Nybagt mor ammede i smerter: Jeg fik ikke den rette hjælp på hospitalet

DEBAT: En dag efter fødslen begyndte et smertehelvede for Marie-Louise Boisen Lendal. Hver gang hun ammede sin søn, gispede hun af smerte. På hospitalet udeblev hjælpen, som hun i stedet fik på en privat klinik. Statsministeren må gribe ind, mener den nybagte mor.

Færre kvinder ammer på grund af smerter og dårlig rådgivning. Statsministeren må stoppe udviklingen, mener Marie-Louise Boisen Lendal.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Marie-Louise Boisen Lendal
Nybagt mor og direktør, Tænketanken Frej

Jeg fødte en lille, dejlig dreng på Hillerød Hospital 25. juni. Fødslen var som ventet smertefuld. Det ved alle, og det er man som mor indstillet på, men alt gik godt.

Glade og lykkelige vendte vi hjem fra hospitalet med vores nye lille guldklump. Amningen var allerede gået i gang lige efter fødslen, og jeg glædede mig til at skulle amme den lille dreng og se ham vokse.

Men allerede efter en dag begyndte smertehelvedet.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Hver gang den lille skulle lægges til, gispede jeg af smerte. Nogle gange skreg jeg, og ofte græd jeg, imens jeg ammede ham. Og han ville ammes hele tiden.

Jeg ringede til barselshotlinen, som kan kontaktes døgnet rundt, for at forhøre mig om, hvad jeg kunne gøre.

Både min mand og jeg var ved at knække sammen. Ingen søvn, grædende baby og smerter.
Marie-Louise Boisen Lendal
Nybagt mor

Hver gang fik jeg at vide, at det var helt normalt. En nat ringede jeg efter at have ammet seks til otte timer nonstop i smerter, og igen fik jeg besked om, at det kunne jeg tage helt roligt – sådan skulle det være.

Knækkede min mand og jeg
Det skal gøre ondt at amme.

Hvis det var for slemt, kunne jeg bare sætte ammebrikker på, lød rådet. Men ammebrikker kan skabe langt flere problemer, end de løser.

Alle venner og bekendte, der har født, kunne berolige mig med, at jeg bare skulle holde ud de næste to til seks uger, for så ville alt blive godt derefter. Det havde de gjort.

Det skal gøre ondt at amme.

Til hæleprøven på Hillerød Hospital skulle den lille ammes igen. Jeg lavede jo ikke andet – som retningslinjerne foreskrev. I et venteværelse lagde jeg ham til, imens to jordemødre så til.

Samme smertehelvede gik i gang. Jeg gispede og skreg, imens de smilede sødt og trøstede mig med, at jeg gjorde det godt. Jeg spurgte dem, om de ikke kunne tjekke min ammeteknik – så den rigtig ud? Ja, det så helt fint ud, fik jeg fortalt.

Efterfølgende viste jeg dem mine brystvorter, og de kunne da godt se sår og rifter, men det er helt normalt i starten.

Det skal nemlig gøre ondt at amme.

Det havde kun varet tre døgn, og både min mand og jeg var ved at knække sammen. Ingen søvn, grædende baby og smerter.

Og vi følte os svage, for sådan skulle det jo være. Alle andre kunne klare det. Det handlede om at være stærk og holde ud.

Babyinstituttet blev min redning
Heldigvis kom min kloge mor mig til undsætning. Hun kunne høre, at alt var galt, og bookede et ophold til os på noget, der hedder babyinstituttet.

Udmattede tog vi afsted med forventningen om, at vi skulle få af vide, at der var mange som os, og vi bare skulle igennem det.

Det skal jo gøre ondt at amme.

Men babyinstituttet blev vores totale redning. En ældre, erfaren jordemoder lagde mig ned, tog fat i mine bryster og ammede min dreng for mig.

Allerede første gang kunne jeg mærke en kæmpe forskel. Jeg skreg ikke af smerte. Det næste døgn tog hun sig af os.

Brugte min krop til at lære ham at amme rigtigt. Sikrede, at hans dårlige vaner med forkert sutteteknik forsvandt. Afvænnede ham fra at være ved mig og mine bryster hele tiden, men satte det hele i system, så han kun skulle ammes maksimalt hver tredje time. Og lærte mig de rigtige ammeteknikker.

Alt det, som jeg havde fået at vide af fagpersonalet på Hillerød Hospital, slog hun en streg over. Måske minder det om teknikker fra gamle engelske nannies, og måske er det imod de retningslinjer, som eksperter har fundet frem til, er det mest korrekte, men for mig aflivede hun for alvor myten om, at det skal gøre ondt at amme.

Læs også

Psykolog: Omsorgen er forsvundet på landets fødegange

Debat

Glæde ender ud i gråd
Dette er en personlig anekdote. Jeg har ingen faglighed på området. Kender hverken til forskning eller retningslinjer.

Jeg ved bare, hvad der virkede for mig. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på de mange babyer og mødre derude, der ville kunne få samme hjælp, hvis børn og bryster ikke blev sat i kasser, men at jordemødre begyndte at bruge deres hænder og faglighed til at guide os.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis mange mødre sidder og græder og gisper af smerte lige i sit nyfødte barns ansigt, så kan det have konsekvenser for deres udvikling og empatifølelse.

Det, der bør forbindes med glæde og hygge, vises som gråd og smerte.

Hvis hjernen er i gang med at udvikle sig netop i de første måneder, kan det så ikke have konsekvenser for barnets udvikling?

Uden hjælp havde jeg stoppet amning
Andelen af børn, der ammes, er stadigt faldende, og jeg forstår fuldt ud hvorfor. Havde jeg ikke fået hjælp, var jeg også stoppet med at amme.

For nogle kvinder fungerer det med det samme og af sig selv. Andre kvinder holder ud og klarer smertehelvedet, og så er der mange, der giver op og giver flaske.

På Jordemoderforeningens hjemmeside står der, at "hvis moderen ikke trives med at amme, er det bedst, at hun lader være."

Man arbejder meget med, at det ikke skal være et psykisk nederlag at stoppe med at amme. Det er udmærket.

Men ville det ikke være bedre at lære mor og baby at amme med succes? For mig tog det tre døgn at gå fra smertehelvede, til at jeg selv kunne amme uden problemer.

I det offentlige var jeg formentlig blevet rådet til at stoppe med amningen og give flaske.

Smertefri amning er kun for de rige
Den introduktion, som jeg fik til amning gennem det offentlige, var til fødselsforberedelse to måneder før selve fødslen i et stort auditorium med cirka 150 vordende forældre. Her blev vist på slideshows, hvordan man ammer korrekt, og det så jo nemt ud.

Men at få fortalt ammeteknik på en skærm, før ens barn er født, er uhåndgribeligt. Så hvorfor er der ikke bare flere, der tager en tur på babyinstituttet? Et ophold på babyinstituttet koster 6.000 kroner i døgnet.

Derfor har de færreste råd til at bruge den livslinje og få hjælp. Derudover ved man jo slet ikke, at der findes hjælp, fordi man får at vide, at alt er, som det skal være.

Jeg tog kun derhen selv, fordi min mor insisterede og betalte. Det er ærgerligt, at det kun er de få, der kender til, at det findes, og har råd til det, der kan få hjælp til opstart af amning. Er det rimeligt?

Susanne Hede, formand for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, har fortalt DR, at "der er lavere serviceniveau end før finanskrisen. Mødre kommer tidligere hjem fra hospitalet og får ikke så meget hjælp i starten som førhen. Hvis mødrene kan få hjælp, når de har brug for det, vil mange gerne amme."

Vi har nu fået en ny statsminister, der har udnævnt sig selv som børnenes statsminister. Måske det netop er her, at det er allermest vigtigt at gå i gang for at forbedre børnenes trivsel.

Jeg opfordrer Mette Frederiksen (S) til at se med alvorlige øjne på udviklingen af færre kvinder, der ammer på grund af smerter og dårlig rådgivning, og få sat arbejdet i gang for at stoppe udviklingen.

Hun kan jo starte med at kontakte babyinstituttet, så vi en gang for alle kan slukke myten om, at det skal gøre ondt at amme.

Politik har aldrig været vigtigere