Nikolaj Saadat: Løkke har taget Venstres identitet som gidsel

I en tid, hvor Folketinget stadig er på sommerferie, og nyvalgte socialdemokratiske ministre er de eneste politikere, der officielt er tilbage på arbejde, er det forbløffende, hvor meget Venstres cirkus fylder i den politiske dækning.

De fleste kender efterhånden også til situationens store linjer, og dækningen er som sådan ikke odiøs overhovedet.

Alligevel er det mildest talt utroligt at være vidne til det historisk liberale bondeparti være så handlingslammet som følge af en formand, der driver partiets identitet derhen, hvor det er mest bekvemt i momentet.

Det er decideret tragikomisk, at det er Venstres Ungdom, borgerlige debattører uden tråde til situationen og socialdemokrater, som nu må udlægge det politiske landskab, pege på elefanten i rummet og italesætte det helt åbenlyse:

En SV-regering har ingen gang på jord. Lars Løkke Rasmussen har taget Venstres liberale sjæl som gidsel i processen, og det kan have fremtidige konsekvenser, som Venstres bagland nok ikke engang helt kan gennemskue på nuværende tidspunkt.

Derudover er der intet – som i absolut intet – der tyder på, at et SV-samarbejde nogensinde kan blive en realitet.

En SV-regering har ingen gang på jord.

Nikolaj Saadat
Studerende og medlem af Socialdemokratiet

Idéen om Venstre som den midtsøgende kongemager i dansk politik efter to årtiers blokpolitisk fundamentstøbning er sikkert bekvem for Løkke, men troværdigt er det ikke.

Man kan kun gisne om, hvilket dilemma Jakob Ellemann-Jensen står i, når han som politisk ordfører forsvarer Løkkes projekt, som han samtidig aldrig nogensinde selv kan stå i spidsen for, såfremt han bliver partiets formand, som mange spår.

I en diskussion på Twitter havde jeg selv æren af at høre forsvaret for Løkke-positionen af koryfæet Søren Pind.

Den samme Pind, der aldrig forspilder en chance for at nævne, hvor glad han er for at være sluppet ud af Christiansborg, men som samtidig heller ikke kan dy sig for at kommentere på alt i den politiske debat.

Han bebrejdede blandt andet de mangeårige samarbejdspartnere Konservative og Dansk Folkeparti for usmidigt samarbejde i en tid, hvor alle muligheder for borgerlig magt på sigt var åbne.

Den analyse har han givetvis ret i, men det ændrer ikke på, at Lars Løkke Rasmussen uden sit partis vidende smed de to samarbejdspartnere på møddingen under valgkampen og sågar skar dem helt fra sig – ikke bare dagen før valget, som muligvis kunne accepteres af taktiske grunde, men også efter valget.

Et mudret toårigt forhold er altså nok til, at Løkke skærer hånden af de to partier, som har stået bag Venstres magtmaraton de seneste to årtier.