Om  
Lars Siggaard Andersen

Nordjyde udnævnt til honorær konsul for at styrke handel med Marokko

Marokkos ambassade i Danmark har for første gang udnævnt en honorær konsul. Lars Siggaard Andersen er valgt på baggrund af sit arbejde med handelsrelationerne mellem Danmark og Marokko. 

Claudia Steenhard

Lars Siggaard Andersen har af flere omgange gennemført erhvervsdelegationer i Marokko. For sin indsats med at styrke handelsrelationerne landene imellem, belønner Marokkos ambassadør i Danmark, Khadija Rouissi, ham nu med titlen som honorær konsul. Det skriver Marokkos ambassade i Danmark i en pressemeddelelse. 

Det er første gang Marokko udnævner en honorær konsul i Danmark. Det sker i ønsket om at styrke samarbejdsrelationerne mellem de to lande, fremgår det af pressemeddelelsen.

"Jeg er både ydmyg og stolt over at være tildelt hvervet som Marokkos første honorære konsul i Danmark, og jeg agter naturligvis at gøre alt, hvad jeg kan for at bidrage til et endnu stærkere bånd mellem det danske og marokkanske samfund," sagde Lars Siggaard Andersen ved overrækkelsesceremonien.

Lars Siggaard Andersen er ikke den eneste dansker med forretningsaktiviteter i Marokko. Mange af Danmarks største virksomheder er i forvejen aktive i Marokko, herunder Maersk, der opererer kontinentets største containerterminal i Tanger.

"Marokko er et særdeles velfungerende land og en optimal gateway til hele det afrikanske kontinent. Ikke alle ved det, men der er faktisk blot 12 kilometer mellem EU og Marokko. Derfor kan Danmark med stor fordel rette fokus mod landet, og som den femte største økonomi i Afrika er der masser af muligheder for at styrke samhandlen og de eksisterende samarbejder på områder som kunst, kultur og turisme," understreger ambassadør Khadija Rouissi. 

Lars Siggaard Andersen er direktør i Andersen Consult - en rådgivningsvirksomhed, der hjælper danske virksomheder med at få adgang til de voksende markeder i Asien og Afrika. 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Siggaard Andersen

Direktør, Andersen Consult, honorær konsul, Marokko
cand.scient.adm (Aalborg Uni. 1995)

0:000:00