Anmeldelse af 
Niels Jespersen

Niels Jespersen: Ny bog om integration gør ingen klogere

ANMELDELSE: Det er sproglige spidsfindigheder snarere end reelle integrationsudfordringer, der optager lektor i antropologi Mikkel Rytter i ny bog, og problemerne forsvinder derfor behændigt i en røgsky af sproglig dekonstruktion og bedagede banaliteter. 

Ved at fokusere på sproglige spidsfindigheder kommer Mikkel Rytter udenom at forholde sig til reelle integrationsudfordringer, mener Niels Jespersen.
Ved at fokusere på sproglige spidsfindigheder kommer Mikkel Rytter udenom at forholde sig til reelle integrationsudfordringer, mener Niels Jespersen.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Niels Jespersen

Af Niels Jespersen
Debattør og cand.mag. samt medforfatter til bogen "Eksperimentet, der slog fejl" om 35 års dansk asyl- og indvandringspolitik

“Vi må acceptere, at Danmark også i fremtiden vil være et multietnisk samfund. Derfor bør vi tage ved lære af lignende samfund og anerkende minoriteternes ret til forskellighed. Alternativet er, at diskriminerende særlove rettet mod segmenter i befolkningen fremover gør uoprettelig skade på de fortløbende integrationsprocesser.”

Ligesom der i 2003 ikke fandtes noget parti, der ikke ville anerkende minoriteters ret til forskellighed, så er der i dag ikke nogen seriøse mennesker, der mener, at indvandrere skal blive præcis som alle andre.

Niels Jespersen
Mikkel Rytter: Integration. 60 sider. Udkom på Aarhus Universitetsforlag 4. februar 2019, som en del af serien Tænkepauser.
Mikkel Rytter: Integration. 60 sider. Udkom på Aarhus Universitetsforlag 4. februar 2019, som en del af serien Tænkepauser. Foto:

Følgende citat er ikke fra lektor i antropologi Mikkel Rytters nyudgivne Integration, men fra en 16 år gammel kronik, hvor han også skriver, at “Vi er i dag foregangsland i EU og resten af verden for en af de mest diskriminerende udlændingelove, der vel at mærke støttes af et bredt flertal i Folketinget og nyder befolkningens opbakning. Hvordan er det kommet så vidt?”

Rytter svarer selv: “I dag kaster socialdemokraterne sig over de ben, Pia Kjærsgaard spytter ud. Socialdemokratiet er i dag ikke længere et politisk alternativ, men snarere en dårlig efterligning.”

Bogen er mestendels et opkog af bedagede banaliteter, stråmænd og semantiske undvigelsesmanøvrer, som alle, der følger emnet, har hørt til hudløshed.

Niels Jespersen

Det var dengang. I dag er Pia skiftet ud med Kristian, men melodien har ikke ændret sig, når Rytter over 60 letlæste, og også velskrevne, sider causerer over begrebet “integration”. Det er den samme sang, som lyder, og den er ikke taget af i styrke, selv om færre efterhånden lytter efter. Omkvædet er det samme: Multikulti er godt, og integrationsproblemer er oftest myter, som medier og politikerne har skabt.

Semantiske undvigelsesmanøvrer
Integration er en del af Aarhus Universitetsforlags populære serie af Tænkepauser og skal således nok blive læst. Til gengæld tror jeg ikke, nogen bliver klogere, for den handler ikke om integration, men om hvordan vi taler om integration. Bogen er mestendels et opkog af bedagede banaliteter, stråmænd og semantiske undvigelsesmanøvrer, som alle, der følger emnet, har hørt til hudløshed.

Rytter giver nemlig ikke meget for integration, der “er magtens sprog”, som bruges til at presse indvandrerne ned i en “kop suppe, hvori tilrejsende grupper af fremmede skal opløses og udvandes, så deres eksotiske kulturelle praksisser og religiøse tilbøjeligheder på sigt kan blive optaget i helheden.” Det skyldes nemlig, at “politikere fabulerer om det forjættede land, hvor alle migranter lever og tænker nøjagtigt ligesom flertallet.”

Det er jo en ren stråmand. Ligesom der i 2003 ikke fandtes noget parti, der ikke ville anerkende minoriteters ret til forskellighed, så er der i dag ikke nogen seriøse mennesker, der mener, at indvandrere skal blive præcis som alle andre.

Det er nemt at finde bøvede udtalelser fra højrefløjens overskudslager af dumheder, men i praksis handler integrationsdebatten om, hvordan vi får indvandrere og efterkommere ind på arbejdsmarkedet og får skabt en kulturel samhørighed, der gør, at velfærdsstaten kan løbe nogenlunde rundt. Det, som det store flertal, både i befolkningen og i Folketinget, ønsker. Ikke at nogen skal røres op i den samme smagløse suppe. Blot at vi kan enes om at være på det samme anretningsfad.

Alt det får Rytter tryllet væk med et simpelt semantisk trick, for når hverdagsbrugen af integration er svært at operationalisere som forskningsmæssigt begreb, så er der ingen grund til at gøre forsøget. Det minder om den forsker, der ikke var stødt på parallelsamfund som forskningsbegreb og derfor kunne afvise deres eksistens. Ren ordskvalder.

De gode, gamle dage
Dengang som nu trækker Rytter gavmildt på det falske “vi”, som når han skriver, at “vi (bilder) os selv og hinanden ind, at globalisering er et politisk valg, og at vi ved at beskytte nationalstaten kan regulere, eller sågar stoppe, strømmene af mennesker, varer, symboler og ideer."

Her skal læseren selvfølgelig ikke tro, at det “vi” inkluderer Rytter. Det er alle os andre, der er tale om. Der kom nemlig hollændere til Amager for 500 år siden, så vi må forstå, at det er omsonst at gøre noget ved den nuværende migrationsbølge.

Problemet er, at det er det selvfølgelig ikke. Som Rytter selv advarer om, så er kræfter som Trump og Ungarns Orbán i fuld færd med at rulle globaliseringen tilbage. Det er sket før i verdenshistorien. Efter første verdenskrig tog det et halvt århundrede for den globale handel at nå op på det samme niveau af verdens GDP som i 1914. Så galt går det næppe igen, men det viser, at fremskridt og globalisering ikke er nogen selvfølgelighed. Hvis Rytter ikke vil lytte til vælgernes bekymringer, så står nationalisterne klar.

Den vej er vi imidlertid allerede på vej ned ad, for Rytter abonnerer på en form for forfaldsfortælling, hvor gæstearbejderne i begyndelsen blev modtaget med åbne arme og oplevede, “hvordan gæstfrie gammeldanskere inviterede dem på middag eller hjalp dem med at lære sproget”, men siden “begyndte imidlertid en tiltagende skepsis og mistillid over for migranter og flygtninge at fæste rod i den danske offentlighed. Denne blev dygtigt indfanget og givet form af Dansk Folkeparti.”

Den fremstilling er der ikke meget, der underbygger. Værdiundersøgelsen fra Sociologisk Institut har over tre årtier kortlagt danskernes værdier, og ifølge professor Peter Gundelach er danskerne gradvist blevet MERE tolerante over for indvandrere de sidste 30 år. Lektor og ph.d. Mehmet Ümit Necef og dr.scient.soc. Henning Bech kommer frem til samme konklusion i deres bog Er danskerne racister?.

Og hvor gode var de gamle dage egentlig? Jeg husker fra min egen ungdom 300-400 racistiske bøller, der angreb et asylcenter i Kalundborg, samt årlige nazimarcher syd for København.

Læs også

Det modsatte af afklaring
Evnen til at bidrage til det modsatte af afklaring er efter denne anmelders opfattelse udbredt i forskerverdenen. Her har Rytter udvist en konsistens, man må anerkende. Tilbage i 2003 skrev han således ironisk om “de (tilsyneladende) allestedsnærværende tvangsægteskaber”, og om hvordan “Konkurrencen om politikernes gunst har skabt en uhellig alliance mellem registrering af tvangsægteskaber, politisk velvilje og økonomiske bevillinger. De, der kraftigst råbte: »Ulven kommer!«, fik den største pose penge.”

Underforstået: Problemet var stærkt overdrevet, og “det er fup, når man postulerer, at der er hundredvis af dem. Det er en myte, skabt i medierne.” To år senere blev dansk-pakistanske Ghazalla Khan myrdet på åben gade af sin bror, fordi hun giftede sig imod familiens vilje. Siden har vi oplevet flere æresdrab og utallige vidnesbyrd om arrangerede- og tvangsægteskaber.

Landsorganisation af kvindekrisecentre får bogstavelig talt hundredvis af henvendelser årligt fra indvandrere eller efterkommere, der søger hjælp, fordi de bliver truet med et tvangsægteskab eller allerede er gift med en person, som de ikke selv har valgt. Ifølge rapporten "Unges oplevelser af negativ social kontrol", udgivet september 2018 af Udlændinge- og Integrationsministeriet, så rapporterer fem-otte procent af de minoritetsetniske unge selv, at de “i mindre grad” eller “slet ikke” tror, at deres familie vil give dem lov til at vælge, hvem de gifter sig med.

Er der tale om tvangsægteskaber eller arrangerede ægteskaber med uudtalte forventninger eller forhandlede ægteskaber, hvor unge oplægges og pålægger sig selv et voldsomt socialt pres? Forskellen er ikke uvæsentlig, men ændrer ikke på, at problemet findes og er omfattende. Det samme gør sig gældende med integrationsproblemerne, men atter er det de sproglige spidsfindigheder, der optager Rytter, og atter forsvinder problemerne i en røgsky af sproglig dekonstruktion.

“Er dette en pibe?” spørger Rytter og peger på et billede af et aflangt redskab, der kan bruges til at afbrænde tobak. Det er det så ikke nødvendigvis, må vi forstå, for en pibe kan også bruges til at pege med, og således slipper vi for at forholde os til, om rygning er et problem. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Jespersen

Chefredaktør, Netavisen Pio, debattør
cand.mag. (historie)

0:000:00