Mindeord: Hver uge afslørede Hanne Reintoft hullerne i velfærdssamfundet

Da hun stoppede i 2004 lavede jeg en hurtig optælling, der viste, at hun gennem årene formentlig havde besvaret mere end 200.000 breve eller telefonopkald fra fortvivlede "hjælpsøgende” borgere, som det hed i programbeskrivelsen.

Den endeløse strøm af fattige, forslidte og forgrædte mennesker smertede hende, men holdt hende også til ilden: ”Det kan smerte at mennesker må sidde og skrive om hjælpeløshed og kvide, og putte deres livsskæbne i en postkasse”, skrev hun i sin erindringsbog i 1996, og lovede at fortsætte sin indsats ”for at hindre de værste ulykker”.

Reintofts ugentlige eksponering af velfærdssamfundets huller vakte modstand. Præster klagede over at Reintoft, uden teologisk fundament, udøvede ”falsk sjælesorg”.

Et medlem af radiorådet bestilte et juridisk responsum, der skulle afklare muligheden for at stille hende til ansvar for påstået ”fejlrådgivning”.

Andre anklagede hende, med henvisning til hendes politiske fortid, for at være ”rød”. Hun replicerede, at hun først og fremmest var ”SORT af raseri over uret og hensynsløs forvaltning”.

Mere forstandige mennesker gav hende heldigvis den ære, hun fortjente. Herunder Dronning Margrethe, som i 1996 udtalte at ”vreden og varmen er naboer i hendes sind”.

Selv Erhard Jakobsen, der ellers altid var på jagt efter ”radioens røde lejesvende”, udtalte ved hendes ansættelse at ”hun er god nok, og hun vil kunne gøre nytte i Danmarks Radio”. Måske havde han læst den anbefaling fra en tidligere arbejdsgiver, der ledsagede hende ansøgning i 1976: "Ansøgeren møder relativt velklædt og er tilsyneladende ganske dannet”…