Niels Jespersen: Bud på Mette Frederiksens ministerliste

KOMMENTAR: Hvis Socialdemokraterne vinder folketingvalget, skal Mette Frederiksen danne den første socialdemokratiske mindretalsregering siden 1981, skriver Niels Jespersen. Se hans bud på en ministerliste her.

"Den er langtfra hjemme" gentager de socialdemokratiske operatives både før under og efter, at man rejser spørgsmålet om en kommende rød regering. Det lyder som en besværgelse fra et parti, der er så tæt på magten, at de for alt i verden vil undgå netop den fodfejl, der smider det hele på gulvet. Det skal ikke være overmod, der koster sejren.

Der er dog ingen tvivl om, at Folketingets største parti gør sig klar til at overtage ministerkontorerne. Andet ville også være mangel på rettidig omhu. Imidlertid er det sådan, at der kun er et par socialdemokrater, der ved, hvem der får lov at blive minister i tilfælde af en rød valgsejr, og de er ikke just meddelsomme. Derfor er denne ministerliste et gæt, baseret på samtaler med personer i og omkring Socialdemokratiet.

Statsminister: Mette Frederiksen
Danmarks første kvindelige socialdemokratiske statsminister, som hun med kækhed kaldes. Frederiksen er mindre bundet end tidligere formænd. Hun sidder sikkert i sadlen og skal derfor tage mindre hensyn til alverdens balancer mellem kaffeklubber, køn og geografi.

Hvis Frederiksen kan finde en måde at bryde det traditionelle radikale kvælertag på S, kan hun gå over i historien som en af de helt store formænd. Hun har præsteret at banke dybe sprækker i blå blok og har givet sit parti en ny, troværdig udlændingepolitik. Til gengæld er hendes forhold til resten af venstrefløjen minus SF elendigt. Forvent masser af ballade på den konto.

Finansminister: Henrik Sass Larsen
Ballade er et karaktertræk ved Socialdemokratiets badboy Sass Larsen, der som en cerberus eller muskelhund fra Køge skal vogte over rigets skattekiste. Med sin kontante tilgang til politiske modstandere og dømte forbryderes menneskerettigheder er han venstrefløjens hadeobjekt. Det bliver nogle muntre finanslovsforhandlinger med Pernille Skipper (EL).

Samtidig får han landets journalister til at se rødt, fordi han ikke behandler dem med den ærbødighed, de mener tilkommer deres stand. Sass Larsen er en del af den absolutte inderkreds, og derfor skal han have et af de tungeste ministerier. Til gengæld er det en satsning, for han er ikke kendt for flid og sans for detaljer. Vil en S-finansminister atter gå på autopilot og lade embedsmændene udstikke kursen?

Udenrigsminister: Nicolai Wammen
Wammen er som tidligere europa- og forsvarsminister det absolut mest oplagte bud på en udenrigsminister. Han er en stabil og kompetent mand, der kan sit stof og næppe i samme grad som Anders Samuelsen vil bruge Udenrigsministeriet som platform for sin some-markedsføring. Forvent færre selfies og twitter-skænderier med journalister, men også mere kedsommelighed fra Wammen, der også kunne være et bud på en indenrigsminister. Ellers kunne Nick Hækkerup tage posten.

Indenrigsminister: Joy Mogensen
Mette Frederiksen har den trumf i ærmet, at hun kan trække populære kandidater ind fra et stærkt hold af borgmestre. Joy Mogensen fra Roskilde, Thomas Gyldal fra Herlev og Sophie Hæstorp Andersen fra Region Hovedstaden – bare for at nævne nogle. Winni Grosbøll fra Bornholm kunne også være en mulighed, men hun har et dårligt forhold til Dansk Folkeparti, hvilket kan blive besværligt på den post.

Økonomiminister: Morten Bødskov
Bødskovs position sikrer ham et af de tunge ministerier. Måske ender en del af Finansministeriets opgaver her, så Sass Larsen kan hellige sig opgaven som stabschef og indpisker. Bødskov kunne også blive erhvervsminister, forsvarsminister eller justitsminister, men det sidste vil provokere Enhedslisten, der fyrede ham i 2013.

Klima-, energi- og erhvervsminister: Dan Jørgensen
For at vise, at S rigtigt tager den grønne omstilling alvorligt, lægges Erhvervs- og Klimaministeriet sammen. Næstefter udenrigsministeren får Jørgensen flest rejsedage, hvor han skal sælge rent vand, vindmøller og charme til kineserne.

Som sin mentor Svend Auken skal Dan Jørgensen nok forstå at profilere både sig selv og partiet på den dagsorden, der optager flere og flere vælgere. Jørgensen kunne også blive EU-kommissær, når Margrethe Vestager får sparket. Får erhvervet sit eget ministerium, er Benny Engelbrecht oplagt.

Skatteminister: Rasmus Prehn
Socialdemokratiet er noget overraskende blevet et sted, hvor man skriver bøger og tænker tanker, og man kan argumentere for, at Rasmus Prehn var med til at starte den bevægelse. Hans forfatterskab er dog ikke så anerkendt i partiet, men det er hans tur, og måske vil han lave mindre ballade, hvis han kommer med på holdet.

Ellers kunne det blive Jesper Petersen. Et ungt talent der er myreflittig, skarp i hovedet og fungerer godt på tv. Det er dog tvivlsomt, om både han, Mattias Tesfaye og Astrid Krag kan blive ministre samtidig.

Forsvarsminister: Trine Bramsen
Det ligger ellers i kortene, at den trofaste retsordfører skal være justitsminister, men efter sigende er Trine Bramsen kørt træt i den dæmonisering, hun føler sig udsat for som roma- og hjemløse-hader. Forsvarspolitik interesserer hende, og hun har den fornødne bryskhed til at kunne sætte generaler og oberster på plads.

Justitsminister: Nick Hækkerup
Hækkerup blev vel modtaget som forsvarsminister grundet sit efternavn, men lagde sig hurtigt ud med hærens officerslag, som han betegnede som oberst Hackel-typer. Derfor skal han have et andet ministerium, og da han faktisk er en dygtig jurist, er netop Justitsministeriet oplagt. Han kunne også være et bud på en økonomi- og indenrigsminister, men er hæmmet af sin lave arbejdskapacitet.

Sundhedsminister: Astrid Krag
Krag er som sin generation af eks-SF'ere både dygtig, flittig og aldeles loyal. Det vejer i dag tungere end en fortid som fejlfarve. Hun var også noget så sjældent som en succesfuld sundhedsminister, og dem skal man ikke lade gå forbi sig. Har dog ikke det bedste forhold til lægerne, men de stemmer alligevel ikke på S.

Kulturminister: Mogens Jensen
Et sikkert kort. Jensen interesserer sig for kulturpolitik, hvilket ikke kan siges om mange andre socialdemokratiske MF'ere. Samtidig har han et godt forhold til den kulturverden, han skal forvalte.

Børne- og socialminister: Ane Halsboe-Jørgensen
Et af talenterne af egen avl. Halsboe-Jørgensen vil kunne løfte adskillige ministerier. Hun kan godt døje med gennemslagskraften, men skal som socialminister gøre formandens drøm om at blive børnenes statsminister til virkelighed.

Udlændinge- og integrationsminister: Mattias Tesfaye
Tesfaye er en af de eks-SF'ere, man helst havde givet en periode mere, før han blev minister. Imidlertid er hans popularitet og talent på et af de absolut sværeste områder umulig at komme uden om. Han formår at være på partiets strammerfløj uden at fremstå usympatisk, og så er han nu engang svær at beskylde for at være racist.

Miljøminister: Sophie Hæstorp Andersen
Hæstorp Andersen har som regionsformand stor viden om hospitalerne, men har brændt hænderne på den skandaleramte sundhedsplatform. Til gengæld er hun en ung, karismatisk kvinde og kan sammen med Dan Jørgensen være med til at tegne regeringen som den grønneste i Danmarkshistorien.

Arbejdsminister: Leif Lahn
Lahn skal gøre op med sin formands gamle arbejdsreformer og sanere regeljunglen, der ødelægger beskæftigelsesindsatsen. Han er sosse-classic og har et godt forhold til fagbevægelsen. Alternativer på posten er Peter Hummelgaard eller Pernille Rosenkrantz-Theil.

Undervisningsminister: Pernille Rosenkrantz-Theil
En af de unge ministeremner, der stilles store forventninger til, og som karakteristisk nok ikke er groet i Socialdemokratiets egen have. Rosenkrantz-Theil er nogenlunde den eneste socialdemokrat, som ikke er forhadt af den lærerstand, der udgør en markant del af venstrefløjens bagland. Hun ville ellers både være en oplagt social- eller arbejdsminister.

Forsknings- og uddannelsesminister: Annette Lind
Kvinde og fra Vestjylland og med kendskab til området. Socialdemokratiet har ikke en oplagt forskningsminister, men Lind passer på profilen. Her kunne S også finde på at hente en minister udefra. Kunne også blive Jesper Petersen.

Udviklings- og ligestillingsminister: Jens Joel
En ung socialdemokrat, som har de klassiske værdier tæt på hjertet og som tillige har et godt forhold til den ngo-verden, der lever af at drive de fleste ligestillings- og udviklingsprojekter.

Frederiksen har det problem, at hun har sat flere af gruppens kvinder i unåde. Feministerne skal nok blive rigeligt utilfredse med den allerede skæve kønsfordeling, men en mandlig ligestillingsminister kan de ikke brokke sig over.

Transport- og boligminister: Benny Engelbrecht
Engelbrecht er flittig. Til gengæld er hans politiske boldøje ikke i top, som den netop overståede Radius-sag viste. Her var S ved at løbe ind i en ny Dong-skandale, hvilket blev afværget i sidste øjeblik på en ikke helt elegant vis.

Dog skal han nok blive minister. Hvis Boligministeriet bliver udspaltet, får Kaare Dybvad, der trods sin alder har en viden og et overblik, der er sjælden i Folketinget, en chance. 

Fødevare- og fiskeriminister: Magnus Heunicke
En af sosserne fra midtergenerationen, der skal passe på, at han ikke bliver overhalet af yngre kræfter, men som dog har alderen og netværket på plads. Derudover var Heunicke faktisk en af Thorning-regeringens få populære ministre.

Ellers kan det blive Simon Kollerup eller Christian Rabjerg Madsen, der begge har det problem, at de er dygtige unge mænd i blå skjorter blandt et felt af mange unge mænd i blå skjorter.

Politisk ordfører: Peter Hummelgaard
Partiets unge håb er en af de mænd, der nok skal blive stor. Spørgsmålet er hvor langsomt. Han er et godt ministeremne, men på samme vis som Jakob Ellemann-Jensen i Venstre vil han kunne udfylde rollen som politisk ordfører, der kan mere end bortforklare dårlige meningsmålinger.

Mette Frederiksen er i langt højere grad end Thorning bevidst om nødvendigheden af at kunne forklare og forsvare sin politik, og her har hun brug for en retorisk sværvægter. Og skal Hummelgaard en dag være formand, giver det god mening ikke at specialisere ham for tidligt. Vurderes Tesfaye som afluset for bolsjevik-baciller, så kunne han også blive politisk ordfører.

Gruppeformand: Henrik Dam Kristensen
Sidst, Socialdemokraterne skulle stille en regering alene, havde partiet 68 mandater og 38,3 af stemmerne. Denne gang står partiet omkring de 26 procent. Bliver det resultatet, risikerer S ligesom den første Løkke-regering at tømme folketingsgruppen for talenter.

Frederiksen har dog et bedre udgangspunkt, da hun trods alt sandsynligvis får flere mandater at arbejde med, men skal det lykkes, er der brug for erfarne kræfter til at holde ro og orden. Derfor Henrik Dam Kristensen. Skal han være minister eller folketingsformand, hvis samarbejdet med DF går i vasken, og Pia Kjærsgaard stopper, kunne det blive Leif Lahn.

--------------

Niels Jespersen (f. 1980) er debattør og cand.mag. i historie, Afghanistan-veteran og medforfatter til bogen "Eksperimentet, der slog fejl" om 35 års dansk asyl- og indvandringspolitik. Han forsøgte i 2018 uden held at blive opstillet som socialdemokratisk folketingskandidat i Roskilde. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Forrige artikel Jarl Cordua: Thulesen Dahls bukser er ved at revne Jarl Cordua: Thulesen Dahls bukser er ved at revne Næste artikel Christian E. Skov: Venstre har bundet løkken om egen hals Christian E. Skov: Venstre har bundet løkken om egen hals