NGO: Protester verden over viser, at klimakrisen ikke skal løses isoleret

DEBAT: Den ulighed, som får millioner af mennesker verden over til at gå på gaden, er uløseligt forbundet med klimakrisen. Det understreger, at Danmark bør have en mere holistisk tilgang til udenrigspolitik, mener organisationen IWGIA.

Af Kathrin Wessendorf
Fungerende direktør, International Work Group for Indigenous Affairs (IWGIA)

I Haiti og Irak er der folkelige protester. I Ecuador, Puerto Rico, Hong Kong, Libanon og Chile har folkelige demonstrationer opnået indrømmelser fra magteliten. Årsagerne til protesterne er mange, og de har forskellige udtryk og løsninger, men grundlæggende udspringer de af et krav om at adressere ulighedsskabende strukturer.

Verdens rigeste procent er i de seneste årtier blevet rigere, mens de fattigste er blevet fattigere. Ifølge en rapport udgivet af Oxfam Ibis blev verdens milliardærer 12 procent rigere i 2018, mens den fattigste halvdel af verdens befolkning har oplevet et fald i rigdom på 11 procent.

Den voksende ulighed sker til trods for, at verden i 2015 blev enig om en plan for at forbedre livet for Jordens befolkning, og hvor ingen skulle lades i stikken.

Verdensmålene identificerede 17 indsatsområder, der tilsammen vil skabe en bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten, blandt andet ved at afskaffe fattigdom, passe bedre på miljøet og mindske uligheden.

Fremskridt udebliver på flere områder
Det er dog langtfra alle 17 områder, hvor der sidenhen er sket fremskridt.

2019-statusrapporten for verdensmålene viser, at målet om at udrydde ekstrem fattigdom ikke nås med den nuværende indsats, at antallet af mennesker, som går sultne i seng, er steget med 37 millioner siden 2015 (totalt 821 millioner mennesker i 2017), og at halvdelen af verdens mennesker mangler essentielle sundhedsydelser.

Ligeledes oplever en stor del af verdens 370 millioner oprindelige folk, at de ofte bliver diskrimineret eller endda kriminaliseret og i værste tilfælde dræbt, når de forsvarer deres jordrettigheder – stik imod målsætningen om stærkere menneskerettigheder i verdensmål 16.

Alligevel var juli måneds evalueringsmøde for verdensmålene i FN's High-Level Political Forum præget af skåltaler, og regeringernes præsentationer fokuserede på fremskridt og igangsatte initiativer. Chile blev i den forbindelse præsenteret som en verdensmålsduks, og deres afrapportering blev mødt med bragende klapsalver.

Spol tiden tre måneder frem til den nuværende situation i Chile, hvor millioner af chilenere er på gaden og protesterer mod en voksende ulighed og mangel på basale nødvendigheder i det sydamerikanske land.

Ulighed og klimakrise er forbundet
Hvordan kan der være en så stor forskel på den fortælling, man giver internationalt, og det, som folket oplever nationalt? En del af svaret er, at regeringer ved at fokusere på ét af verdensmålene kan undgå at blive stillet til ansvar for de 16 andre.

Selvom Chile har formået at reducere antallet af mennesker, som lever i fattigdom over det seneste årti, er det stadig et af de mest ulige lande.

Dertil kommer, at mange kæmper med at få adgang til basale nødvendigheder. Landets vandressourcer mindskes, og i dag er der én million chilenere, der ikke har adgang til rent drikkevand. Den chilenske regering har i flere omgange privatiseret kritisk infrastruktur, og selv vandet fra gletsjere er blevet privat ejendom.

Det oprindelige Mapuche-folk er nogle af dem, som er påvirket af forandringerne, og når de har modsat sig denne udvikling ved at forsvare deres rettigheder, er de i flere tilfælde blevet kriminaliseret og arresteret.

I Chile har de nuværende folkelige protester medført, at præsidenten har set sig nødsaget til at flytte afholdelsen af COP25 til Spanien, så han kan "sætte chilenernes problemer og interesser, deres behov, deres ønsker og deres håb først". Underforstået, at Chiles regering ikke kan fokusere på at løse klimakrisen, når andre prioriteter er mere akutte.

Det er dog vigtigt at forstå, at "social ulighed og klimakrisen udspringer af samme dybereliggende årsager", som Climate Action Network skrev i en pressemeddelelse efter flytningen af COP'en. Vi kan derfor ikke løse det ene problem uden også at skele til det andet.

Danmark løber fra sine forpligtelser
I Danmark er regeringen og dens støttepartier blevet enige om en ambitiøs national klimamålsætning om 70 procents reduktion af CO2-udledningerne i 2030. Danmarks internationale klimastøtte halter dog væsentligt efter.

I 2009 underskrev Danmark COP15-aftalen, der inkluderede et løfte om en global mobilisering af 100 milliarder dollar om året fra 2020, og at disse klimapenge skal være "nye og additionelle". Ifølge beregninger lavet af Care Danmark kræver en sådan målsætning, at Danmark bidrager med yderligere fem milliarder kroner årligt i klimastøtte.

I regeringens nye finanslovsforslag vil den imidlertid beholde udviklingsbistanden på historisk lave 0,7 procent af BNP, og selvom planen inkluderer 595 millioner mere i klimastøtte, så tages disse penge fra andre områder af udviklingsbistanden.

Det står i skærende kontrast til, at den nye regering og dens støttepartier under forårets forhandlinger om borgerforslaget om en dansk klimalov erklærede, at "Danmark skal holde de løfter, man har givet om ekstra støtte til fattige og klimasårbare lande".

Forhandlingerne om klimaloven spidser i disse uger til, og det er på nuværende tidspunkt tvivlsomt, om loven vil sikre, at Danmark lever op til vores forpligtelser om international klimafinansiering.

Ensidigt fokus på klima underminerer andre mål
Et minimumskrav til Danmarks klimastøtte må være, at støtten ikke underminerer de 16 andre verdensmål. Desværre er dette ikke altid tilfældet. Grønne energiprojekter tager ofte ikke hensyn til de oprindelige folk, som lever i området.

Et kendt eksempel er Lake Turkana-vindmølleparken, som med massive investeringer fra blandt andet den danske klimainvesteringsfond anlagde en kæmpe vindmøllepark i Kenya. Det milliarddyre projekt blev implementeret på oprindelige folks territorier uden ordentlig konsultation forinden, til trods for at projektet havde alvorlige konsekvenser for deres levevilkår.

Eksemplet udstiller, hvad vi risikerer, når Danmark – og resten af verden – ensidigt fokuserer på klimakrisen på bekostning af en holistisk tilgang til udenrigspolitik, hvor vi kan imødekomme de folkelige demonstrationers fair krav om sundhed, uddannelse, retfærdighed samt mad og drikke.

Klimakrisen forværrer mange af ovennævnte problemer, men som demonstrationerne i Chile og andre steder i verden viser, så kræver en løsning af klimakrisen fokus på alle verdensmål.

Derfor opfordrer vi i menneskerettighedsorganisationen IWGIA den danske regering til at sikre en holistisk og menneskerettighedsbaseret tilgang på tværs af Danmarks udenrigspolitik, hvor lokalbefolkningen ses som en ressource – også på klimaområdet.

Danmark skal desuden leve op til vores internationale forpligtelser på klimaområdet om "ny og additionel" finansiering og ikke pynte regnskabet med lånte fjer fra udviklingsbistanden.

Forrige artikel Alternativet til minister: Nu har du chancen for at gøre landbrugsstøtten grønnere Alternativet til minister: Nu har du chancen for at gøre landbrugsstøtten grønnere Næste artikel Militæranalytiker: Danmark skal støve Arktisrapporten af og investere i Arktis Militæranalytiker: Danmark skal støve Arktisrapporten af og investere i Arktis
Medarbejdere politianmeldes for svindel i Forsvaret

Medarbejdere politianmeldes for svindel i Forsvaret

SVINDEL: Medarbejdere i Forsvarets Ejendomsstyrelse har i årevis ukontrolleret kunnet svindle med indkøb for flere hundrede millioner kroner, konkluderer Rigsrevisionen. Forsvarsministeren kalder sagen meget alvorlig og vil ikke udelukke advokatundersøgelse.