Nye Borgerlige klar til at indtage Christiansborg

Ved næste valg er der mulighed for at sætte krydset ved endnu et parti.
Nye Borgerlige har fået de 20.109 vælgererklæringer, der skal til for at stille op til Folketinget.
Allerede 12. september havde partiet tilstrækkeligt med underskrifter, men man indsamlede yderligere 500 for at være på den sikre side.
Underskrifterne skal nu gennemgås og godkendes i Social- og Indenrigsministeriet. Partiet vil anmode om at få tildelt listebogstavet D.
I det højreorienterede parti, der står for en stram udlændingepolitik og en liberal økonomisk politik, er man glade for nu at kunne stille op til Folketinget.
”Vi har indsamlet mere end de 20.109 underskrifter, som vi skulle. Så vi har nået målet, og nu er vi klar til valg. Jeg er både glad og lettet,” siger Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige til TV 2.
Frygter borgerkrig
Nye Borgerlige blev stiftet i 2015 af Pernille Vermund, der er tidligere folketingskandidat for Konservative og Peter Seier Christensen.
Pernille Vermund opsummerer partiets politiske prioriteter med en strammere udlændingepolitik, lavere skatter og et ønske om at forlade EU.
Partiet vil blandt andet suspendere al asylbehandling i Danmark, stoppe udbetalingen af alle offentlige ydelser til udlændinge og træde ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN's Flygtningekonvention.
Ifølge Pernille Vermund vil spændinger, som bliver skabt af indvandringen i det danske samfund, i værste fald resultere i ”en borgerkrig”.
Det sidste år har en række byrådspolitikere rundt om i landet meldt sig ind i partiet, og det samme har blandt andre debattør og islamkritiker Lars Hedegaard.
Mistet to folkevalgte
Partiet har dog allerede mistet to medlemmer, der har repræsenteret partiet som folkevalgte.
En af dem er det tidligere medlem af Dansk Folkeparti, Vivi Jensen, der sidder i regionsrådet i Nordjylland og byrådet i Hjørring. Hun har valgt at forlade partiet, efter at hun har fået lov at nærlæse partiets principprogram. Særligt Nye Borgerliges socialpolitik har fået hende til at trække sig.
Derudover har en anden tidligere DF'er, Annette Vahlgreen, der sidder i byrådet i Vesthimmerlands Kommune, også meldt sig ud, fordi hun ikke kan stå inde for partiets økonomiske politik.
Artiklen var skrevet af
- Vermund væmmes ved det yderste højre: "En syg tanke, at vi defineres af gener"
- Fra dag ét var målet, at hun skulle tilbage. Men pludselig nagede et spørgsmål Mai Mercado
- DF's nye folk i København er klar til at gøre livet surt for Sisse Marie Welling
- Altingets stifter: Efter 26 år har jeg solgt Altinget. Her er min næste plan
- Venstrefløjen vil stoppe hoteller i København. Men de overser noget vigtigt
































