Nye Borgerliges interne kamp udstiller mange partiers største dilemma: Magt eller protest?

Lars Bojes (NB) formandskab varsler et opgør med Pernille Vermunds (NB) samarbejdsvillige kommunikation. Han vil gøre Nye Borgerlige magtkritiske igen. Grænsesøgende. Partiet skal være for de korslagte armes politik, hvor kompromisser er for opportunister. Mere liberalt. Mere systemkritisk. Mere protest.

Tilbage til den spæde start, hvor Nye Borgerlige opstod i røgen af, at Liberal Alliance opførte sig som lallende amatører, og Dansk Folkeparti mere og mere blev set som en del af systemet. Nye Borgerliges deroute i de seneste uger udstiller i virkeligheden en problematik, som alle systemkritiske partier, der ikke er en del af de gamle magtpartier, tumler med. Det handler om protest versus pragmatik. Men er en stramning af den kommunikative linje nøglen tilbage til succes?

De var kategoriske til en begyndelse. De ville løse problemerne fra bunden. Gå til kanten af grundloven. Smide konventionerne over bord. Med tiden er tøjlerne blevet løsere, og i 2018 måtte man til trods for ultimative krav forstå, at Nye Borgerlige ville være lige så samarbejdsvillige som alle andre. Pragmatiske, som Pernille Vermund bedyrede. Ikke noget protestparti, som hun sagde fra talerstolen til partiets landsmøde i 2021.

Alt, der kunne trække Danmark i den rigtige retning, vil de gerne hjælpe til med. Man kravlede ned fra træet igen. Man hoppede ikke, som Anders Samuelsen (LA) var nødsaget til og deraf brækkede både det ene og andet ben, men kravlede langsomt. Det er den linje, Lars Boje vil lægge om. Op i træet igen vil man nu. Hejse flaget med systemkritik og fange de tabte Danmarksdemokrat-vælgere.

Der er såmænd intet nyt i, at oppositionspartier pendulerer frem og tilbage på skalaen mellem pragmatik og kritik. Der råbes lidt på sidelinjen og søges indflydelse for så at råbe lidt igen. Det samme er set mange andre steder blandt nylige eksempler hos Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance. Det handler om balance.

Vælgersegmentet uden for de store magtpartier vil se både konkret handling og ansvar, men også kritiske indpiskere af det etablerede. Kan man rykke sig tættere på magten uden at miste kant. Kan man indgå i aftaler og kompromiser uden at gå på kompromis med principper.

Nye Borgerliges interne kamp udstiller mange partiers vigtigste strategiske valg: Er vi et protestparti, eller søger vi indflydelse?

Malene Møller Hall
Kommunikationsrådgiver, Primetime

Vise, at man er regeringsduelig, ansvarsfulde og stuerene, spille fandango på doorsteps, når man indgår forlig, og samtidig bevare en vis kritik, når der går for meget Christiansborg i processen – så kan tilslutningen opretholdes.  Guldet findes for enden af balancens regnbue, men ak, afvejningen er svær at få til at gå op i en højere enhed. Det kan dog lade sig gøre.

Dansk Folkeparti tjener – til trods for partiets verserende nedtur – til tronende eksempel. Op gennem 00’erne forstod Pia Kjærsgaard (DF) at være udlændingevokal i sådan en grad, at ingen var i tvivl om, hvor man havde Dansk Folkeparti. Imidlertid lagde partiet stadig mandater til samtlige politiske aftaler under Anders Fogh Rasmussen (V) og Lars Løkke (V) regeringerne.

Dansk Folkeparti var ikke blinde for det faktum, at alt ikke var, som de ønskede, men kanaliserede kritikken ind i små skridt. Partiet voksede på baggrund af, at de var danmarksmestre i at sætte ord på udlændingedagsordenen, men formåede mere eller mindre at være med i alle forlig i ti år under deres velmagtsdage.

De var konstruktive, men de havde en fast position. De klingede på indvandrerkritik. Gør det stadig – og deler den tvivlsomme fornøjelse med andre nu. Til trods for sagligt samspil med regeringen gik de til valg på, at man vidste, hvor man havde dem. Og det gjorde man faktisk. Det er svært at være i tvivl om Dansk Folkepartis varemærke. Med tiden er glansen gået af, bevares, men en vis Dansk Folkeparti Classic findes stadig. Noget med rødternet dug, gris og campingvogne. Det er en anden snak.

Socialistisk Folkeparti gør det også. Balancerer den strategiske kommunikation – og har i den pæne udlægning haft deres op- og nedture. Villy Søvndal (SF) tog partiet til stormende højder og gjorde for første gang Socialistisk Folkeparti til et regeringsparti. Fra yderligtgående venstrefløjsparti med bare tæer i sandalerne, langt hår og folk, der nægtede at gå i skjorte, til stiletter og blazere på de bonede gulve.

Villy Søvndal fik dog pendulet svunget så langt mod midten, at de glemte magtkritikken. Man glemte at stå i egen ret, som nogen ville sige i dag. Til gengæld åd de en masse kameler uden at spytte noget konkret op igen, og i slipstrømmen af løftebrud og sure vælgere, der ville have en fair løsning, som lovet, kom Annette Vilhelmsen (SF) til magten i en parentes.

SF’s stramning viser, at kommunikationen løbende er en strategisk afvejning og balancering. Det er i bund og grund samme øvelse, Nye Borgerlige står overfor.

Malene Møller Hall
Kommunikationsrådgiver, Primetime

Partiet har i dag – ligesom Dansk Folkeparti – etableret sit varemærke: Tænk på minimumsnormeringer, mistrivsel og klima, og straks dukker Jacob Mark (SF) op på nethinden. De kommunikerer, så man kan genkende Sosicalistisk Folkepartis ståsted, men er samtidig tilpas loyale, så de kan gå i regering, når chancen byder sig igen. Et kompromisparti.

Socialistisk Folkeparti er Socialdemokratiets korrektiv – men Pia Olsen Dyhr (SF) har længe været beskyldt for mest af alt at være Mette Frederiksens (S) nikkedukke. Socialdemokratiske skødehunde, var de. Den afdæmpede retorik har været helt bevidst. Til gengæld har de siden efteråret strammet linjen. Med succes. Der er uden tvivl højt humør og hopla på Socialistisk Folkepartis gange i skrivende stund, for partiet vælter sig i flotte meningsmålinger.

Vi ved alle, at det ikke varer evigt, for balancen er også svær i dag. Men kritikken runger højere, når Pia Olsen Dyhr langer ud efter regeringen. Indignationen er troværdig endsige oprigtig, netop fordi hendes retorik almindeligvis er afdæmpet og kedelig. Socialistisk Folkepartis stramning viser, at kommunikationen løbende er en strategisk afvejning og balancering.  Det er i bund og grund samme øvelse, Nye Borgerlige står overfor. I et andet omfang, jovist. 

Liberal Alliance befinder sig i båd med Nye Borgerlige. Vælgerne ser helst, at man dels er saglig og skaber forandring og dels fastholder en magtkritik. Alex Vanopslagh (LA) har taget Liberal Alliance fra golde meningsmålinger til herkuliske højder. Det er historien om fald og storhed.