Kommentar af 
Camilla Søe

Nej, Mette Frederiksen, dit køn har intet at gøre med kritikken af din magtarrogance

Mette Frederiksen bliver ikke kritiseret hårdere, fordi hun er kvinde. Hun bliver kritiseret, fordi hun i tre år har centreret magten omkring sig selv og stædigt nægtet at anerkende sine egne fejl, skriver Camilla Søe. 

Det ville dog klæde landets statsminister at forholde sig til kritikken for det, den er, skriver Camilla Søe.
Det ville dog klæde landets statsminister at forholde sig til kritikken for det, den er, skriver Camilla Søe. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Camilla Søe
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg slog ørene ekstra ud, da jeg i sidste uge kunne høre statsminister Mette Frederiksen (S) sige følgende i Radio4: "Jeg har ikke sagt det her før, men jeg tror, at noget af den magtkritik, der er, har at gøre med, at jeg er kvinde."

Som en af de mange, der har kritiseret statsministeren for magtfuldkommenhed, lukkethed og til tider også arrogance er jeg nødt til at korrigere den påstand. For Mette Frederiksen bliver opfattet som magtfuldkommen, fordi det er, hvad hun er.

Med stor sandsynlighed bliver valget udskrevet i den kommende uge og med lidt over tre års regeringsperiode bag sig, mener jeg godt, at man med rimelighed kan tegne et par overordnede linjer om hendes regeringsperiode og måden at bestride magten på.

Den siddende regering er af flere gange – med rette – blevet kritiseret for de meget korte lovgivningsprocesser. Normalt skal der gå 30 dage fra et lovforslag bliver fremsat, til det bliver tredjebehandlet og vedtaget. Sådan står det skrevet i Folketingets forretningsorden.

Det ville klæde landets statsminister at forholde sig til kritikken for det, den er; nemlig en utilfredshed med hendes måde at lede landet på

Camilla Søe

Forud for fremsættelsen et lovforslag er høringsperioden, hvor offentligheden, virksomheder, organisationer og andre kan pege på, hvad et givent lovforslag har af betydning for lige netop dem. Vi har de processer, fordi de sikrer et minimum af gennemarbejdning.

Med coronapandemien fulgte hastelovgivning, hvilket var meningsfuldt i en krisesituation, men vi ser stadig meget korte lovgivningsprocesser og forhandlingsforløb, som gør det svært – hvis ikke umuligt – for politikere at sætte sig grundigt ind i det, de senere skal stemme for eller imod. Det er simpelthen en sjusket og urimelig tilgang til lovgivningsarbejdet.

Desuden er det kun en skærpende omstændighed, at Mette Frederiksen selv fra Folketingets talerstol under Folketingets åbning i 2021 sagde, at hun ønskede mindre forhastet lovgivning. "Hellere færre og til gengæld bedre gennemarbejdede forslag," som hun udtrykte det.

Kritikken har altså intet med Mette Frederiksens køn at gøre, men ganske enkelt det at hun gør præcis det modsatte af, hvad hun ellers har sagt, hun ville. I samme boldgade var det meget afslørende, at Mette Frederiksen under en spørgetime tydeligt var irriteret over, at nogle partier strittede imod de korte lovgivningsprocesser.

Logikken fra statsministeren var, at alle partierne burde stemme for lovforslagene nede i salen, og så kunne man altid tale proces bagefter. At se så stort på de i øvrigt helt rimelige protester fra partierne, som igennem coronaens rasen var mere end almindeligt samarbejdsvillige, er udtryk for magtarrogance. Hun kunne lige så godt have sagt, at deres mening og ærekærhed omkring det politiske arbejde er uden betydning. Heller ikke den kritik bunder i statsministerens køn.

Minkskandalen er nærmest en afhandling i sig selv. Sagerne om de slettede SMS’er, manglende vilje til at svare på spørgsmål og en lukkethed i toppen af regeringen er ikke ligefrem tillidsvækkende.

Hvis man ikke vil forholde sig til kritik og svare på spørgsmål, så udstråler man magtfuldkommenhed og arrogance

Camilla Søe

I Danmark skal man have lovgrundlaget på plads, uanset hvor sympatiske ens hensigter så end måtte være. Det gælder for adskillelsen af mindreårige piger og voksne mænd, som det gælder for risikoen for, at corona kunne sprede sig via mink. Lovgivning er ikke noget, vores politikere kan cherry picke alt efter hvilken situation, der er tale om. Der er nødt til at være nogle fælles spilleregler, og dem er statsministeren ikke undtaget. Snarere tværtimod.

Mette Frederiksen er af Minkkommissionen blevet hårdt kritiseret for grov vildledning af offentligheden: "Kommissionen finder således, at Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet 4. november 2020 objektivt set var groft vildledende, men at Mette Frederiksen subjektivt ikke havde viden herom eller hensigt hertil," skriver Kommissionen i beretningen.

Selvom hun tilsyneladende ikke havde til hensigt at tale usandt, så er kritikken stadig alvorlig, og den har i hvert fald intet med Mette Frederiksens køn at gøre.

"Jeg mener ikke, at der er nogen skurk i det her spørgsmål omkring mink og vil sådan set også gerne diskutere, om der er tale om en skandale", sagde Mette Frederiksen selv tidligere på sommeren om forløbet omkring aflivningen af mink – en udtalelse, hun senere måtte præcisere og kategorisere som en såkaldt "politisk skandale".

Man skal dog ikke være Hans Engell for at kunne regne ud, at minksagen naturligvis var en skandale. Hvorfor skulle Mogens Jensen ellers ofres og skiftes ud som minister? Hvorfor skulle der ellers postes 19 milliarder på kompensation til et nedlagt erhverv?

Til sammenligning kostede Storebæltsbroen i sin tid 21,4 milliarder, så vi kunne få en fin discountudgave af sådan en for den pris, det kostede de danske skatteydere at nedlægge et helt erhverv. Har kritikken så bund i, at Mette Frederiksen er kvinde? Nej. 

Læs også

I debatten om fyringer af offentligt ansatte, hvis De Konservative fik magt, som de har agt med deres økonomiske plan, har Socialdemokratiet heller ikke holdt sig tilbage med skræmmekampagnerne.

Planen ville betyde en velfærdsmæssig massegrav, måtte man forstå. Flere økonomer undsagde efterfølgende, at planen skulle resultere i fyringer. Direkte adspurgt under et pressemøde om energipriser nægtede Mette Frederiksen til gengæld at forholde sig til kritikken og sendte i stedet aben videre til finansminister Nicolai Wammen ad flere omgange.

Hvis man ikke vil forholde sig til kritik og svare på spørgsmål, så udstråler man magtfuldkommenhed og arrogance. Er det, fordi hun er kvinde? Naturligvis ikke. 

Ovenstående er de mest lysende eksempler på, hvorfor Mette Frederiksen er blevet kritiseret for magtfuldkommenhed igennem sin regeringsperiode. Det betyder ikke, at der ikke også er kritik af Mette Frederiksen, som er kønnet, og den slags er aldrig acceptabelt. Vi er nået langt på den ligestillingsdagsorden, men vi er ikke i mål.

Det ville dog klæde landets statsminister at forholde sig til kritikken for det, den er; nemlig en utilfredshed med hendes måde at lede landet på, hvor hun igennem sin regeringstid har centreret magten omkring sig selv, nægter at anerkende fejl og glider af på kritiske spørgsmål.

Den kritik var også faldet, hvis hun havde heddet Carsten eller Henning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Fungerende statsminister, MF, partiformand (S), kongelig undersøger
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Camilla Søe

Konsulent og talentchef, Geelmuyden Kiese, initiativtager, #enblandtos, medlem, Venstre
cand.ling.merc. (CBS 2016)