Gaden er blevet kunstens nye kampplads

Corona, Frederik den femte og en gruppe anonyme kunstnere har i fællesskab gjort gaden og det offentlige rum til frontlinje i en ny tids samfunds- og kulturdebat.

Med lukkede kulturinstitutioner og en buste af Frederik den femte, der kastes i havnebassinet af anonyme kunstnere, nærmer vi os en rå og konfliktpræget hverdag i Danmark. 

En passiv kulturpolitik har henvist kunst og kultur til en skammekrog under pandemien, samtidig med at selvtægt gøres til en del af identitetspolitikken i et håbløst forsøg på at gøre det offentlige rum og danmarkshistorien politisk korrekt.

Den første statue, som det gik ud over, var Den lille Havfrue på Langelinie i København.

I 1964 fik havfruen savet hovedet af. Politiet fandt hverken den skyldige eller hovedet, men forfatteren og billedkunstneren Jørgen Nash påstod, at han kendte den skyldige havfruemorder – og antydede dermed, at der var tale om en slags kunstnerisk happening.  

I 1984 gik det ud over havfruens venstre arm, og i 1998 mistede den hovedet igen. I 2003 blev hele statuen væltet ned af sin sten, men først i 2017 skete en politisk motiveret aktion mod havfruen, da hun blev malet rød. På jorden foran statuen var skrevet en tekst, der opfordrede Danmark til at forsvare de færøske hvaler mod drab.

I efteråret 2005 offentliggjorde Jyllands-Posten 12 karikaturtegninger af muslimernes hellige profet. Det udviklede sig til Danmarks voldsomste og mest dramatiske krise siden Anden Verdenskrig.

Karikaturkrisen rejste spørgsmålet, om ytringsfriheden er hellig og ukrænkelig, eller om man bør tage hensyn til religiøse mindretals følelser? 

Niels Frid-Nielsen
Journalist og kulturkommentator

Der udspillede sig en følelsesladet debat mellem politikere, forkæmpere for ytringsfrihed og muslimer. Fra Danmark bredte debatten sig internationalt.

Selv husker jeg, da vi på en reportagerejse til Berlin for DR måtte overdække sendevognens påtrykte logo for ikke at komme i farezonen ved de demonstrationer mod tegningerne, som også den tyske hovedstad lagde gader til.

Debatten om Muhammed-tegningerne løb løbsk, og i Mellemøsten udløste den bølger af vrede, boykot af fetaost og afbrænding af ambassader.

Kirstine Sinclair, der er lektor på Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet, viser i en ny bog, 'Karikaturkrisen', hvordan karikaturerne blev anledning til et mellemøstligt opgør med Vesten.

Det udviklede sig til et storstilet opgør om grænserne for ytringsfrihed, tro og historiske uretfærdigheder, der blussede op på ny.

Karikaturkrisen rejste spørgsmålet, om ytringsfriheden er hellig og ukrænkelig, eller om man bør tage hensyn til religiøse mindretals følelser? 

Og så er vi tilbage ved de anonyme kunstnere, der smed busten af Frederik den femte i havnen i et forsøg på at udslette en del af danmarkshistorien, som de ikke brød sig om.

Selv om karikaturtegninger i en avis langt fra er identiske med statuer i det offentlige rum, så viser aktionerne mod havfruen og Frederik den femte samt angrebene på Muhammed-tegningerne faretruende tegn på aktivister, der i fuld alvor benytter sig af hærværk, trusler og destruktion i protest mod offentlige ytringer, som de ikke bryder sig om. 

Man kan også formulere det sådan, at de forsøger at omskrive den historiske virkelighed, så den bedre passer med deres smag.

I en anden ny bog ('Hvor folk færdes', Strandberg Publishing, 2021) beskæftiger kunsthistorikeren Tom Hermansen sig med offentlig udsmykning i Danmark fra begyndelsen af det 20. århundrede til i dag.

I bogen fortæller han indgående om tilblivelsen af 50 værker, der er blevet til i de sidste 100 år med støtte fra Ny Carlsbergfondet.

Gennemgangen af de mange udsmykninger i det offentlige rum er i sig selv interessant ved at belyse, hvilket pres kunstnere, der bevæger sig ud af museerne og galleriernes sikre rammer, udsættes for af bygherrer, arkitekter og politikere.

Men bogen er nok så interessant ved i sin indledning at beskrive, hvordan kunst i det offentlige rum helt fra begyndelsen af det 20. århundrede havde en klar ambition om at danne og demokratisere.

For det er netop pointen: Når kunsten kommer ud af kulturinstitutionerne og i stedet rykker derud, hvor folk færdes på gader, pladser, hospitaler, sportsanlæg, skoler og torve, bliver vi tvunget til at tage stilling til den.

Når kunsten kommer ud af kulturinstitutionerne og i stedet rykker derud, hvor folk færdes på gader, pladser, hospitaler, sportsanlæg, skoler og torve, bliver vi tvunget til at tage stilling til den

Niels Frid-Nielsen
Journalist og kulturkommentator

I et forord tager forkvinden i Ny Carlsbergfondet, Christine Buhl Andersen, stilling til aktioner som den mod Frederik den femte. "Modstanden virker voldsom med kæntrede monumenter og krav om tvangsfjernelser. Men er dette udelukkende skidt? Ikke, hvis vi betragter kunsten som noget, der skærper vores dannelse".

Fondets forkvinde mener ligefrem, at kunst i det offentlige rum udfolder kunstens potentiale: "Netop ved at give anledning til spørgsmål, forbehold og modstand kan kunsten blive et punkt, hvorfra diskussion begynder, og meninger brydes. Hvilke andre markører i det offentlige rum har det potentiale?".

Tom Hermansen peger på kunsten i det offentlige rum som "et demokratisk projekt, hvor kunstnerne kunne få folket i tale". I begyndelsen af det 20. århundrede er det især Ny Carlsbergfondet, der finansierer kunst i det offentlige rum, men i sidste halvdel af århundredet træder Statens Kunstfond til og bidrager betydeligt.

Tom Hermansen gør imidlertid opmærksom på, at genren "ikke er blevet prioriteret højt i kunsthistorieskrivningen herhjemme". Han kalder ligefrem kunsten i det offentlige, demokratiske rum for marginaliseret.