Debat

Naturplejer til Ejrnæs: På statens arealer lader man dyr sulte ihjel og kalder det 'rewilding'

Ved at kalde det rewilding og naturnationalparker forsøger Rasmus Ejrnæs at slippe fri for at overholde dyreværnsloven. Men at lade dyr sulte ihjel på statens indhegnede arealer er drab på sagesløse , skriver Ulf Nielsen. 

Et indhegnet stykke jord jo ikke fri natur. 120 hektar er ikke stort. Og en flok husdyr – kvæg og heste – udsat i 2016 ikke vilde, skriver Ulf Nielsen.
Et indhegnet stykke jord jo ikke fri natur. 120 hektar er ikke stort. Og en flok husdyr – kvæg og heste – udsat i 2016 ikke vilde, skriver Ulf Nielsen.Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Døden er et grundvilkår for mennesker, dyr og planter – så langt er jeg enig med biolog og seniorforsker ved institut for Bioscience, Aarhus Universitet, der her i Altinget forsvarede den behandling, som heste og kvæg har fået i Molslaboratoriet.

Dyrene er et redskab i et biologisk eksperimenterende projekt om at slippe naturen fri for at fremme biodiversiteten og give mulighed for at studere og opleve vild natur med et minimum af menneskelig indgriben. 

Nu er et indhegnet stykke jord jo ikke fri natur. 120 hektar er ikke stort. Og en flok husdyr – kvæg og heste – udsat i 2016 ikke vilde. Det er stadig husdyr under hegn – og så har de mennesker, der holder dyrene under hegn et ansvar for dyrenes tilstand.

Drab på sagesløse
Det fremgår i øvrigt også af dyreværnsloven, selvom nogen – heriblandt Rasmus Ejrnæs – prøver at slippe fri af denne lov om ansvar over for levende væsner ved at kalde deres projekter for rewilding og naturnationalparker. 

Der er der tale om drab på sagesløse, som ikke kan slippe væk, ikke bliver tilset i tilstrækkeligt omfang og ikke bliver fordret, så de er i forsvarligt huld.

Som praktisk dyreholder væmmes jeg ved, at veluddannede folk mener, at det ok at sulte dyr, så de ender på denne måde.   

Ulf Nielsen
Naturplejer

Deres død er et resultat af menneskers behandling af dem – derfor er det drab.

Det er ikke en landmands slagtning eller en jægers skud, der begge har fødevarer som årsag, og som begge tager ansvar for dyrene indtil deres endelig. Det gør man ikke på Molslaboratoriet. 

Den tilstand, dyrene er bragt i, ville udløse en bøde til enhver bondemand, der ville behandle sine dyr på en tilsvarende måde. Og med rette. 

Da Molslaboratoriet ikke offentliggør materiale om dyrenes velfærd, herunder dødsfald, udtagelse af dyr grundet eksempelvis svækkelse, er det svært at vurdere projektet helt. Dog findes der en offentlig tilgængelig skrivelse (chr-registret) om antal dyr udtaget af området i vinteren 2019 og 2020.

Solgt til løvefoder 
Heraf fremgår det, at man i ovennævnte periode har udtaget 25 kvæg og 14 heste. Det oplyses, at de fleste dyr er solgt til levebrug, samt at enkelte er aflivet. Men følger man kvæget igennem chr-registret er disse dyr videresolgt meget hurtigt til enten løvefoder eller destruktionsanstalt. For heste findes en tilsvarende registrering ikke. 

Konklusion er således, fra de offentlige tilgængelige tal, at af 32 udsatte dyr i perioden fra 26. februar 2020 til 27. april 2020 er 16 dyr destrueret eller anvendt til løvefoder, og 16 dyr har overlevet.  

Det vil da glæde mig, hvis Molslaboratoriet kan fremvise journaler over dyrene, der viser noget andet.

Og det kan de åbenbart – for Rasmus Ejrnæs’ tal er højere – men inkluderer nok også hestene. Han skriver således:

"Mod slutningen af vinteren i 2020 kollapsede bestanden på grund af fødemangel, og Molslaboratoriet valgte at fjerne 41 dyr, i takt med at de faldt for de kriterier for huld, som er opstillet for at leve op til husdyrvelfærdslovens bestemmelser."

"Faldt for kriterierne" – dyr skal slet ikke nå derud, så de mistrives på grund af manglende huld. Og hvad blev der af de dyr; det fortælles ikke. Det fremgår af chr-registret, at nogen er leveret til destruktionsanstalten Daka, andre solgt til levebrug til naboen, men at denne nabo har videresolgt dem allerede samme dag eller næste igen, og mange af dyrenes chr-numre fremkommer i løbet af få dage hos eksempelvis Ree Dyrepark, hvor de er brugt til forarbejdning. 

Nu påtænker man at lave en særlig lovgivning for "dyrevelfærd" i de såkaldte naturnationalparker, hvor dyrene får ret til at sulte, og hvor der ikke skal føres dagligt opsyn med dem.

Ulf Nielsen
Naturplejer

Nu er det jo naturligt at løver spiser oksekød, og at de tager de svageste dyr, men er det en offentlig instans værdigt at fremavle så svage dyr, at de lider og kun kan anvendes til løvefoder og det i deres reproduktive alder?

Så er det da mere værdigt at de bliver skudt, inden dyrenes huld når en grænse, hvor dyrene beviseligt har lidt af sult. 

Som praktisk dyreholder væmmes jeg ved, at veluddannede folk mener, at det ok at sulte dyr, så de ender på denne måde.   

Må sige fra
Molslaboratoriet er ikke det eneste sted, hvor man i offentlig regi sulter dyr på denne "naturlige" måde. 

Og nu påtænker man at lave en særlig lovgivning for "dyrevelfærd" i de såkaldte naturnationalparker, hvor dyrene får ret til at sulte, og hvor der ikke skal føres dagligt opsyn med dem.

Det er 100 procent til ugunst for dyrene. Hele respekten for offentlige myndigheder vil i min verden forsvinde, hvis man laver en sådan lov. Det vil i så fald blive under helt andre forhold, end vi bønders dyr har. Vi bliver da retsforfulgt i den grad, hvis vi misrøgter vore husdyr og udelader tilsynet med dem. Og det er da rimeligt. 

Jeg spørger: Har det offentlige ikke ansvar for dyr i deres varetægt?  Kan man frasige sig ansvaret for dyr i ens varetægt med henvisning til biologers bagvendte naturforståelse? Er vi kommet så vidt, at det bevidst er tilladt at sulte dyr til eksistensgrænsen, blot fordi det kaldes rewilding og naturnationalparker? 

Som bonde og naturplejer igennem 40 år, må jeg sige fra. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00