Natasha Al-Hariri: Ligestilling i minoritetsmiljøer sker ikke over natten

KOMMENTAR: Det tager tid at opnå ligestilling og tilslutning til kvindekampen. Derfor er det utopisk at tro, at man kan fjerne patriarkalske moralsæt hos minoritetsetniske mænd over én eller to generationer, skriver Natasha Al-Hariri i anledning af kvindernes kampdag.

Igen er det kvindernes kampdag - en af årets største højtider, hvis du spørger mig.

Vi debatterer, diskuterer, stiller spørgsmål som ”hvordan smadrer vi patriarkatet?”, hylder kvinder og lægger feministiske slagplaner for at overtage verden.

År for år føler jeg et større fællesskab på tværs af politiske holdninger, og det giver mig håb om, at vi en dag kan forene os i kampen for reel ligestilling. Måske i mine sønners generation, måske i mine børnebørns.

For vi har stadig dele af befolkningen, der halter bagefter, når det kommer til at tænke i ligestilling og arbejde for at fremme ligestilling. Ikke kun på tværs af kønnene, men i høj grad også på tværs af etnicitet, religion og seksualitet.

Det er et udtryk for et indoktrineret patriarkalsk moralsæt, når mænd (og kvinder) blandt andet victim blamer en overlever af voldtægt, for hvad havde hun egentlig på, og hvor meget havde hun drukket?

Det var i den tunge ende, men ligeledes er det også et udtryk for stærke patriarkalske værdier, når der gives udtryk for, at det er kvindens ansvar at stå for opdragelsen af børnene i hjemmet. Barsel til mænd er endnu et tema, der at bedømme på modstanden mod sølle 8 ugers barsel igen er et udtryk for, at den klarer mama lige. Nej, nej og nej.

I slut februar udgav Als Research en ny rapport om maskulinitetsopfattelser og holdninger til ligestilling, særligt blandt minoritetsmænd. Den viser blandt andet, at størstedelen af mænd med minoritetsbaggrund har overvejende ligestillingsorienterede holdninger. På langt de fleste spørgsmål gives der ligestillingsorienterede svar fra et betydeligt flertal af mænd med minoritetsbaggrund. Og alt det er rigtig fint, og det viser, at vi har flyttet os.

Men rapporten viser også, at minoritetsetniske mænd på langt de fleste spørgsmål er den største gruppe blandt minoritets- og majoritetsetniske mænd og kvinder, der giver udtryk for patriarkalske værdier. Og det bekymrer mig.

I løbet af mit relativt korte liv, og endnu kortere liv som feminist, har jeg talt med en del kvinder om deres engagement og relation til kvindekampen. En stor portion af disse kvinder fortæller, at deres engagement til sagen opstod, fordi de voksede op i hjem, hvor kvindekampen var elementær i deres opvækst. Jeg lytter med fascination, beundring og en snert af misundelse.

For jeg blev selv relativt sent introduceret for feminisme og kvindekamp. Jeg er ikke vokset op i et feministisk hjem eller endda et hjem, hvor der blev talt om decideret kvindekamp. Begge mine forældre er født og opvokset i Libanon. Min far blev født og voksede op i en palæstinensisk flygtningelejr i Beirut og min mor i det sydlige Libanon.

Og fælles for dem begge er, at de er vokset op i hjem med et sæt relativt fastlåste kønsroller. Min farfar og morfar arbejdede hele deres liv og forsørgede familierne. Min farmor og mormor havde nok at se til derhjemme med henholdsvis 12 og ni børn. De stod for rengøringen, maden, bleskift, indkøb, opdragelse og i virkeligheden alt, hvad der ikke relaterede sig til at tjene penge.

Det var dét, min mor og far voksede op med. Med garanti også mange af jeres forældre. Eller bedsteforældre. Til en vis grad blev de kønsroller overført til mit barndomshjem. Ikke én til én og ikke alle. Men sådan underliggende. Nogle blev der gjort op med, andre fik lov at beholde deres plads i familien.

Men en stor del af omstruktureringen, om man så må sige, var initieret af det sceneskift, min families flugt var. Nyt land, ny kultur, ny måde at gøre tingene på. Hvad gør man op med? Hvad beholder man som familieværdi? Hvordan laver man det kulturskift? Er man overhovedet bevidst om det? Hvilke konsekvenser har det? Og hvor langt tid skal det lige tage?

Alt det her skal min generation forholde sig til, når vi taler ligestilling og kvindekamp. Vores jævnaldrende majoritetsetniske venner har et kæmpe forspring, og jeg under dem og vores samfund det. For vi har brug for stærke samfund, der siger fra over for undertrykkende tendenser, uanset om de er udøvet af den lokale sladderklub eller vores lovgivere. Og det kræver hårdt arbejde over lang tid.

Det er utopisk at tro, at forandringen kan ske over én generation, selvom det er min største drøm. Ligesom det var den danske kvindebevægelses største drøm i 70’erne. Dette er ikke en undskyldning, men et forsøg på en forklaring.

Så hvad vil vi egentlig med den nye rapport fra Als Research? Vil vi bruge den til at slå minoritetsmænd oven i hovedet med? Eller vil vi bruge den til at iværksætte dybdegående og længerevarende indsatser med maskulinitetsopfattelser og patriarkalske moralsæt? Det første er nemt nok. Det sidste kræver politisk vilje.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Tarek Hussein: Hvad er forskellen på Inger Støjberg og gemene kriminelle? Tarek Hussein: Hvad er forskellen på Inger Støjberg og gemene kriminelle? Næste artikel Nina Groes: Ligestillingen tabte, da BT kårede Vermunds sexappeal Nina Groes: Ligestillingen tabte, da BT kårede Vermunds sexappeal