Cand.scient.pol.: Universiteterne kortslutter den demokratiske skoling af kommende embedsmænd

Det er ikke mange i Danmark, som principielt vil være uenige i, at en fri debat er grundlaget for vores demokrati – og som velmenende samfunds-kværulant deltager jeg i debatten med den største fornøjelse. I min optik er den fri debat og meningsudveksling en grundsten for demokratiet, og noget man skal tage alvorligt som borger.

Vi samler os i stigende grad i små i meningsbobler, fordi det er blevet lettere at samle sig med sine meningsfæller – og omvendt er det også blevet sværere at rumme andre med anderledes holdninger.

Morten Schiellerup Bager
Specialkonsulent, Erhvervsministeriet

Det er også derfor, at jeg er nødt til at blande mig i debatten om debatkulturen på de danske universiteter - nok særligt den debatkultur, som efterhånden kan findes bredt på de humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter.

Man har – i mine øjne ukritisk – i stigende grad importeret en meget amerikansk tendens til, at man ønsker at forbyde og udelukke holdninger eller emner, som nogen ikke bryder sig om.

Det er stort set altid udtryk for, at noget eller nogen ikke repræsenterer den "rigtige" holdning – og derfor argumenteres det, at det ikke hører hjemme på universitetet, og derfor forbydes.

Et bekymrende mønster
Senest er det blevet en nyhed og derpå følgende offentlig rivegilde, at mit alma mater, Institut på Statskundskab på Københavns Universitet, har afskaffet, at de forskellige nye bachelorhold på introforløbet får navn efter lande, som for eksempel Thailand, Tanzania eller Kina.

Brugen af landenavne for de forskellige hold på en årgang har en lang tradition på statskundskabsstudiet – men instituttet har fravalgt dette, da der er en risiko for, at nogle lande og kulturer vil kunne ”blive fremstillet stereotypt”.

Jeg er selv – som en del andre i den offentlige debat – meget uenig i denne beslutning. Primært er jeg bekymret for, hvilket mønster den beslutning skriver sig ind i – og det er derfor jeg er skredet til tasterne.

Vi har en verden lige nu, hvor vi i stigende grad samler os i små meningsbobler, fordi det er blevet lettere at samle sig med sine meningsfæller – og omvendt er det også blevet sværere at rumme andre med anderledes holdninger. Deri består i min optik vores tids største krise.

Intolerance og intellektuel dovenskab
Der er grundlæggende noget ubehageligt for os mennesker ved at opleve at være uenig med andre – for det er ikke naturligt at befinde sig godt i en konflikt. Netop derfor kan demokrati – og politik – være lidt af et ’mess’ at være tilskuer til.

Danmark har, og nyder godt af at have, et politisk neutralt embedsværk. Hvis vi skal blive ved med det, så skal man som embedsmand også kunne rumme andre holdninger end dem, som man deler.    

Morten Schiellerup Bager
Specialkonsulent, Erhvervsministeriet

Det vender sig i os alle, også mig, når man oplever en holdning, man grundlæggende er dybt uenig i – det får nemlig én til at undres over, hvordan at den anden dog kan mene sådan noget. Den ’lette’ forklaring vi så kan ty til, kan være at vores politiske modpol er "dum", "korrupt" eller måske endda "ondsindet".

Men sagen er den, at en væsentlig del af at leve i et demokrati reelt er at kunne rumme andres synspunkter - og ja, også endda prøve at forstå, hvorfra den andens holdning kommer, og hvorfor den anden drager en modsat politisk konklusion end én selv.

Men det er klart lettere sagt end gjort – og det kræver, at vi aktivt udfordrer hinanden på vores holdninger og gør vores bedste for at rumme uenighed som et vilkår.

Som ungdomspolitisk aktiv og generelt debatlysten har jeg gennem tiden haft utallige debatter med folk med andre politiske anskuelser end mig. Uagtet, hvad mange tror om ungdomspolitik, så har den ungdomspolitiske kultur i min oplevelse altid været gennemsyret af en accept af uenighed som vilkår – og respekt og tolerance over for modsatrettede synspunkter end ens eget.

Det er desværre efterhånden ikke en respekt, som kan opleves alle steder i samfundet og debatten. Når den respekt og tolerance mangler, ender man med intolerance og intellektuel dovenskab. Og det bringer mig tilbage til debatkulturen på de danske universiteter.

De højtråbende eller tyndhudede får ret
En del af de studerende fra særligt de samfundsvidenskabelige fakulteter ender i den offentlige administration på et eller andet tidspunkt i karrieren, efter man er færdiguddannet. Derfor betyder det noget, hvordan universiteterne håndterer uenighed og debat.

Man får ikke en god demokratisk kultur gennem forbud og ved at lukke ned for debatter, som er svære at tage – ligesom det svækker et demokrati (og her særligt et studenterdemokrati), hvis det altid er de mest højråbende eller tyndhudede, som får ret.

Danmark har, og nyder godt af at have, et politisk neutralt embedsværk. Hvis vi skal blive ved med det, så skal man som embedsmand også kunne rumme andre holdninger end dem, som man deler.  

Som embedsmand er det først og fremmest vigtigt at tro på og dele demokratiske værdier og sindelag, herunder respekten for uenigheden. Men den skoling i demokratiske værdier kortslutter, hvis man som studerende fra sit universitets side oplever, at holdninger, man ikke er enige i, kan forbydes og udelukkes.

Satirens magtkritik
Man må da ikke håbe, at ledelsen på Institut for Statskundskab som det næste vælger at bortcensurere de grove jokes i statskundskabsrevyen som næste skridt – det kan jo ske, at en sketch kommer med en stereotyp fremstilling af en befolkningsgruppe.

Og her skal man ikke glemme, hvilken fremtrædende plads satire har haft som magtkritik gennem verdenshistorien. Ja, faktisk tror jeg, at man når langt længere med satire og humor, som udfordrer og provokerer, end når vi bekræfter vores eksisterende holdninger i vores små osteklokker med vores meningsfæller eller banker på grydelåg for at overdøve dem, vi er uenige med.

Hvis debatten stivner, fordi man ikke må støde nogen, så er jeg for alvor bange for, hvor vores demokrati er på vej hen. Vi skal omfavne uenigheden i stedet – selvom det er svært.