Pernille Skipper: Wammens pokerfjæs vendte møgsag til vindersag i trepartsaftale

Det startede virkelig ikke godt, da den socialdemokratiske regionsrådsformand i Hovedstaden fandt på at sende et julehjerte ud til alle sygeplejerskerne, som tak for den ekstra indsats under corona.

Det blev mildest talt ikke taget pænt imod, at det var, hvad det kunne blive til efter næsten et år med 'samfundsansvar', ekstra vagter og smitterisiko. Derefter gik det kun nedad for partiet med sygeplejerskernes strejke, et mildest talt upopulært lovindgreb og en latterliggjort lønstrukturkomité.

Men i sidste øjeblik skiftede Socialdemokraterne strategi. I stedet for at lade som om, at "arbejdsmarkedets parter" i den offentlige sektor ikke indebærer dem selv, gik de til valg på en lønpulje, der skulle ligne en indrømmelse til uligelønsramte, kvindedominerede fag.

Det var første skridt til den storsmilende Nicolai Wammen, vi så foran glasdøren i Finansministeriet i mandags. For det var her, vi første gang fik erstattet ordet "uligeløn" med "rekruttering".

Sygeplejerskernes strejke handlede ikke om, at de ville have større tillæg for at tage endnu flere skæve vagter. Det var heller ikke derfor, et flertal af jordemødrene stemte nej til deres overenskomst.

De mange tværfaglige organiseringer af også pædagoger, socialrådgivere og sosu'er skrev ikke "flere tillæg, så vi kan arbejde mere" på deres skilte og bannere.

Nej, der stod "ligeløn nu", og det handlede om, at de som faggrupper er ringere lønnet end mandsdominerede faggrupper med samme uddannelseslængde og ansvar – og at de allerede havde leveret en ekstraordinær indsats alt for længe.

Da treparts-diskussionerne gik i gang, skrev jeg, at det lugtede af afpresning. Noget tyder på, at afpresningen virkede

Pernille Skipper

At der er medarbejderflugt fra deres fag og ekstremt ringe optag på uddannelserne også, og dermed en stor rekrutteringsudfordring, som truer selve fundamentet for vores særlige danske velfærdsmodel, var et argument, men ikke det oprindelige problem.

Men allerede da den såkaldte lønstrukturkomité blev nedsat, var ordet 'ligeløn' forsvundet fra kommissoriet, og det var ikke til at spore, da Mette Frederiksen så sig nødsaget til at præsentere en lønpulje i valgkampen.

Da regeringsgrundlaget var klar, kunne alle offentligt ansatte læse, at lønpuljen skulle betales gennem 'effektiviseringer i den offentlige sektor', hvilket vil sige, at alle offentligt ansatte skal løbe hurtigere.

Og da fagbosserne og finansministeren stod foran glasdøren i Finansministeriet, tog ikke engang sygeplejerskernes forperson ordet 'ligeløn' i sin mund, ligesom ingen nævnte, hvor pengene kom fra.