Midt i en digital oplysningstid: Politikeren, der ikke ville være politiker alligevel

Evigt smilende i jakkesæt, med de mørke lokker redt bag om ørerne, ligner René Gade ikke en mand, der er sat til at forsvare borgernes digitale frihedsrettigheder.

Og har man først tilbragt en halv time i selskab med Josephine Focks foragtende frustration over regeringens manglende forståelse for basale retsprincipper, virker det uplausibelt, at de to skulle repræsentere samme parti.

Hvor Josephine Fock og meningsfællerne på venstrefløjen taler om overvågningsstater og magtmisbrug, nøjes René Gade med at konstatere, at han skam kan se mange gode argumenter for regeringens politik. Og at tanken om, at Søren Pape Poulsens (K) stærkt kritiserede datalov bevidst skulle føre befolkningen bag lyset, er ham fremmed.

"Jeg kommer nok aldrig til at sige, at det er sådan en politisk masterplan, en given regering har i Danmark. Det har jeg for stor tillid til," siger han.

Jeg tror desværre, at borgervinklen tit ryger sig en tur i de råd. Det virker til at være lidt kedeligere at snakke om digitale borgerrettigheder end innovation og vækstfremmende forhold for virksomheder. Og fred være med det. Men det slipper man ikke af sted med på Christiansborg. Hvis man diskuterer med politikere i rummet, vil der altid komme en arm op og spørge, hvad det så betyder for arbejdsglæden. Er det godt at være online døgnet rundt?

René Gade
It-ordfører, Alternativet

Han kan også finde på at sige andre mærkelige ting som at fremhæve sin egen uvidenhed i forhold til de politiske emner, han beskæftiger sig med. Eller begynde sin politiske karriere med at understrege, at han slet ikke vil være politiker alligevel.

En travl mand med en sofa
Og sådan kunne man affærdige René Gade som en særling. En novice, der begyndte sin politiske karriere, tre måneder før han blev valgt til Folketinget, og som aldrig bliver en del af Christiansborgs fasttømrede magtstrukturer.

Lige nu, som jeg sidder her, har jeg helt vildt meget lyst til at fortsætte. Men det er præcis derfor, at jeg ikke skal fortsætte.

René Gade
It-ordfører, Alternativet

Men i så fald tager man fejl. Han har beklædt posten som gruppeformand i Alternativet siden sommeren 2017. Og det sidste halve år har han desuden fungeret som sekretariatschef.

To administrative hverv kombineret med seks ordførerskaber betyder, at den 36-årige kommunikationsrådgiver fra Silkeborg har haft så travlt, at han har doneret sit skrivebord til en værdigt trængende kollega. Og i dag nøjes med at arbejde fra sofaen, når han en sjælden gang har tid til at lukke døren til sit eget kontor.

Meget passende er det i en tidlig solstråle i en pause mellem to møder, at Altinget finder ham på Christiansborgs tagterasse med udsigt over ridebanen, der i midten af april mest ligner en velsoigneret grustræningsbane.

Han havde håbet, at han kunne fejre sin hjemkomst fra livet som administrativ blæksprutte ved at løfte sløret for det it-politiske udspil, som Alternativet har arbejdet på gennem det sidste års tid. Men desværre sidder det fast et sted i systemet, som han ikke kan komme nærmere ind på.

Digitalisering er ikke lig med besparelser
Altså må han nøjes med at redegøre for sine egne tanker.

"Det er ikke for meget sagt, at vi lever i en ny digital oplysningstid. Min vigtigste opgave i den sammenhæng er at kanalisere viden ud til borgerne. Helt grundlæggende oplever jeg, at it bliver nedprioriteret på Christiansborg. Det er spredt ud over en række decentrale områder. Og her er vi nødt til at samle kræfterne, så borgerne kommer i fokus," forklarer han.

Han kritiserer regeringens strøm af digitale udspil for at være præget af et ensidigt erhvervsfokus.

"Jeg ser ikke borgerens perspektiv i ret meget af det. Der bliver talt en lille smule om privacy, men ellers kredser de udelukkende om, hvordan vi kan skabe vækst og arbejdspladser ved digitalisering. Men selv hvis vi tager vækstbrillerne på, så kræver det, at vi investerer i de rigtige systemer. Og her savner jeg, at der følger de nødvendige investeringer med."

Tre centrale problemer
Han peger på tre centrale problemstillinger, som han mener, at det er væsentligt at få løst.

"Det største problem lige nu er, at der er sat lighedstegn mellem digitalisering og besparelser. Sophie Løhde (V) knokler på for at gøre lovgivning mere digital. Men hvis den eneste minister, der for alvor markerer sig på det digitale område, også er en markant figur i at sikre besparelser i den offentlige sektor, er det svært at se digitalisering som andet end et middel til besparelser."

"Vi bliver nødt til at forstå, at digitalisering handler om at skabe forbedringer i samfundet. Og før vi evner det, kan vi ikke komme til det næste skridt, som handler om digital dannelse. Et niveau, hvor man gennem hele livet bliver kompetent på den digitale front. Det kræver livslang uddannelse, og det oplever jeg ikke, at man i dag tager seriøst. Og det betyder, at hele samfundsgrupper bliver glemt."

"Og så kommer vi ikke uden om systemerne. Vi skal gøre privacy by design til fundamentet, når vi vælger it-systemer i det offentlige. Det kræver, at vi afsætter de nødvendige økonomiske rammer til at udvikle systemerne. Og når de så er udviklet og implementeret, kan vi eksportere dem til resten af verden, så vi får udgifterne tjent hjem. Når der står "Made in Denmark" på et produkt, ved man, at det er lavet ordentligt. Og sådan skal det også være på it-området."

Men ikke mange løsninger
Er I kommet tættere på at løse bemeldte problemer i løbet af de sidste tre år?

"Den digitale udvikling har gjort, at det er væltet ind over Christiansborg med digitale spørgsmål. Men jeg synes ikke, at vi har løst ret mange problemer. Den største opgave lige nu er, at vi står over for at stable et nyt teleforlig på benene efter mange års venten. Men vi har nydt godt af, at den digitale verden er eksploderet. Man kan ikke længere sige, at digitale emner ikke er vigtige."

Netop tidens aktuelle spørgsmål understreger for René Gade behovet for, at it-politik forankres i et fast udvalg. Og helst også med en dedikeret minister.

"Hvad gør vi, når børn tager billeder af hinanden i skolegården? Hvordan anbefaler vi fra centralt hold, at mobiltelefoner skal anvendes? Risikerer vi, at den optager, hvad der bliver sagt, hvis den ligger fremme i et børneværelse? Den snak vælter ind over os. Men vi mangler en minister på området, som suger det til sig og slet ikke kan lade være."

"Det er ikke en forklejnelse af Løhde, men det er helt andet fokus, der er i hendes ministerium. Og så er det en kæmpe mangelvare, at der ikke er et udvalg nedenunder. Jeg bliver ved med at sige det. Og så kan vi prøve at mødes på andre måder, som jeg også selv har forsøgt det med det tværpolitiske it-forum. Men det er svært at samle folk, når der ikke er et sekretariat til at understøtte arbejdet, og i sidste ende betyder det bare, at vi ikke får talt nok sammen."

Hvem stiller spørgsmål i Disruptionrådet?
Og i det perspektiv er det en torn i øjet på René Gade, at regeringen med Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen bruger så meget krudt på at promovere sit disruptionråd.

"Jeg tror desværre, at borgervinklen tit ryger sig en tur i de råd. Det virker til at være lidt kedeligere at snakke om digitale borgerrettigheder end innovation og vækstfremmende forhold for virksomheder. Og fred være med det. Men det slipper man ikke af sted med på Christiansborg. Hvis man diskuterer med politikere i rummet, vil der altid komme en arm op og spørge, hvad det så betyder for arbejdsglæden. Er det godt at være online døgnet rundt? Det bliver fremlagt, som om hvis bare man introducerer en ny digital service, så vil problemerne, som det enkelte menneske oplever, forsvinde."

Et eksempel på, hvad der sker, når politikerne ikke tages med på råd, finder han i debatten om logningsbestemmelser.

"Hvorfor har regeringen brugt så meget krudt på, at dem, man kalder bedrevidende eksperter, ikke måtte være med? Og så ender det med, at vi som ordførere indkalder til samråd, fordi vi er åh så uenige. Tænk, hvis vi ud fra en "Made in Denmark"-forståelse af, hvordan vi gerne vil have vores it-systemer til at se ud, havde taget diskussionen på to åbne møder. Alle partierne ville have sagt, at det her kommer vi aldrig igennem med, så vi bliver nødt til at lave det på en anden måde."

Husk på den uvidende sælger
En anden højaktuel diskussion er striden om regeringens databeskyttelseslov. Her gør René Gade i modsætning til kollegerne til venstre for midten brug af en mere pragmatisk retorik.

"Det eneste, der kan trigge mig, så jeg bliver rigtig skarp i tonen, er, hvis nogen enten tilbageholder information, lyver eller bevidst sætter tanker i folk, som ikke er korrekte. Hvis en minister begynder på det, går jeg hele vejen. Ellers kan jeg diskutere længe om både dataforordning og logning uden at fare i flint. Jeg kan godt forstå, hvorfor det kan være rart for en minister at have styr på, hvor folk er henne. Men jeg kan også se store problemer i det."

Men en politisk mavefornemmelse er ikke altid det bedste grundlag at træffe beslutninger ud fra, forklarer han.

"Jeg er ikke ekspert på nogle af de områder, som jeg beskæftiger mig med. Og den erkendelse er vigtig. Man kan hurtigt komme til at bestemme ting, som trækker lange tråde ned i embedsværket. Hvis vi som politikere er meget konkrete på it-området og træffer ambitiøse beslutninger, så risikerer vi, at det får utilsigtede konsekvenser."

Et eksempel fra René Gades fortid som account manager i konsulentvirksomheden Creuna understreger pointen.

"Når jeg skulle sælge noget, fik jeg altid at vide: Lad være med at fortælle, hvad platformen skal være. Find i stedet ud af, hvad ambitionen er. Hvad kundens behov er. Når du så kommer hjem, skal vi, der ved noget om det, nok finde ud af, hvordan platformen skal se ud. Og det synes jeg er givtigt at huske på på Christiansborg. At jeg ikke skal ind og definere platformen."

Politisk udløbsdato skaber tillid
Eksemplet understreger også en anden pointe. Nemlig at René Gade ikke ser sig selv som rigtig politiker. Men snarere som en gæst på Christiansborg. En gæst, som ganske vist har booket et fire år langt ophold. Men som hele tiden er bevidst om, at han en dag skal hjem igen.

"Jeg havde besluttet mig for at stoppe efter fire år, allerede inden jeg overhovedet blev valgt ind. Hele min agenda med politik er, at jeg gerne vil ændre nogle ting. Og jeg tror, at jeg har større mulighed for at skabe forandringer, hvis jeg har stillet mig på en platform, så folk ved, at jeg i al fald ikke kæmper blot for at blive genvalgt. Jeg oplever, at får en del tillid foræret, fordi jeg har sagt, at jeg ikke genopstiller."

"Når jeg så ikke er her mere, vil jeg opsøge nyt sted, hvor jeg kan være med til at præge den digitale udvikling af samfundet. Jeg tror, at du har fuldstændig ret i, at man kan præge den her dagsorden uden for Christiansborg. Vi ser dygtige forretningsfolk og interesseorganisationer, som fylder i debatten, men også EU, som virkelig flytter hegnspæle i det her år. Men det vigtigt at slå fast, at det ikke handler om, at jeg stopper herinde, fordi jeg er ærgerlig over, at jeg ikke flytter mere."

Drømmen om kompromisset
Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår argumentet om ikke at ville fortsætte. Du lader til at være glad for jobbet. Du ville sagtens kunne forklare vælgerne, at der er så mange opgaver, som ikke er løst, som du er nødt til at få styr på. Er du ikke fristet til at tage fire år mere?

"Mange har været flinke og anerkendende at sige, at det jo går godt, så hvorfor ikke tage fire år mere. Men der tænker jeg, at det netop var derfor, jeg sagde det, før jeg kom ind. Fordi jeg vidste, at jeg ville blive glad for at være her. Lige nu, som jeg sidder her, har jeg helt vildt meget lyst til at fortsætte. Men det er præcis derfor, at jeg ikke skal fortsætte."

"Er det så fornuftigt og klogt? Jeg kan ikke udføre noget politisk arbejde, når jeg ikke er her, så jeg afmonterer mig selv som politiker. Men jeg er helt tryg ved, at der kommer en ny person ind fra Alternativet, som kan arbejde videre derfra, hvor jeg slap."

"Der er kun en ting, som for alvor vil ærgre mig. Det er, at vi får et regeringsskifte, og Alternativet bliver parlamentarisk grundlag. Her kunne jeg godt tænke mig at være med til at sikre, at ingen ville kunne skyde os i skoene, at vi ikke var ansvarlige eller kompromissøgende."