Debat

Norwegian: Københavns Lufthavn halter efter sine nordiske naboer

DEBAT: De høje takster og manglen på kommerciel støtte fra Københavns Lufthavn begrænser Norwegians muligheder for vækst, skriver Daniel Kirchhoff, informationschef i Norwegian. Hvis ikke CPH bliver mere konkurrencedygtig, løber Oslo og Stockholm med sejren.

Skal Norwegian vækste i Danmark, kræver det bedre rammer i Københavns Lufthavn, skriver Daniel Kirchhoff, informationschef i Norwegian.
Skal Norwegian vækste i Danmark, kræver det bedre rammer i Københavns Lufthavn, skriver Daniel Kirchhoff, informationschef i Norwegian.Foto: Norwegian
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Daniel Kirchhoff
Informationschef i Norwegian

I starten af juli fremlagde regeringen sin nye luftfartsstrategi for Danmark, og i Norwegian ser vi positivt på mange elementer heri.

Først og fremmest bifalder vi regeringens fokus på at genforhandle en ny luftfartsaftale med Rusland. Politisk vilje til at liberalisere og modernisere luftfartsaftalen er af afgørende betydning for udviklingen af vores rutenet fra Danmark. Får vi samme rettigheder som vores skandinaviske konkurrent, vil vi kunne udvide engagementet med splinternye Asien-ruter, hvilket har været et stort ønske for CPH i forbindelse med den forestående udbygning.

Nye ruter vil skabe vækst i Danmark i form af tusindvis af nye turister. De vil bidrage til øget omsætning og arbejdspladser på hotellerne, i restauranterne, i butikkerne – ja, i hele den danske turistindustri. For turisme er big business. Videre vil nye øst-ruter også give danske virksomheder let adgang til de asiatiske vækstmarkeder, som blomstrer i disse år.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Flyselskaber tager flere parametre i betragtning, når det skal besluttes, om en ny rute skal etableres. Her vurderes eksempelvis passagergrundlaget, efterspørgslen og konkurrencesituationen, ligesom lufthavnens takstniveau også spiller en afgørende rolle i forhold til rutens overordnede lønsomhed.

Nordiske konkurrenter løber med sejren
Som regeringen slår fast i luftfartsstrategien er takstniveauet i Københavns Lufthavn, i et nordisk perspektiv, 79 pct. højere end Oslo Gardermoen og 56 pct. højere end Helsinki og Stockholm Arlanda. Når CPH oveni købet heller ikke tilbyder samme kommercielle støtte til rutelanceringer som sine skandinaviske konkurrenter, så begrænses vores muligheder for vækst i lufthavnen, som det ser ud i dag. Dermed risikerer de fleste af de 250 splinternye fly, Norwegian har i bestilling, at flyve helt uden om Danmark i fremtiden.

Det bliver Københavns to nordiske konkurrenter, der løber med Norwegians Skandinavien-vækst, hvis ikke CPH bliver mere konkurrencedygtig.

Daniel Kirchhoff
Informationschef i Norwegian

CPH mener, at lufthavnen ikke skal sammenlignes med Oslo og Stockholm men i stedet med større lufthavne som i eksempelvis Amsterdam og Bruxelles. Men den argumentation holder ikke over for et internationalt selskab med skandinavisk fokus og fundament. Norwegian ser nemlig potentiale for at udvide vores allerede store operation i Norge og Sverige, og fakta er, at det bliver Københavns to nordiske konkurrenter, der løber med Norwegians Skandinavien-vækst, hvis ikke CPH bliver mere konkurrencedygtig.

Skismaet er til at få øje på. På den ene side ønsker CPH, med udbygningsplanen i hånden, at huse 40 millioner passagerer årligt; blandt andet ved at kunne tilbyde 17 nye langdistanceruter. På den anden side vanskeliggøres dette af opsatte snubletråde i form af et uattraktivt tilbud til de flyselskaber, der skal levere væksten.

Derfor er vi glade for, at regeringen i luftfartsstrategien har taget initiativ til at gøre det så attraktivt som muligt for flyselskaber at åbne nye ruter fra Danmark.

Væksten kommer, når rammerne er rigtige
Norwegian er allerede solidt forankret i Danmark, hvor vi flyver mere end fem millioner passagerer årligt. Som næststørste operatør i CPH tilbydes passagerer indenrigsflyvninger samt mere end 60 ruter ud i Europa og resten af verden.

Mere end en million turister sætter sig hvert år tilrette i et Norwegian-fly med kurs mod Danmark. En rapport fra analysevirksomheden Menon Economics konkluderer, at disse turister bidrager til en meromsætning på seks milliarder i dansk erhvervsliv og danner grundlag for 12.500 danske arbejdspladser. Dette kan blot være begyndelsen.

I luftfartsstrategien hedder det, at ”regeringen ønsker at styrke grundlaget for, at der bliver etableret flere ruter og flere daglige afgange til og fra Danmark og internt i Danmark”.

Derfor er det på tide, at CPH’s kommercielle og operationelle tilbud bliver konkurrencedygtigt, så vi kan bidrage til at opfylde regeringens visioner for udviklingen af dansk luftfart.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00