Om  
Lise Nørgaard
Leif Lønsmann

Mindeord om Lise Nørgaard af fhv. radiodirektør Leif Lønsmann

I anledning af forfatter og journalist Lise Nørgaards død, 105 år, skriver fhv. DR-radiodirektør og musikchef Leif Lønsmann mindeord.

Stine Ring Hansens portrætbuste af Lise Nørgaard afsløres i 2017 på Frederiksborg Slot, portrætsamlingen.
Stine Ring Hansens portrætbuste af Lise Nørgaard afsløres i 2017 på Frederiksborg Slot, portrætsamlingen.

Hun blev født, før Radioen blev introduceret i Danmark. Samme år som John F. Kennedy, Indira Gandhi, Ella Fitzgerald, Dizzy Gillespie, Heinrich Böll og Tove Ditlevsen. De var alle sammen for længst døde og borte, da jeg lærte Lise Nørgaard at kende. Det var i 1999.

DR havde ansøgt om en fjerde radiofrekvens, så vi kunne udleve drømmen om at præsentere klassisk musik hele døgnet, og ikke blot i afmålte doser på de tre FM-kanaler.

Det var op ad bakke. Politikerne ønskede DRs monopol brudt. Kommercielle selskaber stod klar til at gå ind på radiomarkedet. Aviserne, som gerne selv ville ind på radiomarkedet, var på kritikernes side.

I januar 1999 gik Lise Nørgaard ind i kampen. På DRs side: ”Det vil være en stor skam, om DR ikke fik adgang til en hel kanal for klassisk musik”, skrev hun i Berlingske. ”DR råder over en sagkundskab, der næppe kan fremskaffes af nogen af de kommercielle stationer, der vil have fingre i kanalen”.

I de kommende år var hun min trofaste væbner og vejleder i kampen om det firekanalsystem, der skulle gøre det muligt at folde radioens kanaler ud, så der var taleradio, klassisk musikradio, ungdomsradio og regionalradio hele døgnet.

Samtidig var hun altid klar med kritisk, kærlig og konstruktiv kritik af vores måde at forvalte formidlingen på. For eksempel når de ellers vidende, veltalende værter blev FOR talende og ifølge Lise Nørgaard ”snakkede for meget i stedet for at lade musikken tale” …

DR vandt kampen om den fjerde FM-kanal, og vi gjorde, hvad vi kunne, for at forvalte den i Lise Nørgaards ånd.

Nogle år senere kom jeg uforvarende til at opleve hendes lydelige utilfredshed med et helt andet DR-produkt. DR Underholdningsorkestret havde i samarbejde med Det Kongelige Teater udviklet en opsætning af ”Matador” som musical med Peter Langdal som instruktør. En kæmpe satsning med fuldt symfoniorkester og 29 skuespillere, herunder Jens Jørn Spottag og Kaya Brüel som Mads og Ingeborg Skjern, Lars Bom som Jørgen Varnæs, Daimi som Laura, Lars Knutzon som Misse Møghe (!), Tommy Kenter som grisehandler Larsen - og en glathåret foxterrier ved navn Felix i rollen som hunden Kvik, der efter et intenst prøveforløb og kyndig hundetræning havde debut som den første Kongelige hundeskuespiller.

Jeg havde æren af at ledsage Lise Nørgaard til premieren. Jeg havde lovet at køre hende hjem til Skodsborg efter forestillingen. Hun havde holdt gode miner under forestillingen, men i bilen på vej til Skodborg måtte hun lette sit hjerte. Hun syntes at det var jammerligt. For langt, for trist og for negativt.

Lise Nørgaard blev senere en trofast gæst i DR Koncerthuset. Og hun bevarede sin evne til - med utvetydig umisforståelighed - både at bakke op og rakke ned, når hun var henholdsvis glad og utilfreds med det, hun så og hørte. Og det er jo den slags ærlige efterkritik, man lærer mest af.

Jeg havde glædet mig til at generindre vores fælles kampe, når vi næste gang skulle mødes i foreningen ”Postgaardens Venner” i Bakkens Korsbæk den 16. april.

Det nåede du ikke. Men du er med os i ånden.

Tak for både opbakninger og opsange!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lise Nørgaard

Journalist, forfatter, fhv. chefredaktør, Hjemmet 1975-77
journalist (Roskilde Dagblad 1935)

Leif Lønsmann

Fhv. radiodirektør og chef for Koncerthuset, DR









0:000:00