Kommentar af 
Jarl Cordua

Mette Frederiksen har sejret ad helvede til: Nu rammer hun muren for udlændingestramninger

Frederiksen vandt magten blandt andet ved hjælp af en stram udlændingekurs. Men partiledelsen kan ikke længere argumentere for samlede tropper i udlændingespørgsmålet, fordi regeringsmagten ikke længere er på spil. 

Tesfaye og udlændingeordfører Rasmus Stoklund er partiets hardlinere i udlændingepolitikken. Kursen skal måske engang i fremtiden justeres, skriver Jarl Cordua.
Tesfaye og udlændingeordfører Rasmus Stoklund er partiets hardlinere i udlændingepolitikken. Kursen skal måske engang i fremtiden justeres, skriver Jarl Cordua.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mette Frederiksens formandstid i Socialdemokratiet har indtil videre lignet ét stort triumftog. Hun var den naturlige og selvskrevne formandskandidat efter den smertelige periode under Thorning, hvor S mistede regeringsmagten, og hvor lettelsen efterfølgende var stor over, at man nu endelig fik en "ægte" socialdemokrat som partileder. Nu skulle man atter tilbage til det gode, gamle humanistiske socialdemokrati, som de fattiges værner og de riges ris. Der, hvor de store passer på de små, og hvor alle skal med.

Den position, hvor man i den socialdemokratiske selvforståelse kan bryste sig af en særlig social bevidsthed og uendelig omsorg for samfundets svageste, og dem i opposition – til højre –  logisk nok derfor må være opsamlingsstedet for alle dem, der abonnerer på en samfundsmodel, hvor fanden tager de bagerste. I Socialdemokraternes selvforståelse giver dette skel en moralsk overhånd i forhold til de borgerlige partier.

Det viste sig dog hurtigt under Mette Frederiksens formandskab, at ikke alle skulle med, og at der også fandtes nogle små, som heller ikke skulle med. I al fald ikke dem uden dansk pas.

Humanismen og solidariteten stopper ved landegrænsen. Slut med international solidaritet og byggen bro fra kyst til kyst. Fra efteråret 2015 under den såkaldte "flygtningekrise" slog Frederiksens socialdemokrati ind på en hård kurs i flygtningespørgsmålet, hvor man lige siden har forsøgt at konkurrere med både Venstre og Dansk Folkeparti om at fremstå hårdest i flygtningespørgsmålet.

Hele vejen var Socialdemokratiets bagland med. Ingen kan efterhånden huske, at kun én tidligere minister, Mette Gjerskov, i sin tid havde slået sig i tøjret undervejs. Kun et kuldsejlet forsøg på at vælte hende som folketingskandidat i Roskilde, hvor hun blev udfordret af den senere Piopio-redaktør Niels Jespersen og varm tilhænger af at nedlægge asylsystemet, Niels Jespersen, kan med lidt god vilje ses som et lillebitte oprør mod kursen.

Da S vandt regeringsmagten i 2019 troede Radikale åbenbart, at de kunne gennemtvinge en ny flygtningepolitik. Det kunne de ikke. I forståelsespapiret, der fastlægger rammen for den politiske kurs, som støttepartierne og regeringen er enige om, er flygtninge end ikke omtalt med ét ord. Der står noget om, at man er enige om at ville "fremme integrationen", at man skal "løfte et ansvar for verden. Så Danmark er et land, der hjælper mennesker i nød. Som står vagt om de internationale konventioner". Det er alt. 

Radikales tabte opgør om udlændingepolitikken galvaniserede Socialdemokraternes troværdighed i spørgsmålet hos vælgerne. 

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Radikales tabte opgør om udlændingepolitikken galvaniserede Socialdemokraternes troværdighed i spørgsmålet hos vælgerne. Jo mere frustrerede Radikale fremstod, jo bedre så Socialdemokraterne ud hos de gamle DF-vælgere. Det gælder stadig.

I to år har både udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye og udlændingeordfører Rasmus Stoklund ikke blot holdt skansen i spørgsmålet, de har endda gjort mere end det. De har konstant været i offensiven, og de er hele tiden blevet bakket varmt op af statsministeren. Indtil for nylig har ingen kunnet skimte selv den mindste vaklen i geledderne hos Socialdemokraterne udadtil.

Men nu er der tilsyneladende opstået - foreløbig små - sprækker i muren. Først meldte et enkelt mindre kendt medlem sig ud i protest. Siden skrev en lokalforening på Ærø et brev, hvor man kritiserede politikken med at hjemsende syriske asylansøgere til Damaskus. Senest har 24 nuværende og tidligere medlemmer af regionsråd og byråd forfattet et nu offentliggjort brev til S-partiledelsen, hvor man kræver en snak om den førte politik. Alle er de kede af kursen i udlændingespørgsmålet.

Udover de bebudede hjemsendelser af syriske flygtninge til Damaskus er det sagerne med de danske børn i syriske fangelejre, der kun må komme hjem uden deres mødre og Tesfayes bestræbelser på at levere på valgløftet fra 2018 om et modtagecenter for asylansøgere i et tredjeland, der nu åbenbart er blevet for meget for dele af det socialdemokratiske bagland. Kløften mellem denne konkrete - og i nogens øjne vel kyniske - politik, der tydeligvis handler om at signalere hårdhed 24 timer i døgnet, er blevet for stor i forhold til det traditionelle selvbillede hos mange socialdemokrater, hvor humanisme og solidaritet ikke kun er forbeholdt danske statsborgere - som synspunktet er hos Dansk Folkeparti.

Meget sent er det gået op for disse socialdemokrater, at partiet for længst har forladt det synspunkt og adopteret Dansk Folkepartis solidaritetssyn, hvor den efterspurgte humanisme udelukkende følger med passet.

Frederiksen er tydeligvis klar over, at den seneste uro i hendes bagland kan blive farlig for hende og udfordre hendes politiske projekt, der handler om mild økonomisk omfordeling og benhård udlændingepolitik.

Folketingsgruppen har for nyligt ifølge et avisreferat i Politiken fået en opsang for at bakke for lidt op om Tesfaye og Stoklund, der kæmper alene i forreste frontlinje. Demonstrativt krævede hun af gruppen, at de derfor klappede af de to partifæller., hvilket giver mindelser om politiske kongresser i mere autoritære systemer. Det billede bakkes op af de 24 brevskrivere, der beretter om at blive frosset ud eller kammeratlige samtaler med dem, der bryder med partilinjen.

Indtil for nylig har ingen kunnet skimte selv den mindste vaklen i geledderne hos Socialdemokraterne udadtil.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Heldigvis kan alle læse i Politiken tirsdag, hvad ledelsen mener, for her kan Herlev-borgmester Thomas Gyldal med tætte bånd til ledelsen forklare de vildfarne socialdemokrater, der er "fanget af medfølelse", at de er i gang med at "gentage fortidens dumheder". Her var han helt på linje med partiformand Frederiksen om at fremstille enhver kritik af Socialdemokratiets udlændingepolitik som et opgør med den stramme udlændingepolitik og en tilbagevenden til partiets linje under Svend Auken. Der findes åbenbart ingen mellemvej.

Signalet er klart: Enten er man med Frederiksen, Tesfaye, Stoklund eller Gyldal - eller også er man åbenbart på hold med Socialdemokratiets udlændingepolitik for 30 år siden.

Spørgsmålet er, om hele partiet er enig i denne primitive opdeling? Ingen forestiller sig paladsrevolutioner, og hos lokalformændene beskrives holdningen til oprøret også som ”lunken”, da AvisenDanmarks redaktør i går ringede rundt for at lodde stemningen.. Socialdemokratiske organisationsfolk er loyale, men derfor behøver de hverken at være begejstrede for regeringens kurs i de nævnte sager eller bakke op om en offentlig debat, der udstiller uenighed.

Frederiksen vil næppe ændre kurs her og nu for ikke at sætte troværdigheden hos vælgerne over styr og give mulighed for, at de borgerlige kan angribe en pludselig opstået flanke i udlændingepolitikken. Men spørgsmålet er, om hun ikke har ramt muren i forhold til, hvor langt mod højre hun yderligere vil kunne trække sit parti i dette spørgsmål? Hun risikerer tilsyneladende at møde langt hårdere modstand i fremtiden. Det er ikke helt ulogisk, at det måtte komme dertil på et tidspunkt, hvor vi er to år inden i regeringsperioden.

Tiden, hvor man som socialdemokrat blev nødt til at være loyal og finde sig i en politik, der bød én i mod, for at partiet kunne generobre regeringsmagten, er forbi. Hverken de blå, Dansk Folkeparti eller Radikale udgør længere en trussel. Frederiksen har sejret – ad helvede til – godt! Nu kan partiledelsens klakører ikke længere troværdigt banke dissidenter på plads med henvisning til, at uenighed truer Frederiksens hånd om regeringsmagten.

Den noget passive opbakning til Tesfaye og Stoklund i folketingsgruppen er også et kraftigt signal til begge d’herrer om, at de næppe er helt i sync med, hvad, flertallet i gruppen mener, er Socialdemokratiets egentlige standpunkt i udlændingepolitikken. Den dag Frederiksen - om formodentlig lang tid - er væk fra formandsposten og kursen i udlændingepolitikken måske skal justeres, skal de ikke blive forbløffet over at se dem selv blive degraderet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00