Natasha Al-Hariri: Ligestilling i minoritetsmiljøer sker ikke over natten

For jeg blev selv relativt sent introduceret for feminisme og kvindekamp. Jeg er ikke vokset op i et feministisk hjem eller endda et hjem, hvor der blev talt om decideret kvindekamp. Begge mine forældre er født og opvokset i Libanon. Min far blev født og voksede op i en palæstinensisk flygtningelejr i Beirut og min mor i det sydlige Libanon.

Og fælles for dem begge er, at de er vokset op i hjem med et sæt relativt fastlåste kønsroller. Min farfar og morfar arbejdede hele deres liv og forsørgede familierne. Min farmor og mormor havde nok at se til derhjemme med henholdsvis 12 og ni børn. De stod for rengøringen, maden, bleskift, indkøb, opdragelse og i virkeligheden alt, hvad der ikke relaterede sig til at tjene penge.

Det var dét, min mor og far voksede op med. Med garanti også mange af jeres forældre. Eller bedsteforældre. Til en vis grad blev de kønsroller overført til mit barndomshjem. Ikke én til én og ikke alle. Men sådan underliggende. Nogle blev der gjort op med, andre fik lov at beholde deres plads i familien.

Men en stor del af omstruktureringen, om man så må sige, var initieret af det sceneskift, min families flugt var. Nyt land, ny kultur, ny måde at gøre tingene på. Hvad gør man op med? Hvad beholder man som familieværdi? Hvordan laver man det kulturskift? Er man overhovedet bevidst om det? Hvilke konsekvenser har det? Og hvor langt tid skal det lige tage?

Alt det her skal min generation forholde sig til, når vi taler ligestilling og kvindekamp. Vores jævnaldrende majoritetsetniske venner har et kæmpe forspring, og jeg under dem og vores samfund det. For vi har brug for stærke samfund, der siger fra over for undertrykkende tendenser, uanset om de er udøvet af den lokale sladderklub eller vores lovgivere. Og det kræver hårdt arbejde over lang tid.

Det er utopisk at tro, at forandringen kan ske over én generation, selvom det er min største drøm. Ligesom det var den danske kvindebevægelses største drøm i 70’erne. Dette er ikke en undskyldning, men et forsøg på en forklaring.

Så hvad vil vi egentlig med den nye rapport fra Als Research? Vil vi bruge den til at slå minoritetsmænd oven i hovedet med? Eller vil vi bruge den til at iværksætte dybdegående og længerevarende indsatser med maskulinitetsopfattelser og patriarkalske moralsæt? Det første er nemt nok. Det sidste kræver politisk vilje.