Nu skal Casper Klynge drikke kaffe med Zuckerberg og Musk

INTERVIEW: Anders Samuelsen kalder ham “verdens første digitale ambassadør”. Altinget har talt med Casper Klynge - der får base i Silicon Valley med afstikkere til hele verden - om, hvad han egentlig skal lave.

Klaus Ulrik Mortensen

Jeg kan allerede i dag i Indonesien mærke, at der trods vores størrelse lyttes til et land som Danmark. Det hænger i høj grad sammen med, at vi gennem vores seriøse arbejde med emner som automatisering og disruption viser verden, at vi tager forandringerne alvorligt.

Casper Klynge
Nyudpeget digital ambassadør

Efter et par hektiske dage i København kravler Casper Klynge onsdag middag tilbage i flyvemaskinen mod Indonesien.

Foran ham venter 20 timer med foliepakket mad, ørepropper, diminutive læskedrikke, bærbare arbejdsstationer og uskyldige komedier.

Afstikkere fra Silicon Valley
Og man må håbe, at den 43-årige danske ambassadør i Indonesiens hovedstad Jakarta er i stand til at slappe af i kabinens begrænsende rum.

I sit nye job som Danmarks - og verdens - første digitale ambassadør kan han nemlig se frem til at blive fragtet Jorden rundt adskillige gange.

Basen er ganske vist i Silicon Valley i Californien. Men som han understreger over telefonen i et sjældent hul i møderækken, så bliver hele verden de kommende år hans hjemmebane.

“Når man flytter til et nyt land som ambassadør, starter man med at aflevere et brev fra dronningen, som er den formelle anerkendelse af, at man nu er den officielle repræsentant for Kongeriget. Forskellen er så bare, at vi i stedet for at arbejde i ét land nu skal arbejde med en meget bred vifte af virksomheder,” siger han.

Samuelsens sendebud
Nyheden om Casper Klynges jobskifte
blev sendt ud fra Udenrigsministeriet på officielt brevpapir i sidste uge. Det vakte opsigt, da Anders Samuelsen i begyndelsen af året turnerede i pressen med budskabet om, at Danmarks digitale interesser fremover skal varetages af et særligt sendebud.

Men hvad skal han egentlig lave?

“Min nye stilling skal ses som erkendelse af, at international politik ikke længere kun handler om forhold mellem stater og internationale organisationer, men at de største teknologivirksomheder er blevet så store, at de begynder at agere i deres egen magt. Facebook, Apple, Google og andre har så stor omsætning, at det overgår mange landes bruttonationalprodukt.”

“Dialogen kommer til at minde om det arbejde, som ambassaderne i forvejen udfører rundt om i verden. Der er både en positiv dagsorden, som handler om, hvordan ny teknologi kan hjælpe os med at udvikle samfundet og økonomien. Men der er også en kritisk dialog om alt fra etiske spilleregler på internettet til regulative aspekter og skatteregler.”

Åbne døre skal sparkes ind
Dit nye hjemland bliver så Silicon Valley. Hvor højt kommer du til at rangere i hierarkiet der? Og vil du være i stand til at få de helt store spillere i tale?

“Vi er de første, der gør det her. Det skaber helt unikke muligheder for et land som Danmark, at vi er first movers. Vi får måske ikke nemt ved at lande kaffeaftaler med Zuckerberg eller Musk, men jeg tror, at der er oprigtig interesse fra globale virksomheder i at tale med nationalstaterne. Jeg tror, at vi kommer til at sparke mange åbne døre ind.”

“Det er ikke sådan, at teknologigiganterne bare vil have frie og uregulerede forhold. De er også interesserede i at finde en balance, som gør, at de ikke rager uklar med landene omkring skattebetaling og andre forhold. Jeg kan også se, at vi de sidste fem dage er blevet lagt ned med henvendelser fra danske og internationale virksomheder, som vil vide, hvad vores nye initiativer er for noget.”

Digitalt mikrokosmos
I dit nye job kommer du til at have to kasketter på. Dels skal du fremme danske erhvervsinteresser i den globale økonomi. Dels skal du holde kritisk øje med den teknologiske udvikling. Hvordan kommer balancen til at være?

“Det er klart, at et vigtigt mål er at fremme danske virksomheders muligheder for at afsætte produkter og i sidste ende skabe vækst og job i Danmark. Men Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden, og betyder, at vi kommer til at brande Danmark som et land, der mere end de fleste andre er parat til at håndtere fremtidens forandringer.”

“Her har vi en stærk fortælling om, at Danmark som en lille åben økonomi tilbyder gode rammevilkår for at teste ny teknologi og løsninger. Vi er på mange måder et mikrokosmos, som globale virksomheder kan bruge som testplatform. Der er eksempelvis fremragende digital infrastruktur i Danmark, så jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at Facebook og Apple har valgt at lægge deres nye datacentre her. At vi bygger et testcenter til droner i Odense. Og overvejer at teste førerløse biler i Vesthimmerland.”

Fordele og ulemper
Hvad ser du som de mest positive og negative aspekter ved den teknologiske udvikling?

“Det er ingen hemmelighed, at jeg er positivt indstillet over for ny teknologi. Og tror, at den rummer flere fordele end ulemper.”

“I Danmark kan vi bruge robotteknologi til de hårdeste opgaver, så der bliver færre nedslidte i deres job, og i stedet kan bruge kræfterne på andre ting. Digitaliseringen fjerner samtidig en række barrierer mellem borgerne og det offentlige. Og så kan vi tiltrække arbejdspladser, som tidligere forsvandt ud af landet, fordi adgangen til billig arbejdskraft ikke længere er det væsentligste parameter i produktionen.”

“Men ser man på et land som Indonesien, er det lettere at få øje på problemerne. Befolkningsvæksten betyder, at der hvert år er behov for at skabe to millioner nye job. Mange af disse job skabes i den lette produktion som eksempelvis bilindustrien. Men det er samtidig nogle af de job, som står allerøverst på listen over funktioner, som risikerer at blive erstattet af robotter.”

Frygter ikke Googles hær
Nu vi taler om Indonesien, så er det et eksempel på et land, der oprindeligt blev koloniseret af en privat virksomhed (Forenede Ostindiske Kompagni), som rådede over en hær til at beskytte sine økonomiske interesser. Nogle frygter, at magtfulde virksomheder som Facebook og Google kan få en lignende magt i vores samfund. Hvordan bør vi som samfund forholde os til det?

“Allerede i dag ser vi, at ny teknologi får stor betydning på det sikkerhedspolitiske område. Hvis vi eksempelvis ser på terrororganisationers muligheder for at fremme synspunkter og rekruttere og planlægge angreb, spiller sociale medier og internettet helt klart en betydning. Cybersikkerhed fylder også mere. Derfor vil vores arbejde også handle om sikkerhedspolitik.”

"Globale virksomheder som Facebook og Google kan selvfølgelig også have interesse i at beskytte deres markedsandele, men jeg kan ikke se, at det skulle udvikle sig helt i den ekstreme retning, som du beskriver."

“Men fordi eksempelvis spørgsmålet om ejerskab til data fremover bliver så vigtigt, er det nødvendigt at finde et forum at have samtalen i. Og her kan jeg allerede i dag i Indonesien mærke, at der trods vores størrelse lyttes til et land som Danmark. Det hænger i høj grad sammen med, at vi gennem vores seriøse arbejde med emner som automatisering og disruption viser verden, at vi tager forandringerne alvorligt.”

Casper Klynge tiltræder officielt sit nye job efter sommerferien.

Dokumentation

CV – Casper Klynge
Født i Gentofte 27. juni 1973.
Søn af purser Henning Klynge og Commercial Director Lis Irene Klynge.
Gift med konsulent og psykoterapeut Mette Nyholm Tingskov og far til to drenge.

Uddannelse
Pilotuddannet (A-Certifikat), 1991.
Student fra Frederiksberg Gymnasium, 1992.
Samfundsvidenskabelig basisuddannelse fra Roskilde Universitet, 1994-1996.
Cand.scient.pol fra Københavns Universitet, 2002.

Erhverv
Ansat i Flyvevåbnet, 1992-1994.
Aktiv medl. Af Reserven, Flyvevåbnet, 1994-1998.
Produktionsleder, Dansk Flygtningehjælp, 1999.
Lektor i International Politik og forskningsassistent ved Forsvarsakademiet, 2001.
Fuldmægtig, Udenrigsministeriet, 2002-2003.
Politisk rådgiver, Situationscenteret, EU’s Ministerrådssekretariat, Bruxelles, Belgien, 2003.
Politisk rådgiver, Direktoratet for Civil Krisestyring, EU’s Ministerrådssekretariat, Bruxelles, Belgien, 2003-2006.
Chef, EU's Planlægningsmission i Kosovo (EUPT), Pristina, Kosovo 2006-2008.
Sekretariatschef, Afrikakommissionen, Udenrigsministeriet 2008-09
Souschef, Sikkerhedskontoret, Udenrigsministeriet, 2009-2010.
Danmarks Øverste Civile Repræsentant i Helmand Provinsen / Souschef for det multinationale civil-militære hovedkvarter I Helmand (Deputy Head of Mission, Provincial Reconstruction Team Helmand), Afghanistan, 2010-2011.
Souschef, Stabiliseringskontoret, Udenrigsministeriet 2011-2012.
Souschef, Afrikakontoret, Udenrigsministeriet, 2012-2013.
Ambassadør, Cypern, 2013-2014.
Ambassadør, Indonesien 2014-2017, sideakkrediteret til Østtimor (2014), ASEAN (2014) og Papua New Guinea (2015).

Ordener
Danske ordener: R.p.p.
Udenlandske ordener: Fredsprismedaillen (De Blå Baretters fredsprismedalje).
NATO: ISAF
NATO: Medalje for Kosovo


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Casper Klynge

Vicedirektør, Dansk Erhverv (bl.a. digitalt område)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2002)









0:000:00