Mandag blev det besluttet, at Morten Løkkegaard (V) bliver ny næstformand for Europa-Parlamentets liberale gruppe, ALDE.
Det skriver Venstre i en pressemeddelelse.
”I ALDE-gruppen er vi enige om, at vi skal finde fælles europæiske løsninger på de grænseoverskridende problemer. Men vi er også forskellige, og her er det vigtigt, at man kan præge processen tidligt, så vi får klare liberale løsninger,” siger Morten Løkkegaard i pressemeddelelsen.
Venstre-parlamentarikeren bliver dermed en del af den liberale gruppes daglige ledelse, som består af i alt otte næstformænd samt en formand – belgiske Guy Verhofstadt.
Morten Løkkegaard blev valgt ind i Europa-Parlamentet i 2009, men blev ikke genvalgt i 2014. Da Ulla Tørnæs (V) i februar 2016 valgte at forlade Parlamentet til fordel for posten som uddannelses- og forskningsminister hjemme i Danmark, kom den 52-årige Venstre-politiker dog tilbage i Europa-Parlamentet.
Næstformandsposten betyder, at Morten Løkkegaard afgiver sin post som næstformand i Beskæftigelses- og Socialudvalget. Næstformandsposten for ALDE-gruppen løber ind til Europa-Parlamentsvalget i 2019.
Indsigt
- Mens Løkke bejlede til de blå, lagde Pia Olsen Dyhr en plan
- Dragsted fik baglandet med sig, men vejen er fyldt med landminer
- Socialdemokratiet "mistede" kontakten med danskernes hverdag. I Horsens fandt partiet opskriften på at vinde den tilbage
- Dragsted brugte Messerschmidt som fugleskræmsel
- Dokumenter bekræfter kundeforhold mellem Forsvaret og omstridt tech-gigant
















































