Naser Khader: Adam Holm har skrevet en nødvendig bog om Syriens diktator

Af Naser Khader (K)
Udenrigsordfører og Syrien-kender

Adam Holm har først og fremmest skrevet en glimrende introduktion til en diktator, et land, en region, en krig og en tid, som alle har glemt i lyset af pandemien, der spredte sig fra Kina over Europa til USA og ser ud til at ramme Mellemøsten inden for de næste uger.

Selvom det snart er ti år siden, borgerkrigen brød ud i Syrien, er der behov for Holms bog; for kampene er ikke forbi. Der er magtkampe, som udspilles både inden for landets grænser, men også geostrategiske kampe, som strækker sig fra Istanbul, Teheran og Moskva til Bruxelles og Washington.

Adam Holm formår på fremragende vis at give en indsigt - og skabe adgang til viden - om den syriske konflikt gennem historien om Assads magt.

Naser Khader

Og det er kampe, som gennemleves for millioner af mennesker, som har været tvunget på flugt, og fortsat kæmper for at vende tilbage til deres hjemland.

Adam Holm bringer læseren tilbage til tiden, hvor øjenlægen blev diktator på afbud, og tager læseren med over terrorangrebet 11. september 2001, Irak-krigen og forholdet til Israel. Datidens verdensledere præsenteres og indgår i en sammenhæng, der er velskrevet og medrivende.

Det er ikke en lærebog, selvom Holm har stor indsigt i regionen og de arabiske landes forhold til Israel. Han skriver i stedet med respekt for kronologien, hvilket gør bogen vedkommende og interessant for alle.

Tony Blair bliver snøret
Et af bogens store øjeblikke er Tony Blairs besøg hos Assad efter terrorangrebet 11. september 2001, hvor Blair ønsker støtte til regimeskiftet i Irak. Målet med at invadere Irak og sikre et regimeskifte var ikke kun den specifikke trussel, som styret i Irak udgjorde.

På den positive side ønskede USA og Storbritannien at skabe et stabilt, velstående demokrati, hvor menneskerettighederne blev respekteret, og som kunne føre til regimeskift i andre lande i regionen.

Den negative effekt af et regimeskifte havde et mere øjeblikkeligt mål: Alle lande, der udviklede masseødelæggelsesvåben og støttede terrorisme, skulle fremadrettet vide, at verdenssamfundet ikke ville acceptere deres opførsel.

Man kan i dag undre sig over, at Blair ikke kunne se, at Assad ingen interesse havde i hverken den positive side af et regimeskifte i Irak eller den negative effekt. Holm beskriver malende, hvordan Blair efterfølgende rasede over at være blevet snøret af den unge, veltalende diktator, og senere lod islamistiske oprørere – der havde siddet i fængsel – løslade og forsyne dem med penge og rejsedokumenter og sende dem mod Irak for at ødelægge genopbygningen af Irak som demokrati. 

Anmeldelsen fortsætter under billedet.

Tony Blairs møde med Assad i oktober 2001. (Pool/Reuters/Ritzau Scanpix)

Assad skruede op for kritikken af Israel og opponerede imod den amerikanske invasion af Irak i foråret 2003. Det varede ikke længe, før Syrien blev føjet til præsident Bushs liste over såkaldte forbryderstater, men om Syrien ligefrem var blandt potentielle angrebsmål er mere tvivlsomt.

Tværtimod tyder det mere på, at mange i kredsen omkring Bush og Blair dengang troede, man kunne blackmaile Assad ud af Damaskus. Episoden er vigtig, fordi regimeskiftet i Irak i april 2003 blev, som Holm skriver, et vendepunkt for Assad. I tiden efter Saddam Husseins fald indså Assad, at han ikke kunne nøjes med at ligne sin far; han måtte også tænke mere som ham.

Assads vej til magten
Assads vej til magten er velbeskrevet i Holms bog. Man følger udviklingen i Assads forhold til magten – fra storebrorens død i en trafikulykke, til at Assad står som en urokkelig autoritet i Mellemøsten. Med storebrorens død blev Assad hevet hjem fra sine studier i London og sat i lære som i diktator.

Holm beskriver, hvordan Assad går fra at være en kejtet og usikker leder, som egentlig ikke opsøgte rollen som diktator, til den Assad, vi kender nu. Den diktatoriske leder, der i dag brutalt håndhæver sin magt.

Jeg har ved flere lejligheder mødt Assad. Og møderne har vidnet om en diktator, hvis styrke i høj grad ligger i hans evne til at håndhæve sin magt med et smil.

Han ligner ikke en diktator. Veltalende, velklædt, humoristisk og smilende, som han var, da jeg mødte ham. Netop dét gør ham særlig, og det adskiller ham fra Saddam Hussein og Gaddafi.

Jeg har engang spurgt Assad om tiden i London, hvor han uddannede sig til øjenlæge. Jeg var nysgerrig på hans oplevelse af det britiske samfund og demokrati, om hvorvidt han havde integreret sig i løbet af sin tid der. Hertil lød svaret, at det eneste, han skulle i London, var at bede folk om at lukke og åbne øjnene.

Men han fik selv øjnene op for nogle vigtige lektier om Vesten under sit ophold. I særdeleshed vigtigheden af politisk kommunikation og den vestlige frygt og modstand over for islamisme.

Et eksempel på Assads opmærksomhed herpå var hans tv-optræden på amerikanske medier få dage inden Obama-administrationens bombeangreb mod Syrien i 2013, efter at Assad havde krydset den famøse røde linje. Her tonede Assad altså frem på de amerikanske tv-skærme, og han gjorde det fremragende.

Anmeldelsen fortsætter under billedet.

Assad-loyale styrker efter den syriske hær har taget kontrol over oprøret i 2013. (Mohamed Azakir/Reuters/Ritzau Scanpix)

Han spurgte amerikanerne, hvorfor de ville blande sig igen, og om de ikke havde lidt nok tab af unge amerikanere i Mellemøsten allerede. Han ramte amerikanerne på et ømt punkt; deres krigstræthed efter mange år i Mellemøsten gjorde, at Assads budskab slog igennem.

Assad eller islamisme?
Ligeledes har Assad være strategisk smart som leder og anvendt sin forståelse af Vestens had til islamisme til at cementere sin egen magt. Det har han gjort ved at gøre sig selv til det bedre alternativ til netop islamisme. Assad har skabt kaos for at gøre sig uundværlig.

Det var et ganske genialt træk: Han gav Vesten valget mellem islamisterne og ham selv. Stillede os i en situation mellem pest og kolera, hvor en demokratisk udvikling ikke længere synes mulig. I den forstand er Assad at foretrække, og derfor er der heller ikke udsigter til, at hverken Assad eller det syriske regime kollapser.

Assad har været heldig til forskel fra andre diktatorer i området. Militæret kontrolleres af hans sekt, de shiitiske alawitter. Han støttes betingelsesløst af sine trosfæller, shiiterne i Iran, og Hizbollah. Og ikke mindst af Putin, som via Syrien har givet Rusland et kæmpe comeback i området.

Holms bog om diktatoren i Damaskus er absolut anbefalelsesværdig. Bogen rummer nyttig viden om, hvad der foregår i Syrien og omegn, og hvordan Assad har formået at holde sig ved magten - og fortsat vil vedholde sin position som leder i Syrien.

En enkel svaghed ved Holms bog er dog værd at påpege: Holm har ikke har haft et personligt møde med Assad. Bogen baserer sig på gode andenhåndskilder, men det er alligevel anderledes selv at møde diktatoren.

Til trods for dette formår Adam Holm på fremragende vis at give en indsigt – og skabe adgang til viden – om den syriske konflikt gennem historien om Assads magt. Derfor får bogen min varmeste anbefaling.

Adam Holm: Diktatoren i Damaskus – Et portræt af Bashar Al-Assad, 250 sider, Gyldendal, er netop udkommet.