Ny Naturfrednings-direktør: Jeg er ikke typen, der spiller med musklerne

Ét skrivebord, én kontorstol, én computer, nøgne vægge og seks stole om et mødebord. Det er alt. Et endnu sparsomt møbleret kontor danner ramme om mødet med den nye administrerende direktør i Danmarks Naturfredningsforening, Søren Bojer Nielsen. Han har siddet i stolen i præcis en måned, da vi tager en snak med ham om ledelse, foreningsliv og hårde skosåler.

Han har intet behov for at blive venner med sine ansatte. Han kalder sin stilling for en ensom position, og selvom han er leder i en interesseorganisation og ikke en milliardkoncern, skal rollerne være på plads.

”Chefen skal gå med hårde bunde på sine sko. For medarbejderne skal kunne høre, hvornår han kommer. Det skal være i orden, at de henne ad gangen taler mindre pænt om mig. Det kan man godt kalde distance, men for mig handler det om, at jeg ikke skal være en del af et vennefællesskab på en arbejdsplads,” siger han.

Søren Bojer Nielsen er en erfaren leder. Han har været musikchef for Sjællands Symfoniorkester og senest direktør i Det Obelske Familiefond. Alligevel tiltræder han sin nye stilling med ydmyghed. I disse dage har han skemalagte medarbejdersamtaler af en times varighed med samtlige ansatte i Danmarks Naturfredningsforenings hovedkvarter i København.

Jeg har aldrig været, og jeg bliver aldrig den type leder, der spiller med muskler og viser, hvor stærk man er ved at smide halvdelen af personalet ud. Det har ikke noget med ledelse at gøre. Det er en falliterklæring.

Søren Bojer Nielsen
Adm. direktør i Danmarks Naturfredningsforening

”Jeg har sagt det helt fra mine ansættelsessamtaler. Jeg har aldrig været, og jeg bliver aldrig den type leder, der spiller med muskler og viser, hvor stærk man er ved at smide halvdelen af personalet ud. Det har ikke noget med ledelse at gøre. Det er en falliterklæring,” siger Søren Bojer Nielsen.

Ledelse er kultur
I Naturfredningsforeningen arbejder man i øjeblikket med levnet af den tidligere organisations kollektive ledelse. Da fire direktører i efteråret blev til to, ønskede man i foreningen at skifte til en mere traditionel ledelsesindretning med en enkelt direktør.

Søren Bojer Nielsen, der er ansat i stillingen som administrerende direktør, arbejder nu sammen med natur- og plandirektør Michael Leth Jess og økonomi- og medlemsdirektør Michael Vendelbo. Han affærdiger Altingets spørgsmål om sit syn på den alternative konstellation med, som han selv siger – et temmelig kort svar:

”Det er noget af det, vi sidder og arbejder på lige nu. Men jeg vil ikke snakke med Altinget om det, før jeg har snakket med mine medarbejdere om det.”

Den nye direktør går ikke ind i foreningen med moderne buzzwords som new public management, effektivisering og strukturering. I stedet mener han, at ledelse er et spørgsmål om at skabe den rigtige kultur. En kultur, hvor de ansatte tager medansvar for virksomhedens retning.

”Jeg var ude med en bekendt, der arbejder i et af ministerierne, der fortalte, at deres kontorchef eller afdelingschef havde et princip, om at lave strukturen om hvert tredje eller fjerde år. Det skulle skabe en god dynamik. Der må jeg bare igen sige bullshit. Det eneste, det skaber, er usikkerhed.”

Danmarks Naturfredningsforenings hovedafdeling i København står foran 95 lokale afdelinger og mere end 130.000 betalende medlemmer. På kontoret sidder 65 ansatte, der ifølge Søren Bojer Nielsen hver især besidder et engagement, der kan være vanskeligt at tøjle.

”Den rigtigt spændende ledelsesudfordring er, at de alle sammen får idéer om, at vi gør sådan eller sådan. Og hvis man ikke koordinerer det, bliver det ligesom et nytårsbatteri, der løber løbsk. I stedet for at skyde lige op i en søjle, så skyder det lidt til venstre, lidt til højre og vælter måske og skyder hen ad jorden,” siger han.

Batteriet vil han stabilisere ved at være synlig i huset. Som direktør har han behov for at møde de ansatte for at høre deres meninger og bekymringer.

”Der må jeg igen bare sige, at det er noget bullshit, når ledere siger: 'Min dør står åben.' Det er ikke nok, for så kommer kun de samme fem. Resten kommer ikke. Hvis man vil vide, hvad der foregår, skal man selv gå ud og snakke med folk i organisationen. Vi har et hus her i tre etager. Jeg skal komme både i stuen og på 3. sal.”

De unge skal fanges
Noget andet, man i Naturfredningsforeningen er nødt at kigge nærmere på, er, hvordan man i fremtiden skal appellere til ungdommen. En ungdom, der har et helt andet forhold til både naturen og foreningslivet end deres forældre.

”Vi har en kæmpe udfordring i årene fremover. Det er noget, vi deler med stort set alle de andre NGO’er. Vi er alle sammen en del af det formelle Foreningsdanmark. Men rigtig mange unge mennesker i dag er ikke optagede af foreningslivet. De er optagede af en sag.”

Heldigt for den tidligere musikchef har han erfaring med at sælge et produkt, der har svært ved at slå til blandt de unge. Og han mener godt, at man på visse områder, kan se ligheder mellem natur og finkultur.

”Der er mange i den unge generation, der vil sige: ’Ballet? Det forstår jeg ikke. Skal vi ikke bare lukke lortet?”. Det samme med naturen. Hvis ikke de kan se det smukke i naturen, kan vi da lige så godt fælde de træer og plante noget korn. Men nej, der er noget, der er større end os selv,” siger han og fortsætter med en personlig erfaring:

”Jeg er kommet meget i Svanninge Bakker. Når man står der og kigger ud over det Sydfynske Øhav, kan man pludselig klare et par dage igen. Det er den samme oplevelse, jeg har i en koncertsal.”