Hvis Nato vil styrke sikkerheden i Arktis, bør de rette blikket et andet sted hen end Grønland

Intern krisehåndtering

Nato har i løbet af det sidste år lanceret to øvrige såkaldte "sentry"-operationer.

Baltic Sentry blev etableret i januar 2025 som svar på konkret russisk aktivitet i Østersøen, herunder sabotage mod undersøiske elkabler og kritisk infrastruktur.

Eastern Sentry blev iværksat i september 2025 som følge af Ruslands gentagne krænkelser af Natos luftrum med droner, særligt i Polen og de baltiske lande.

Fælles for de to operationer er, at de blev etableret på baggrund af reelle eksterne trusler mod alliancen, som krævede dens opmærksomhed, tilstedeværelse og afskrækkelse. Her fungerede Nato som tiltænkt: trusselsbaseret, kollektivt og strategisk.

Arctic Sentry adskiller sig markant. Operationen udspringer ikke af, at Rusland eller Kina for nylig har ændret adfærd i eller omkring Grønland. Den udspringer af, at ét Nato-land – Danmark – er blevet politisk, økonomisk og militært truet af et andet Nato-land – USA.

Det er et opsigtsvækkende udgangspunkt for en ny Nato-operation, der risikerer at forskyde alliancens geografiske tyngdepunkt i en uhensigtsmæssig retning.

Hvor skal tyngdepunktet være?

Der er endnu ikke offentliggjort særligt mange detaljer om, hvad Arctic Sentry konkret skal bestå af.

Ifølge den danske forsvarschef Michael Wiggers Hyldgaard vil operationen dække "hele Arktis", mens Nato beskriver Arctic Sentry som en multidomæne-operation, der skal samle og koordinere eksisterende initiativer – herunder Danmarks Arctic Endurance og Norges Cold Response – under én fælles kommandostruktur ved Joint Force Command (JFC) Norfolk.

Set i et organisatorisk og strategisk perspektiv ligger Arctic Sentry i fin forlængelse af de markante ændringer, der allerede er undervejs i alliancen.

Nato har tre værnsfælles operative kommandoer: JFC Brunssum i Holland med ansvar for det nordøstlige og centrale Europa, JFC Napoli i Italien med fokus på syd, og JFC Norfolk i USA, der er rettet mod Nordatlanten, Norden og Arktis.

I december 2025 overgik Danmark fra den hidtidige kommando i Brunssum til Norfolk sammen med Sverige og Finland, hvilket samlede Kongeriget Danmark og hele Norden under ét fælles hovedkvarter.

Samtidig har Nato annonceret en historisk omstrukturering, hvor USA overdrager flere ledende Nato-poster til europæiske allierede – herunder kommandoen over JFC Norfolk, som overgår til Storbritannien.

Tilsammen åbner disse ændringer et betydeligt potentiale for et tættere nordisk-britisk samarbejde om sikkerheden i Arktis og det høje nord. Arctic Sentry kan dermed ses som et operativt værktøj, der – hvis brugt rigtigt – kan bidrage yderligere til denne udvikling.

Der er i dag ingen overhængende militær trussel mod Grønland fra hverken Rusland eller Kina.

Anne Ingemann Johansen

Det er derimod fortsat uklart, hvor mange ekstra styrker og kapaciteter der reelt vil blive tilført, og hvor det geografiske tyngdepunkt for indsatsen skal ligge. Det er netop her, den militærstrategiske udfordring opstår.

I et område præget af store afstande, et udfordrende terræn og begrænsede ressourcer er øget aktivitet i sig selv ikke nødvendigvis lig med øget sikkerhed. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om Nato skal være mere til stede i Arktis, men hvor og hvordan indsatsen skal prioriteres.

Uden et klart defineret geografisk tyngdepunkt og en tydelig kobling til de mest presserende ydre trusler risikerer Arctic Sentry at sprede alliancens opmærksomhed for bredt.

I militærstrategisk forstand er det netop fokus og koncentration – ikke bredde – der skaber effekt i et område, hvor enhver indsats ét sted uundgåeligt betyder mindre opmærksomhed et andet.

Politisk støj fortrænger trusselsbilledet

Problemet er ikke, at Grønland indgår i Natos strategiske overvejelser.

Problemet opstår, når håndteringen af en intern konflikt bliver den primære drivkraft bag alliancens nye arktiske engagement.

Der er i dag ingen overhængende militær trussel mod Grønland fra hverken Rusland eller Kina. Det betyder ikke, at området er uden strategisk betydning, men det betyder, at Natos regionale fokus og prioritering bør stå mål med de faktiske risici.

Ser man mod Norge – og især mod Svalbard – tegner der sig et helt andet billede.

Her har Rusland gennem en årrække øget sin militære og efterretningsmæssige aktivitet langs Norges kyst og i Barentshavet, mens norske myndigheder med bekymring har registreret øget spionage, sabotage, gråzoneoperationer og et markant højere russisk aktivitetsniveau i regionen.

Flere norske sikkerhedsforskere har advaret om, at det er oplagt for Rusland at teste Natos sammenhold på Svalbard.

Anne Ingemann Johansen

Dette fremgår også af Norges nationale trusselsvurdering for 2026, som fremhæver Svalbard som særligt udsat.

Øgruppen er reguleret af Svalbardtraktaten fra 1920, som ganske vist fastslår norsk suverænitet, men samtidig gør området demilitariseret og rummer betydelige fortolkningsmæssige uklarheder.

Netop disse juridiske gråzoner gør Svalbard til et oplagt sted for et hybridt angreb mod Nato – hvor Rusland kan udfordre, teste og skabe tvivl uden at krydse tærsklen til krig.

Flere norske sikkerhedsforskere har derfor advaret om, at det er oplagt for Rusland at teste Natos sammenhold på Svalbard: ikke med tanks og soldater, men gennem juridiske fortolkninger, tilstedeværelse og gradvise provokationer.

Geopolitisk hotspot

Den geografiske placering af øgruppen forstærker alvoren.

Svalbard ligger ikke isoleret i Arktis, men i skæringspunktet mellem nogle af de mest strategisk følsomme maritime ruter i Nordatlanten.

Tæt på øgruppen ligger det såkaldte Bear Gap – en passage mellem Svalbard og det nordlige Norge, som er ved at få stigende betydning i den geopolitiske konkurrence om kontrol over søveje og ubådsruter.

Lidt længere mod øst ligger desuden Kola-halvøen, som rummer hjertet af den russiske flåde, herunder atomubåde og øvrige nukleare anlæg.

Kombinationen af en vigtig maritim flaskehalspassage og kort afstand til Kola gør Barentshavet og dets tilstødende farvande til et geopolitisk hotspot i rivaliseringen mellem Nato og Rusland. Natos evne til at overvåge, afskrække og reagere her er derfor ikke blot et spørgsmål om tilstedeværelse, men afgørende for alliancens kollektive sikkerhed.

Netop derfor er det af afgørende betydning, at Arctic Sentry ikke afkobles fra det reelle trusselsbillede.

Det var da også dette budskab, Norges statsminister Jonas Gahr Støre gentog på den velbesøgte Arctic Frontiers konference i Tromsø i denne måned: Norge støtter selvfølgelig Danmark i den diplomatiske håndtering af Grønlandskrisen, men Natos primære arktiske fokus bør baseres på det reelle trusselsbillede – og her bør opmærksomheden rettes mod øst.

Hvis Arctic Sentry ikke kommer til at afspejle dette, vil operationen måske nok være en diplomatisk sejr for Danmark, men en stærkt bekymrende udvikling for Nato.