Mette Frederiksen er ved at tage livet af vores elskede danske jordbærbod

Det er tusind snit, der slår ihjel – eller mistanken om tusind stjålne jordbær, der viser, at vi har mindre tillid til hinanden.

Det er fuldstændig vanvittigt, at vi i en tid med massive overskud sender folk på gaden. I hvilken verden får vi et bedre samfund at have flere hjemløse? Især når årsagen til, at personer er langvarigt på kontanthjælp, bunder i svigt fra det system, der bør have grebet dem.

Det er begyndt at minde om et absurd teater at høre en regering tale om nødvendighed og økonomisk ansvarlighed, når det handler om dem på bunden af samfundet. Og så samtidig stolt sænke skatterne for de mange milliarder Wammen finder under puderne i Finansministeriet.

Samtidig sender det et signal til alle os andre om, at det kan godt være, at vi er i arbejde nu, men er uheldet ude, så kan vi også ende med at gå fra hus og hjem. Det bør selv den mest indignerede fortaler for en asocial arbejdsmarkedspolitik kunne sætte sig ind i.

Tilbage til jordbærboderne.

Problemet er, at vi helt konkret ikke kan regne med, at det samfund man (forhåbentligt) med glæde betaler skat til griber en, hvis man ender på kanten. Som et rødt jordbær, der mangler smag, så er velfærdssamfundet snart blot en flot facade, der dækker over rådne bær.

Mette Frederiksen har længe hyldet de danske jordbærboder, og det er derfor endnu mere tragisk, at netop hun står i spidsen for reformer, der kan fjerne fundamentet for de tillidsbaserede danske jordbærboder.

Mette Frederiksen mente dengang, at et kamera ved jordbærboden viste, hvor lidt tillid vi har tilbage i Danmark. Sidenhen har hun ikke været bleg for at indføre omfattende overvågning.

Det er som om, at et politisk flertal kollektivt er ved at glemme, at vores velfærdssamfund og vores tillidssamfund er to sider af samme mønt.

Vi stoler på hinanden, fordi vi ved, at alle betaler ind til at gribe hinanden. Når vi begynder at betale ind til de få eller ser, at dem med størst behov svigtes, smuldrer tilliden – selv til naboen.

Danmark er i en ret enestående position og de fleste europæiske finansministre må kigge misundeligt på Nicolai Wammen, der skal bruge budgettet fremfor at balancere det.

Vores fælles tillid er baseret på, at vi har en tryghed i, at vi kan blive grebet, hvis uheldet er ude.

Lukas Lunøe

Det er også derfor endnu mere aparte, at vi ikke vælger at prioritere velfærd- og tillidssamfundets fundament; vores fælles sociale sikkerhedsnet.

I mange andre europæiske lande er netop behovet for at sikre overskud på statens finanser årsagen til, at velfærden skæres i.

I Danmark har vi overskud, tjener konstant flere penge end ventet og vælger alligevel at gøre livet værre for dem, der har brug for hjælp. Man fattes ord.

Hvis jeg om få år stadig skal kunne køre en omvej med min kæreste, holde ind og nyde friske danske bær med hende, så kræver det politisk handling.

Og nej – jeg taler ikke om hårdere straffe for landevejs(jordbær)tyveri. Jeg taler om, at vi kun kan bevare tilliden, hvis vi bevarer velfærden for os alle. Også dem, der ikke er i arbejde eller dem, der har brug for en ekstra hånd, skal vi tage os af.

For vores fælles tillid er netop baseret på, at vi har en tryghed i, at vi kan blive grebet, hvis uheldet er ude.