Niels Jespersen: Politisk impotent LA lider samme skæbne som SF

KOMMENTAR: I weekenden er der landsmøder i SF og LA. Ved sidste valg straffede vælgerne det første parti og belønnede det sidste. Nu peger pilen den modsatte vej. Partierne har håndteret magten forskelligt, men ingen har for alvor kunnet sælge det til vælgerne.

“Jeg stemmer for, fordi jeg gerne vil være i dette parti.”

Ordene kom fra en grådkvalt Lisbeth Bech Poulsen, der ellers var imod den daværende SRSF-regerings skattereform, men som efter et to timers langt gruppemøde og kammeratlig samtale med den forhenværende DKP-formand Ole Sohn godt kunne se visdommen i sin partifælle Thor Mögers “leverpostejmadpakke”-skatteaftale.

Episoden var dengang i 2012 symptomatisk for strategien i SF: Når man sidder med i regering, så bakker man op om regeringens politik. Det holdt, lige indtil man brækkede ryggen på DONG-salget og måtte gå i vanære.

SF’s tilgang står i skærende kontrast til Liberal Alliance. Her har kulturministeren landet et medieforlig, der blandt andet indeholder en kontrolleret aflivning af radiokanalen 24syv, men skulle man tro, at den ansvarlige minister følte behov for at forsvare sin egen politik, tager man fejl. Det hele er DF’s og derudover også EU’s skyld, må man forstå på ministerens twitter-konto.

I det hele taget er der ingen lyst i LA til at tage ansvar for regeringens genvordigheder. Det blev senest demonstreret, da man satte bremsen i over for DF's forslag om at hæve prisen på cigeratpakker med otte kroner. Som gode liberalister skammer man sig i LA ikke over at sætte egne behov over fællesskabets. I SF tog man den ideologiske opvask for hele kollektivet.

Hvilken strategi virker bedst i forhold til at holde på vælgerne? Det korte svar er: ingen af dem. SF gik i regering i 2011 med 9,2 procent af stemmerne og blev mere end halveret i meningsmålingerne, inden de røg ud igen. LA har klaret sig marginalt bedre og har kun mistet en tredjedel af de 7,5 procent, partiet hentede hjem ved valget i 2015. Imidlertid er situationen grundlæggende den samme. Det er svært at veksle paroler til indflydelse. Det er ikke nemt at være juniorregeringsparti.

Både SF og LA har været igennem den svære transformation fra holdnings- til indflydelsespartier, der er er endt med at håndtere regeringssamarbejde i en svær parlamentarisk situation. Thorning-regeringen havde et selvsikkert radikalt parti, der tog luften ud af de venstreorienterede valgløfter. Efter 2015 er det så DF, der har gjort “Det bedste borgerligt-liberale regeringsprogram, vi nogensinde har set” til mindre værd end det papir, det er skrevet på.

Imidlertid er der ingen tvivl om, at LA er i en bedre forfatning, end folkesocialisterne var sidst i deres regeringsperiode. Selv om LA-ministrene inklusive Samuelsen rutinemæssigt scorer lavest i popularitetsmålingerne, så er der med undtagelse af en enkelt total fiasko tale om nogle rutinerede politikere, hvoraf mange har erfaringer fra Radikale Venstre. Her er kontrasten til Annette Vilhelmsens amatørisme markant. Sammenlignet med SF's nærdødsoplevelse i regeringen er der tale om en succes.

Det kan man begræde som kommentator med hjertet til venstre, men det er svært ikke at anerkende, at højrefløjen har nemmere ved at forvalte magten, samtidig med at man udfordrer den verbalt. Samtidig har LA jakkesætklædte bagland og vælgere mere is i maven end de fløjlsbukseklædte SF'ere. De håndterer tilbagegang stoisk og uden større ballade.

Det er ellers nemt at finde paralleller mellem de to partiers nederlag. Hvor SF havde opgøret med folkeskolelærerne, havde LA lukningen af pirattaxatjenesten UBER. DONG-salget mindede om de farceagtige skatteforhandlinger, hvor Samuelsen som en form for politisk selvskader truede med at stemme mod sin egen finanslov.

Både SF og LA kan efter regeringsdeltagelse fremvise et væld af fingeraftryk på indgåede aftaler, men må samtidig erkende, at man ikke har evnet at påvirke regeringens overordnede linje. Resultatet er det paradoksale, at SF ifølge den liberalistiske tænketank Cepos kan “prale” med at have gennemført mere borgerlig politik end LA.

Groft sagt, så står LA i dag præcis samme sted, hvor de konservative var for 10 år siden: politisk impotent og DF’ernes prügelknabe. Hvis LA siger op, så siger DF ned. Og ned bliver det. DF minder om bøllen, der har haft en dårlig dag i skolen og går hjem og tæver lillebror.

Til Thulesen Dahls forsvar kan det indskydes, at det er svært at forestille sig en mere irriterende lillebror end Anders Samuelsen, men særligt modent er det ikke. LA blev ellers i sin tid dannet ud fra rationalet om, at sad man på ”de afgørende mandater” så kunne man tvinge sin vilje igennem. Det kunne man så ikke. Det havde 00'ernes konservative godt kunnet fortælle, men dem har LA til alle tider kun haft hån til overs for.

Men hvis Anders Samuelsen sidder til LA-landsmøde i København og føler sig slidt oven på sin regeringsdeltagelse, så kan han sende en tanke til Kolding, hvor SF’erne sidder og glæde sig over, at det ikke kræver mere end en periode i opposition for at genrejse et parti og få afpudset det ideologiske sølvtøj.

Det er ikke mange år siden, de politiske kommentatorer var parate til at skrive nekrologen over SF, men med en imponerende kraftanstrengelse er det lykkedes Pia Olsen Dyhr at samle stumperne, så SF i dag står til en stabil fremgang. Olsen Dyhr er samtidig vellidt på Christiansborg, hvilket ikke i helt samme grad gør sig gældende for Samuelsen.

Hun har et solidt kommunalt bagland, der endda er loyalt. Sammen med de socialdemokratiske afhoppere forsvandt nemlig også en stor del af partiets venstrefløj, da partiet blev splittet. Det har skabt ro, og SF har i dag skabt sig en god position som korrektiv til en eventuelt kommende S-regering.

Det er imidlertid også her, udfordringen for SF ligger, for selv om man ikke kommer i regering efter valget, så vil man stadig skulle balancere på den smalle sti mellem idealer og pragmatisme. I hvert fald hvis drømmen om et tæt samarbejde med S går i opfyldelse.

I hele SF’s historie har det været sådan, at vælgerne har belønnet partiet, når det lå i hængekøjen, men straffet nådesløst, når SF indgik betydelige kompromiser. Når man taler med SF’erne i dag, så mener de enten, at tiderne har ændre sig, eller også accepterer de vælgerflugt som et nødvendigt onde ved magten.

Måske det om få år er en SF-formand, der på partiets landsmøde skal forsvare politiske forlig, der godt nok giver indflydelse, men som ikke får vælgerne eller baglandet til at bryde ud i socialistiske slagsange. Til den tid er det så en selvsikker LA-formand. Samuelsen, Ammnitzbøll-Bille eller måske endda Olsen, der rider højt på højrefløjens vælgergunst, og som kan tilbyde den rene ideologiske vare i sikker afstand fra al realpolitisk magt.

Sådan er det i politik og showbiz. Det går op og ned, men indtil videre er der ingen af de mindre partier, der i nyere tid har evnet både at deltage i regeringen og forblive vælgersucceser.

-----------

Niels Jespersen (f. 1980) er medlem af Socialdemokratiet. Han er cand.mag. i historie og har en baggrund som Afghanistan-veteran. I dag ernærer han sig som debattør, politisk kommentator og satiriker. Niels Jespersen er medforfatter til bogen "Eksperimentet, der slog fejl" om 35 års dansk asyl- og indvandringspolitik. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Forrige artikel Christian Egander Skov: DF’s aflivning af 24syv er et selvmål af rang Christian Egander Skov: DF’s aflivning af 24syv er et selvmål af rang Næste artikel Jes Søgaard: Har statsministeren en plan B? Jes Søgaard: Har statsministeren en plan B?
Den pragmatiske socialist takker af

Den pragmatiske socialist takker af

INTERVIEW: SF's nestor Holger K. Nielsen siger farvel efter fire årtier i dansk politik, hvor han på kort tid gik fra at være folkehelt til hadeobjekt samt være en del af en tumultarisk regeringsdeltagelse, som han ikke har fortrudt og mener, SF bør gentage.