Ny bog giver dystert og naivt bud på, hvordan britisk politik genstabiliseres

Tre gange har det britiske demokrati været på kanten af kollaps, men hvis den fælles frygt er stor nok, indfinder roen sig måske snart igen, argumenterer historikeren Phil Tinlines, der finder tryghed i troen og dystopien. Problemet er, at mareridt ofte bliver til virkelighed, skriver Jacob Pedersen i en anmeldelse.

Tinlines bog giver et mørkt perspektiv på de tre store brud i det britiske demokratis historie, skriver Jacob Pedersen.Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Jacob Pedersen

Freelancejournalist

The Death of Consensus – 100 Years of British Political Nightmares

Phil Tinline

472 sider. Hurst Publishers. Udkom 23. juni 2022

I 1930 var forfatteren Aldous Huxley så skræmt af udsigten til økonomisk ruin i sit hjemland, at han alle vegne så arbejdsløse i en ”langsom, uendelig procession,” dødsdømte gående ”formålsløst og i stilhed” på gaden og afgrundens rand.

Den hævdvundne, victorianske økonomiske ortodoksi lovede ellers, at frihandlen ville vende tilbage efter Wall Streets krak i 1929.

Men arbejdsløsheden voksede til uanede højder, mareridtet med depression, hyperinflation og statsbankerot stod for døren, og Huxley var så træt af ”den horeriske gamle tøs,” demokratiet var blevet til, at han bønfaldt drastisk handling og med den siden verdenskendte roman ”Fagre Nye Verden” præsenterede totalstaten som et alternativ til totalt kaos.

Med flere millioner arbejdsløse var politikerne ligeledes så bange for fremtiden, at de flirtede med både planøkonomi og autoritær socialisme.

Men selvom normale politiske grænser blev ophævet, og kapitalismens samklang smuldrede til fordel for mere statsstyring, bestod uenigheden om den videre vej: Labour og venstrefløjen gruede for fascistisk kapitalisme, Tory og højrefløjen for radikal socialisme.

Ikke før en tungere eksistentiel trussel og et nyt mareridt viste sit grimme ansigt i form af Hitlers nazisme, der efterlod valget mellem totalitaristisk forberedelse til krig eller selve nationen og demokratiets død, kunne en ny konsensus etableres.

Heldigvis er Tinline bevidst om, at stemningen endnu er uforsonlig, at populister til begge sider taler i munden på hinanden
Jacob Pedersen
Freelancejournalist

Udsigten til krig og muligt nederlag gjorde en større, mere magtfuld stat lettere at acceptere for Winston Churchill og Underhusets konservative, der sammen med venstrefløjen fandt en middelvej ved skæbnestundens skillevej, hvor Storbritannien blev genfødt som en årvågen, mere venstreorienteret stat.

Budgetbalancering var en saga blot, og underskudsfinansiering ikke længere ømtåleligt. Men vigtigst af alt var landets demokrati nu ”ikke længere dødsdømt,” som Tinline konkluderer.

Nye skræmmebilleder

Fagforeningerne stod derefter historisk stærkt, og ønsket om fuld beskæftigelse, lavinflation og overenskomstlønninger dominerede efterkrigstidens mindre åbne, mere selvopretholdende økonomi grundlagt på tabuet massearbejdsløshed.

Det er essensen af “The Death of Consensus” og Tinlines originale, fascinerende læsning af 100 års politisk historie på den anden side af Nordsøen: Tinline ser den politiske stabilitet som båret af en kollektiv afvisning af mulige katastrofer, ikke af utopiske håb. Uanset hvad kan fløjene (for)enes i angsten for et fælles mareridt.

Dermed også sagt at rædslerne kan antage nye former. 1950’erne og 1960’ernes efterkrigsboom og højkonjunktur gjorde det umuligt at balancere ovennævnte erklærede mål i 1970’erne, hvor inflationen voksede til 27 procent, arbejdsløsheden nåede sit højeste niveau i årtier, og flere millioner arbejdere strejkede på skift.

Læs også

I Bruxelles kan ingen høre Morten Helveg skrige. Det kan hans nye klimabog forhåbentlig ændre

Kongeriget måtte derfor vælge mellem nye mareridt, som Tinline finder i pundets kollaps, anarkiets voldelige oprør imod teknokratiet og ikke mindst ”enden på den sociale fred,” og Margaret Thatcher, Tory-formand og senere premierminister, formede siden frygten med henvisning til overdreven statsmagt.

George Orwells dystopi lurede lige om hjørnet, formanede hun, venstrefløjens ”ubarmhjertige ekspansion” fjernede friheden, og man var ”uigenkaldeligt på vej mod en socialistisk stat,” hvis ikke ”erosion og siden destruktion af den demokratiske levevis.”

Skræmmebilledet skulle dog først overskygge det vedtagne, for ”fordrivelsen af et mareridt og ødelæggelsen af et eksisterende tabu kræver lang tids tovtrækkeri,” som Tinline indvender for at gendrive risikoen for genveje og forsimplinger.

Og i en tid plaget af uorden og adskillige strejker, forældede dogmer til nye problemer, var der stadigt større grund til at vende bøtten og med mareridtets mellemkomst slå ind på den markedsorienterede nyliberalisme og tage afstand til keynesianismens store offentlige forbrug og forpligtelsen på fuld beskæftigelse.

Sådan falder brikkerne bekvemt på plads i Tinlines harmoniske univers, igen var der ro på bagsmækken, og et nyt mareridt, den altomfavnende stat, afværget. Og betyder demokratiet, som Tinline skriver, at ”en utænkelig ny idé undergår en lang eksamen, før den etableres”, var også det og nationen som sådan atter sikret.

Et saligt nyt mareridt?

Markedsforherligelsen herskede frem til og ind i årtusindeskiftet, hvor New Labour og Tony Blairs socialliberalisme og diffuse tredje vej blindt hyldede globaliseringens frie markedsprincipper og sociale mobilitet, den på alle måder frie bevægelse.

Finanskrisen udhulede dog den kosmopolitiske mytologi og forbrødring, ikke alle fik del i fremskridtet, og fordi ideologien var ”elitær, formløs og uden kritik af status quo,” følte mange sig i et tomrum, der kunne udfyldes af ny politik, nye uhyrer.

Fortrængte idéer om retfærdig omfordeling vendte derfor tilbage sammen med vreden fra 1940’erne og 1970’erne, hvor landets konsensus sidst brød sammen, inden Brexit-afstemningen i 2016 beseglede et nyt, gammelt mareridt, som denne gang ikke vedrørte statens størrelse eller autoritære tendenser, men kontroltab, frygten for immigration og autoritetstab, det tidligere imperiums autonomi.

Som Tinline, måske en smule naivt, slutter sin håbefulde gennemgang af sit fædrelands turbulente massedemokrati, kan et nyt mareridt vise sig som ”enden på en lang demokratisk proces”
Jacob Pedersen
Freelancejournalist

Efter pandemien igen har legitimeret og afpolitiseret den favnende, stærke stat, handler det nu mest om ”national forening under en beskyttende stat,” som Tinline hævder, om vægtning af kollektivet over for individet, sikkerhed frem for frihed.

Heldigvis er Tinline bevidst om, at stemningen endnu er uforsonlig, at populister til begge sider taler i munden på hinanden, og at en lang række korttidsregeringer de seneste 15 år – herunder Boris Johnsons – ikke har stadfæstet et nyt kompromis.

Tinline indvender derfor til sidst, at en ny konsensus givetvis aldrig opstår, at ”der ingen garanti findes for, at demokratiet lever for evigt,” og nå ja, kunne man tilføje, politik er i sin natur cyklisk og uforudsigeligt, sejrene og nederlagene midlertidige.

Men som Tinline, måske en smule naivt, slutter sin håbefulde gennemgang af sit fædrelands turbulente massedemokrati, kan et nyt mareridt vise sig som ”enden på en lang demokratisk proces” siden 00’erne, som vejen ud af polariseringen og det nuværende vadested mellem en kollapsende gammel orden og en mulig ny.

Det nye mareridt, Tinline i sin skønlitterære logik tror kan overkomme fortidens mareridt, samle den trængte nation og være fødselshjælper til en ny æra, er ikke mindre end ”tabet af fællesskab og stolthed,” mistro til demokratiet og sig selv.

Står udlægningen til troende, behøver det, der ”med god grund kan ligne et ydmygende, skræmmende rod,” altså ikke at være et punktum i historien, for den har før vist, at ”døden af konsensus ikke var demokratiets død, men demokratiet der gjorde sit arbejde,” som Tinline bedyrer.

Tilbage står dog, at britisk politik lige nu netop ligner noget rod, og at mareridt undertiden bliver til virkelighed.

Politik har aldrig været vigtigere