5 A'er: Ny bog viser vejen til politisk indflydelse for civilsamfundet

Det danske folkestyre er i stigende grad en kampplads for professionel politisk interessevaretagelse. Stadig flere aktører investerer betydelige ressourcer i 'advocacy' eller 'public affairs'.

Et hav af PA-bureauer falbyder deres assistance til at skaffe målrettet indflydelse hos lokale, nationale og europæiske beslutningstagere. Og mange virksomheder, organisationer, almennyttige fonde og, ja sågar, offentlige institutioner har i dag spindoktorer og politiske konsulenter ansat. 

Store private virksomheder, der investerer massivt i professionel politisk interessevaretagelse, kan typisk levere mere målrettede og gennemarbejdede indspil til fortravlede folketingsmedlemmer end for eksempel en mindre handicaporganisation med få ansatte. Selvfølgelig kan David slå Goliat i ny og næ, men når lobbykampen raser, vil vi typisk se en Matthæus-effekt: “Til dem, der har, skal mere gives.”

På denne bekymrende baggrund er Anker Brink Lund og Stine Hove Marslings nye 'Politisk interessevaretagelse – Mere end lobbyisme og mediehåndtering' velgørende.

For det interessepolitiske kapløb kan være problematisk, hvis adgangen og muligheden for indflydelse skævvrides.

Kampen om politisk opmærksomhed, offentlige midler og nye lovforslag intensiveres markant i disse år. Og det betyder, at de aktører, der har ressourcer og ekspertise til rådighed, ofte vil få bedre adgang og styrkede muligheder for politiske resultater.

Selv små spillere kan få mere politisk indflydelse

Forfatterne berører kun kursorisk de bredere demokratiske konsekvenser af den voksende konkurrence på lobbyfronten. Men de har alligevel det sympatiske sigte, at flere kan og vil gøre brug af politisk indflydelse.

Læserbreve og underskriftsindsamlinger er typisk de intuitive førstevalg – også selv når andre og mere lavmælte strategier er mere effektive for sagen

Rasmus Grue Christensen
Direktør, Dignity

Med deres bog vil de gerne 'afmystificere' politisk interessevaretagelse og bidrage til, at blandt andet flere civilsamfundsorganisationer kan lære håndværket og få øget interessepolitisk adgang – selv med få ressourcer.

Det handler ikke mindst om systematik og hård prioritering. For sandheden er, at mange civilsamfundsorganisationer fortsat har meget at lære inden for politisk interessevaretagelse. Manglende ressourcer er naturligvis en vigtig barriere.

Men – i min erfaring – er der også nogle mere 'systemiske' barrierer hos mange civilsamfundsorganisationer. Vi er drevet af vores mission og derfor typisk meget handlekraftige. Vi har susende travlt med at gøre en positiv forskel for udsatte mennesker! Det betyder ofte, at der er for lidt tid og overskud til langsigtede strategier og løbende evalueringer af indsatser – og det er som regel afgørende inden for public affairs.

Desuden er der også – i hvert fald i nogle dele af civilsamfundet – en stor forkærlighed for den mere aktivistiske interessevaretagelse. Læserbreve og underskriftsindsamlinger er typisk de intuitive førstevalg – også selv når andre og mere lavmælte strategier er mere effektive for sagen.

Her tilbyder Anker Brink Lund og Stine Hove Marsling gode og nyttige indsigter. Bogen vil bygge bro mellem relevant forskning på området og konkret praksis. Det lykkes i vid udstrækning.

Bogen er sirligt struktureret rundt om 'diamant'-modellen, der viser skæringspunkter og samspil mellem fire grundbegreber i politisk interessevaretagelse: issues, stakes, stakeholders and strategies.

Konkrete eksempler fungerer

Forfatterne demonstrerer – med brug af illustrative cases – hvordan enhver fortalerindsats må forholde sig systematisk og dynamisk til de fire grundbegreber: Hvad er den konkrete politisk sag (eller potentielle politiske sag)? Hvor meget og hvilke indsatser er der på spil for aktørerne? Hvem er med- og modspillere? Og hvilke konkrete strategier kan og skal anvendes?

Jeg synes dog også, at bogens begrebsapparat bliver lidt for overlæsset. Måske ikke mindst for mindre organisationer

Rasmus Grue Christensen
Direktør, Dignity

Begrebsapparatet fremstår stadigt stærkere i takt med, at hver dimension udfoldes i de enkelte kapitler.

Som praktiker bliver jeg også klogere af bogens konkrete eksempler. For eksempel er Copenhagen Phils kamp mod omprioriteringsbidraget på kulturområdet ret imponerende. Og det er også spændende at få udfoldet Fødevareforbundet NNF's årelange og tålmodige kamp for 'Arne-pensionen'.

Undervejs bekræftes nødvendigheden af en (endnu) mere systematisk og langsigtet tilgang til politisk interessevaretagelse. Forfatternes forskningsbaserede model synes godt egnet til at systematisere analyse og planlægning af vigtige policy-indsatser. Jeg vil i hvert fald selv gøre brug af modellen.

Forfatterne indfrier langt hen ad vejen deres ambition om at afmystificere politisk interessevaretagelse – og dermed bane vejen for, at flere kan få adgang til det politiske interessespil. Også uden om dyre lobbybureauer. 

Ikke mange smutveje

Jeg synes dog også, at bogens begrebsapparat bliver lidt for overlæsset. Måske ikke mindst for mindre civilsamfundsorganisationer. Grundbegreberne er krævende og bogens forskningsudgangspunkt betyder, at der præsenteres meget få smutveje. Du må hele tiden analysere, planlægge og genoverveje.

Desuden præsenterer forfatterne også en hel del andre kommunikationsfaglige begreber undervejs. Det viser et stort overblik over feltet, men øger også bogens kompleksitet.

Endelig er der enkelte unødvendige ekskurser i et par kapitler. Vi hører blandt andet om Folkemødets praktisk coronahåndtering – og doceres i et langt afsnit om moderne embedsmandsdyder i et kapitel om evaluering af lobbyindsatser!

Det ændrer imidlertid ikke på, at Anker Brink Lund og Stine Hove Marsling har skrevet en sympatisk, systematisk og brugbar bog om politisk interessevaretagelse.