Kommentar af 
Nima Zamani

Usmageligt lovforslag vil minde jøderne om rædslerne i 30'erne og 40'erne

Lovforslag vil pålægge udlændinge at registrere deres tro, når de ansøger om statsborgerskab. Det vil udsætte jøderne for symbolske og helt unødige mindelser om rædslerne i 1930'erne og 40'erne, skriver Nima Zamani.

Vi lever i en retsstat, hvor vi skal følge lighedsprincippet. Et lovforslag vil derfor betyde, at alle, der søger om statsborgerskab, skal registrere deres tro, skriver Nima Zamani.
Vi lever i en retsstat, hvor vi skal følge lighedsprincippet. Et lovforslag vil derfor betyde, at alle, der søger om statsborgerskab, skal registrere deres tro, skriver Nima Zamani.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Nima Zamani
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Rettelse, 3. maj, klokken 12.05: Socialdemokratiet har tidligere været åben for at opliste religion for ansøgere til statsborgerskab, men har nu oplyst, at partiet ikke ønsker at registrere religion for ansøgerne. Kommentaren giver indtryk af, at Socialdemokratiet fortsat er åbne for forslaget, hvilket ikke er tilfældet. Altinget beklager fejlen.

-----

Da Socialdemokratiet ikke sad på magten, gik de ind for et omskæringsforbud. Det var tilsyneladende en gratis holdning at have som oppositionsparti.

Nu sidder de på magten og går pludseligt ikke længere ind for et omskæringsforbud. Årsagen er ifølge statsminister, Mette Frederiksen (S), at vi siden holocaust har lovet at passe på jøderne, der således fortsat skal have lov til at skære i deres drengebørns kønsdele.

Med andre ord ville Socialdemokratiet gå ind for et omskæringsforbud, hvis det ikke ramte jøderne, men udelukkende muslimerne.

Nu bakker Socialdemokratiet ifølge indfødsretsordfører Lars Aslan Rasmussen (S) dog op om, at udlændinge skal registrere deres tro i forbindelse med ansøgning om statsborgerskab. Forslaget kommer fra Dansk Folkeparti, der vil bruge trosregistreringen til at begrænse antallet af muslimer i Danmark. 

Men fordi vi lever i en retsstat, hvor man skal følge lighedsprincippet, vil dette lovforslag betyde, at alle, der søger om statsborgerskab, skal registrere deres tro. Det gælder med andre ord også eventuelle jøder, hvilket Aslan og Socialdemokratiet vist ikke lige har tænkt på. 

Trosregistreringen er muligvis kun af formel karakter. Den skal jo tilsyneladende kun bruges til at spotte og dermed afvise muslimer

Nima Zamani
Kommentarskribent

Lars Aslan og resten af Socialdemokratiet udstiller nemlig for alvor deres hykleri, når de grundet Adolf Hitlers forbrydelser mod jøderne fortsat vil lade jøderne omskære drengebørn, men omvendt tvinge dem til at registrere deres tro i forbindelse med en vurdering af, om de skal have lov til at blive danskere.

Hvordan vil en jøde mon have det med at skulle registrere sin tro? Hvilke nærliggende traumer vil dette unægteligt frem- eller genkalde?

Hvis Socialdemokratiet ikke gik ind for et omskæringsforbud mod muslimer, fordi det også vil ramme jøderne, giver det ikke meget mening, at Socialdemokratiet nu går ind for, at muslimer skal registrere deres tro, da dette også vil ramme jøderne.

Hvis Socialdemokratiet grundet jødeforfølgelsen ikke ønsker at chikanere og udskamme jøderne, giver det ikke meget mening, at Socialdemokratiet nu vil tvinge jøderne til at registrere deres tro i forbindelse med statens vurdering af, om de skal have tildelt dansk statsborgskab.

Trosregistreringen er muligvis kun af formel karakter. Den skal jo tilsyneladende kun bruges til at spotte og dermed afvise muslimer.

Men dét faktum, at det udelukkende er af formel karakter, er jo netop også argumentet for, at det er både usmageligt og helt og aldeles i strid med dét ansvar, Mette Frederiksen mener, vi har over for jøderne.

Med kravet om registrering af trosretning vil Socialdemokratiet – og Dansk Folkeparti – udsætte jøderne for symbolske og dermed helt unødige mindelser om rædslerne i 1930'erne og 40'erne.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Aslan Rasmussen

Fhv. MF (S)
lærer (Blågaard Seminarium 2005)

0:000:00