Debat

Mødrehjælpen: Familieretshuset er stadig Astrid Krags driftsmæssige problembarn

Corona har ramt udsatte familier hårdt, og børnene er de største tabere. Socialminister Astrid Krag (S) bør bruge de næste to år i ministerstolen på at bekæmpe børnefattigdom og nedbringe de alt for lange ventetider i familieretshuset, skriver Ninna Thomsen.  

”Børnene Først” var første skridt på vejen til at sikre anbragte børns rettigheder, men den er langt fra nok til at skabe den nødvendige sociale retfærdighed, skriver Ninna Thomsen. 
”Børnene Først” var første skridt på vejen til at sikre anbragte børns rettigheder, men den er langt fra nok til at skabe den nødvendige sociale retfærdighed, skriver Ninna Thomsen. Foto: Keen Heick-Abildhauge/Mødrehjælpen
Ninna Thomsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

To år er gået, siden Astrid Krag overtog nøglerne til Socialministeriet. To år med et hæsblæsende tempo, dagsordenssat af en verdensomspændende epidemi, der i den grad har været et brutalt forstørrelsesglas på de sociale problemer, som vi fortsat kæmper med i det moderne Danmark.

Epidemien har ramt de sårbare familier – børn, mødre og fædre – dobbelt hårdt. Det ved vi i Mødrehjælpen, hvor vores rådgivere og frivillige over det sidste halvandet år har hjulpet både fædre og mødre, der har stået helt alene med alt for store problemer.

Temadebat

To år som socialminister – hvad skal på Astrid Krags agenda de næste to år?

Da Astrid Krag modtog nøglerne til Socialministeriet, fremhævede hun blandt andet unge hjemløse, unge med handicap og stofmisbrugere som de grupper, hun vil arbejde for at forbedre forholdene for.  

Men har ministeren med søm og hammer skaffet den nødvendige finansiering til socialområdet, eller skal værktøjskassen udvides de næste to år? 

Altinget Social giver i en temadebat ordet til aktører og politikere, som vil debattere, hvor Astrid Krag de næste to år skal sætte ind for at løfte socialområdet. 

Her er deltagerne:

  • Benny Andersen, formand, Socialpædagogerne 
  • Ask Svejstrup, sekretariatsleder, Sand – De hjemløses landsorganisation 
  • Mia Nyegaard (R), socialborgmester, Københavns Kommune
  • Thorkild Olesen, formand, Danske Handicaporganisationer  
  • Charlotte Broman Mølbæk (SF), handicapordfører og medlem af Folketinget
  • Ninna Thomsen, direktør, Mødrehjælpen
  • Lars Gaardhøj, formand, psykiatri- og socialudvalget, Danske Regioner  
  • Mads Engholm, landsformand, Bedre Psykiatri  
  • Mette Thiesen (NB), socialordfører og medlem af Folketinget
  • Marie Bjerre (V), socialordfører og medlem af Folketinget
  • Trine Torp (SF), social- og psykiatriordfører og medlem af Folketinget
  • Torsten Gejl (ALT), politisk ordfører og medlem af Folketinget

    Om temadebatter:

    I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Forældre, der kæmpede med psykiske problemer, og som under epidemien var ved at give op for presset. Mødre og fædre, der var kørt i bund af en hård skilsmisse, og som stødte imod uacceptabelt lange ventetider i Familieretshuset. Ensomme familier, der stod mutters alene, og som på daglig basis savnede at være en del af et fællesskab.

Sådan har virkeligheden været. Og vi har heldigvis oplevet en minister, der har lyttet. En minister, som har handlet. Astrid Krag har således over de sidste 1,5 år haft et stærkt og konsekvent blik for nødvendigheden af, at vi akut hjalp de svageste i samfundet godt igennem epidemien.

Af hjertet tak for det.

Stadig fattigdom og mistrivsel i familier
Vi har samtidig oplevet en minister, der aktivt har insisteret på at tage børnenes parti. I en kronik for nylig i Information skrev socialminister Astrid Krag, at for en socialdemokratisk regering begynder arbejdet med at skabe social retfærdighed med børnene. Fordi det som oftest er i barndommen, at kimen til de sociale problemer bliver lagt. Det er her, at mønstrene så tidligt som muligt skal brydes.

Den store og brede reform ”Børnene Først,” var første skridt på vejen. Her var der eksplicit fokus på de anbragte børns rettigheder. Svigtede børn skulle have en bedre hjælp i rette tid. Et klogt og bredt forlig, der på flere måder repræsenterer et holdningsskifte i socialpolitikken, men som ”at the end of the day” langt fra vil være nok til at skabe den nødvendige sociale retfærdighed

Så ja. Nøglerne og magten ligger stadig og rasler i ministerens lomme. Børn og familier landet over vokser fortsat op i fattigdom. De lever stadig med mistrivsel. Og den negative sociale arv spiller stadig en alt for stor rolle i det moderne Danmark. To år er gået. Ministeren har travlt, hvis hun på det systemiske og det strukturelle plan vil sætte en ny kurs på børne- og familieområdet.

Her er tre centrale bud på, hvad hun skal nå:

  • Familiehuse i alle 98 kommuner

De første 1000 dage af et barns liv har enorm stor betydning for dets trivsel og udvikling. Af samme grund er det både klogt og visionært, at ministeren med ”Børnene Først” har sikret, at der i de kommende år etableres Familiehuse i alle landets kommuner til gavn for de mest sårbare og udsatte familier.

Men et er at afsætte penge. Noget helt andet er at sikre, at kommunerne også prioriterer etableringen af lokale Familiehuse. Det kræver et stort benarbejde fra ministerens side, for i kommunerne har man travlt med kommunalvalget.

Ligesom man er presset af et alt for stort udgiftspres, der sjældent levner plads til nytænkning af det forebyggende arbejde. Familiehusene kan derfor hurtigt – på trods af penge til etablering – ende som det rene ingenting. Det vil være en kæmpe falliterklæring for ministeren.

  • Bekæmp den moderne børnefattigdom

Den moderne fattigdom er økonomisk, social og kulturel, og det er socialminister Astrid Krags ansvar at bekæmpe den.

Det kræver, at hun tager sin gode kollega Peter Hummelgaard meget hårdt i hånden; afsætter flere penge til området og lægger en klar strategi på tværs af de to ministerier. Børnefattigdommen må ikke igen drukne i et ideologisk skænderi om ydelser.

Som Socialminister skal Astrid Krag stille de centrale spørgsmål og finde de nye og stærke svar: Hvordan hjælper vi bedst de fattige børn og familier? Hvordan løfter vi børnene ud af den økonomiske fattigdom? Hvordan giver vi fattige børn de bedst mulige opvækstbetingelser? Og hvordan får vi kommunerne til at prioritere indsatserne lokalt?

  • Familieretshuset – make it work!

Familieretshuset er Socialministerens driftsmæssige problembarn. Og de urimeligt lange ventetider skaber hver dag store konflikter i familier landet over. Igen med børnene som de helt store tabere. Det nye system er i sin grundform rigtigt tænkt, men reformen tilbage fra 2019 var underfinansieret. I 2020 tilførte regeringen flere midler.

Om det var nok, må tiden vise. Indtil da kræver Familieretten ministerens og departementets fortløbende ledelsesfokus. Det er hendes ansvar. Make it work!

Når nøglerne til Socialministeriets om max to år afleveres til en ny minister, gøres boet op. Det betyder noget, hvem der sidder i regering. Astrid Krag har forpligtet sig på at bryde mønstrene. Hun har forpligtet sig på at sætte børnene først.

Om hun lykkedes med sine ambitioner, handler i sidste ende om, hvorvidt forandringerne er varige. Det handler om, hvorvidt en ministers reformer gør en forskel ude i virkeligheden og ikke kun på papiret. I går. I dag. Og i morgen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00