Eks-politikere fortæller om deres exit: Når brobizzen stopper med at virke, og kontoret bliver pakket ned

At være politiker er et helt særligt hverv. Man har arbejdsplads i en bygning, der står på historisk jord, som før har huset konger og tragedier. Hvor Leonora Christina sad fængslet i 22 år, og historien om den gale konge og livlægen Struensee udspillede sig. Hvor man skal igennem et sikkerhedstjek a la det i lufthavnen for at komme ind, og folkeskoleklasser og grupper af pensionister jævnligt er på rundvisning. Hvor lysekroner, søjler, buede gange og tung arkitektur dominerer, og stemningen i kraft af bygningen er særlig. Lidt autoritær, traditionel, vedvarende, magtfuld. Langtfra almindelig og ordinær. 

Før i tiden var det særlige erhverv forbeholdt ældre mænd, der allerede havde haft et langt arbejdsliv, og det at være politiker var ofte sidste stop på karrierevejen. I dag forholder det sig anderledes, og at være politiker er ikke længere kun forbeholdt et specifikt køn eller ditto aldersgruppe. Det er ofte noget, man er i en begrænset periode, som et punkt i sin karriere, og arbejdspladsen Christiansborg er uforudsigelig. Et parti kan ved et folketingsvalg med vælgernes kraft blive tilintetgjort, og politikerne ligeså. Og så er man ude fra den ene dag til den anden. 

Men hvordan kommer man videre, når man er blevet dømt ude af de samme, som fik en ind? Og hvad gør man med al den viden og magt, der følger med, når man har været inde i demokratiets inderste hjertekamre?