lufthavnsdirektør. 

Som det så ofte gælder i politik, er Mette Frederiksens styrker og svagheder tæt forbundne. ’Det første år’ tegner billedet af en bomstærk statsminister, der styrer direkte mod (flere) problemer, hvis hun ikke bliver bedre til at inddrage andre i sine beslutninger eller blande sig uden om en gang imellem. Med den grad af detaljestyring fra et meget lille hold i Statsministeriet kan man næsten undre sig over, at der ikke er opstået flere minksager. 

Loyal, men ikke leflende 

At skrive gode politiske portrætter kræver mindst tre ting: God adgang, en god pen og god politisk forståelse.
Anne Sofie Kragh har alle tre dele til overmål og har for længst indtaget positionen som Danmarks førende politiske portrætskribent.

Hendes stil er iagttagerens – fluen på væggen, der aldrig selv bliver aktør eller bekender kulør, men som omhyggeligt og menneskeklogt observerer, hvad der sker omkring hende. Og så bygger hun en skæbnefortælling op omkring sin hovedperson. 

Hun er aldrig illoyal overfor sine kilder, men heller aldrig leflende, og det er hendes store styrke.  Svagheden, hvis man endelig skal lede efter en, er den første del af ligningen ovenfor. Hun er meget afhængig af adgang for at bygge fortællinger op, og derfor kan hendes portrætter godt tage farve af, hvem der har tilbudt mest adgang. 

I ’Det første år’ er det ret tydeligt, hvem forfatteren har talt med, og hvem der har sagt nej tak. Det går især ud over Søren Brostrøm, der ikke kommer særlig godt ud af fortællingen.

Omvendt med Sundhedsministeriets netop afgåede departementschef Per Okkels, der træder i karakter som en af centraladministrationens anonyme helte.

Opgøret med Søren Brostrøm

Bogens omdrejningspunkt er indlysende den coronakrise, der kom til at sluge meget af Mette Frederiksens første år som statsminister.  

Og vi kommer meget tæt på de opgør om linjen, som især i begyndelsen af krisen udspillede sig mellem statsministeren og Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

Sidstnævnte fremstår som nærmest blottet for politisk gehør, da krisen bryder ud, og Mette Frederiksen sender et klart signal om, at regeringen ønsker at gå med livrem og seler. Men Søren Brostrøm er mere optaget af ikke at skræmme befolkningen unødigt og ikke at indføre regler, der er svære at forstå. 

Som det så ofte gælder i politik, er Mette Frederiksens styrker og svagheder tæt forbundne. ’Det første år’ tegner billedet af en bomstærk statsminister, der styrer direkte mod (flere) problemer

”Hvis du siger det der, så bliver det uden mig”, siger Søren Brostrøm på et tidspunkt lige inden et pressemøde, hvor Mette Frederiksen vil opfordre alle "sårbare" til at blive hjemme. Men sådan et gummibegreb kan Brostrøm ikke bruge til noget. 

På et andet pressemøde bliver statsministerens pressechef så frustreret over Søren Brostrøms mangel på alarmisme, at han sender SMS’er til journalisterne på pressemødet og opfordrer dem til at spørge, om man må kramme. Da spørgsmålet omsider kommer, bryder Mette Frederiksen ind og siger: ”Søren får lov at svare, men svaret er nej”.

Okkels' genistreg

Omvendt udviser chefen for seruminstituttet Kåre Mølbak og især Sundhedsministeriets departementschef Per Okkels udstrakt gehør. Og da Mølbak samtidig deler statsministerens hang til forsigtighed, ender de to som nærmeste rådgivere for statsministeren og hendes handlekraftige departementschef, Barbara Bertelsen.

”Det er træls, det er på vores vagt, men nogen må være dem, der rådgiver. Det bliver dig og mig”, siger Okkels til Mølbak på vej til Statsministeriet.

Da spørgsmålet kommer, bryder Mette Frederiksen ind og siger: ”Søren får lov at svare, men svaret er nej”

På mødet anbefaler Kåre Mølbak efter en lang diskussion den omfattende og historiske nedlukning. Per Okkels fanger øjeblikkets betydning, finder en lap papir og noterer anbefalingen. Han slutter noten med at skrive ”Kåre Mølbak, Statens Serum Institut”.

På den måde lå der nu en sundhedsfaglig indstilling fra myndighederne til den voldsomme beslutning, statsministeren var på vej til at træffe.

Lovlig familiært 

Bogen indeholder også små biografier af de folk, der er tættest på Mette Frederiksen. Man får de første brikker til et mere personligt portræt af departementschef Barbara Bertelsen, hvis råstyrke angiveligt blandt andet udspringer af en barndom, hvor hun blev mobbet en del.

Det er ikke uinteressant, men til tider bliver det lovligt familiært, når der fortælles om ”bandet” (Mette Frederiksens betegnelse for den gruppe, der optræder på de mange pressemøder) eller ”Juste”, kælenavnet for særlig rådgiver Martin Justesen. Her balancerer forfatteren på kanten af selv at blive en del af holdet og overtage hovedpersonernes fortælling som sin egen. 

Og i afdelingen for små reklamationer kan man også ærgre sig over, at forlaget ikke har ofret et navneregister på bogen.
 
Som i alle politiske biografier er der et afsnit om Mette Frederiksens barndom med den obligatoriske fortælling om, at hun allerede som lille drømte om at blive statsminister – og den morsomme anekdote om, at Mette Frederiksen stoppede med at gå til fodbold, fordi hun ikke kunne finde ud af at aflevere bolden til andre.

Også her præges billedet lovlig meget af hovedpersonens selvbillede. Som otte-ni-årig foreslog Frederiksens farmor, at at hun kom på Martha-skolen, der var en husholdningsskole. Men Mette Frederiksen havde svaret, at det første skete, hvis der også var en Martin-skole for drenge.  

"She's a tough lady"

Det internationale fylder mindre i bogen, men vi er med i kulissen, da hun afviser at sælge Grønland til USA, og vi er med, da hun senere møder den amerikanske præsident i New York under FN’s generalforsamling. Trump peger på Frederiksen og udbryder ”She’s a tough lady!”.

Og det er hun: en tough lady, der gerne vil sidde for bordenden og tage ansvar, men som hverken vil testes eller vaccineres, før det bliver hendes tur i køen. Det er udtryk for hendes indædte retfærdighedssans, men måske også et tegn på, at Mette Frederiksen endnu ikke helt har gjort sig klart, hvilket ansvar, der hviler på hendes unge skuldre.

Når man bladrer forbi sidste side i ’Det første år’, spekulerer man allerede spændt på, hvad der vil stå i ’De næste år’.

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i Afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser