Holstein ser tilbage på 20 år i dansk politik: Nye dagsordener afgør valgene

Af Erik Holstein
Journalist og politisk kommentator

Regeringen stod med sikkerhed til at falde, selvom der var næsten to år til valget. Det var det deprimerende udgangspunkt for statsminister Poul Nyrup Rasmussens SR-regering, da rådhusklokkerne bimlede det nye årtusind ind.

Ud fra normale præmisser skulle regeringen ellers stå godt. Poul Nyrup havde sammen med Mogens Lykketoft (S) som finansminister og Marianne Jelved (R) som økonomiminister succesfuldt bekæmpet den arbejdsløshed, der havde enorme dimensioner, da regeringen trådte til i 1993.

Men nye emner var begyndt at overtrumfe økonomien.

Vigtigst var værdipolitikken, rets- og udlændingepolitikken, hvor der i mange år havde været en enorm kløft mellem et flertal i befolkningen og et flertal i Folketinget. En potentielt sprængfarlig situation, der nu var på nippet til at eksplodere.

Meningsmålinger viste entydigt, at der i befolkningen var et kæmpe flertal for at stramme op på udlændingepolitikken. Det gjaldt ikke mindst indvandrernes familiesammenføringer, der fortsatte i generation efter generation, ofte som følge af arrangerede ægteskaber.

Samme mønster så man i retspolitikken. Her var straffene for personfarlige forbrydelser som vold og voldtægt blevet mindre gennem en årrække, og man så nu strafudmålinger på få måneders fængsel for selv grove voldtægter eller alvorlig vold.

I Folketinget dominerede den bløde linje i retspolitikken, og det havde altid været tabu at føre valgkamp på udlændingepolitikken. Således havde det største oppositionsparti Venstre holdt meget igen under Uffe Ellemann-Jensens lederskab.

Men i 1998 var Anders Fogh Rasmussen kommet til som ny Venstre-leder, og sammen med partisekretær Claus Hjort Frederiksen blev der lagt en helt ny strategi. Venstre skærpede nu kraftigt tonen i værdipolitikken og gjorde det område til den afgørende flanke mod Nyrups SR-regering.

Samtidig foretog Venstre et andet afgørende skridt. Partiet bevægede sig mod midten i velfærdspolitikken, efter Uffe Ellemann på et mulehår havde tabt til Nyrup i 1998 på grund af en for liberalistisk profil. Venstres ændrede strategi viste sig hurtigt populær blandt de socialdemokratiske arbejdervælgere.

En anden trussel mod Nyrups vælgerbase kom fra Pia Kjærsgaards nye parti, Dansk Folkeparti, der fik stadig større tilslutning i en rendyrket protest mod udlændingepolitikken.

Officielt ville ingen kendes ved Dansk Folkeparti, som Ellemann beskrev som ”rædselsfulde”, og Nyrup – med en nærmest ikonisk bemærkning – beskrev som nogen, der ”aldrig blev stuerene”. 

Men DF kunne spille på den folkelige utilfredshed og dermed være i stand til at sætte dagsordenen.

Presset fik efterhånden både Socialdemokratiet og regeringen til at slå revner.

En fløj med indenrigsminister Karen Jespersen og det nyvalgte folketingsmedlem Henrik Sass Larsen i spidsen lå tæt på Venstre og Dansk Folkeparti og arbejdede for kraftige opstramninger.

Den tidligere formand Svend Auken og hans støtter stod på den anden fløj, og på et socialdemokratisk regeringsseminar i Havnsø truede Auken ligefrem med at splitte Socialdemokratiet med ordene: ”Der er grænser for, hvad dette parti kan rumme.”

Det Radikale Venstre lå helt på linje med Aukens holdninger, og op til valget i 2001 foregik der intriger på kryds og tværs i SR-regeringen. Nyrup forsøgte at balancere, men fandt aldrig et fast anker i den diskussion.

I forvejen var der frustration i dele af det socialdemokratiske vælgerkorps efter Nyrups efterlønsindgreb et par år før. I sammenligning med senere indgreb var der tale om et meget mildt indgreb, men ved valget i 1998 havde Nyrup ligefrem garanteret for efterlønnen. Det sikrede sejren, men ramte ham efterfølgende som en boomerang.

Efterlønsindgrebet var en understregning af, at velfærdsordningerne nu ikke længere blev mere og mere generøse. Det gik snarere den anden vej. Det samme var sket med længden af dagpengeperioden, som ved regeringens tiltræden reelt havde været ubegrænset. Tendensen til barbering af velfærdsordninger på arbejdsmarkedet skulle blive et gennemgående tema i årene frem.

Euroafstemningen i år 2000 blev endnu en pind til SR-regeringens ligkiste. Både Nyrup og Jelved havde kastet masser af prestige ind for at sikre en dansk tilslutning til euroen, men vælgerne var uenige: Over 53 procent stemte nej og demonstrerede dermed igen, at godt nok er der et stort flertal for dansk EU-medlemskab, men de færreste ønsker at afgive mere suverænitet til Bruxelles.

Pia Kjærsgaards triumf
Valget i 2001 blev et banebrydende valg, et af de valg, der med rette kaldes et jordskredsvalg.

Den socialdemokratiske tilbagegang blev katastrofalt stor. Partiet mistede næsten syv procentpoint, og for første gang i 77 år overhalede Venstre Socialdemokratiet som landets største parti.

Ikke alene Venstre triumferede, det samme gjorde Dansk Folkeparti, mens Konservative gik et par promiller frem. Da Centrumdemokraterne landede lige under spærregrænsen, var der pludseligt rent VKO-flertal. Et vildt overraskende resultat, men det passede Fogh og Hjort fint, at de nu kunne afhandle sagerne med Pia Kjærsgaard uden at skulle tage hensyn til CD’s leder, Mimi Jakobsen.

Der var på forhånd tvivl om, hvor meget man kunne regne med Pia Kjærsgaards folk som et stabilt parlamentarisk grundlag. Alle huskede de kaotiske tilstande i Fremskridtspartiet, som Pia Kjærsgaard var brudt ud af, og den konservative leder, Bendt Bendtsen, havde før valget lagt op til, at DF blot skulle bruges som stemmekvæg, men ikke skulle regne med nogen som helst indflydelse.

Alligevel opstod der hurtigt et effektivt og stabilt samarbejde mellem den nye VK-regering og Dansk Folkeparti. Lakmusprøven blev de udlændingestramninger, VKO forhandlede på plads i foråret i 2002 – og som først og fremmest førte til en markant stramning af reglerne for familiesammenføring.

Det såkaldte tilknytningskrav blev indført, det samme gjorde reglen om, at begge ægtefæller skal være 24 år, hvis der skal gives tilladelse til familiesammenføring. Hensigten var ikke alene at begrænse de kædesammenføringer, som var blevet almindelige for muslimske indvandrere fra lande som Tyrkiet, Pakistan og Marokko. Hensigten var også at forhindre, at unge piger med anden etnisk baggrund blev giftet væk som 18-årige, uden de havde nået at få en uddannelse.

Den nye udlændingelov blev lavet meget firkantet. Af frygt for at blive beskyldt for diskriminering og komme i konflikt med de internationale konventioner blev 24-årsreglen også gjort til en stopklods i tilfælde, hvor der ikke ville være problemer med integrationen. Som hvis en dansk student mødte en pige på et amerikansk universitet og ville sammenføres.

Hos socialdemokraterne førte det ødelæggende nederlag og den fortsatte uenighed om udlændingepolitikken til en dyb splittelse af partiet.

Dagen efter valgnederlaget rettede det unge, nyvalgte folketingsmedlem Mette Frederiksen et frontalangreb mod Karen Jespersens strammerlinje: ”Nu må det være helt slut med Karen Jespersens politik,” lød det fra Mette Frederiksen, der så Jespersens forsøg på opstramninger som helt forfejlede.

I toppen af partiet kom Poul Nyrup Rasmussen under pres. Hans gamle makker og allierede Mogens Lykketoft gik i alliance med Svend Auken og Ritt Bjerregaard for at presse Nyrup væk fra formandsposten. Det lykkedes i et ublodigt kup et år efter valget.

Derefter tog Lykketoft over som formand, men det fik ikke fløjkampene til at forstumme.

På den borgerlige side af hegnet kørte det derimod helt efter Anders Fogh Rasmussens masterplan. Den tidligere tilhænger af minimalstaten fik succes med sin halvsocialdemokratiske økonomiske politik kombineret med en stram værdipolitik.

Samarbejdet med Dansk Folkeparti blev hurtigt til en egentlig blokpolitik, hvor finanslov på finanslov blev klappet af mellem Venstres finansminister, Thor Pedersen, og DF’s finansordfører, Kristian Thulesen Dahl. Ofte over en flæskesteg for ligesom at understrege den gode stemning.

Den stil passede perfekt til den ekstremt kontrollerede Foghs temperament. Og det gav ham mulighed for at effektuere sin kontraktpolitik. Den nye stil, hvor man som politiker gav nogle meget håndfaste løfter inden valget, som man efterfølgende var bundet til at opfylde.

Kontraktpolitikken blev hurtigt populær, ikke mindst i kølvandet på miseren med Nyrups efterlønsgaranti, hvor mange vælgere følte sig ført bag lyset.

Udenrigspolitisk blev kursen også lagt om efter VK-regeringens tiltræden. I SR-regeringens allersidste år havde Mogens Lykketoft været udenrigsminister, og Lykketoft gjorde sig bemærket med en skarp kritik af både USA og Israel. Noget ret uset fra en dansk udenrigsminister, men en kurs med en pæn klangbund i befolkningen.

Men Anders Fogh Rasmussen og den nye konservative udenrigsminister, Per Stig Møller, lagde sig i stedet tæt op ad USA. Det kom mest dramatisk til udtryk med den danske deltagelse i Irakkrigen.

Det amerikanske angreb mod Saddam Husseins Irak blev begrundet med, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, og det blev tilmed påstået, at Irak havde forbindelse til terrororganisationen al-Qaeda, der i 2001 havde udført sit ødelæggende angreb på World Trade Center.

Fogh var ivrig efter at vise sig som en 110 procent loyal allieret med USA, og han pressede på, for at danske tropper skulle deltage i koalitionen mod Irak. Samme linje fulgte Tony Blair i England.

Men i det danske Folketing var en samlet opposition imod. Man følte sig overhovedet ikke overbevist om, at de amerikanske argumenter om al-Qaeda-forbindelser og masseødelæggelsesvåben holdt vand.

Fogh trumfede sin vilje igennem. VK-regeringen havde støtte fra Dansk Folkeparti, og i foråret 2003 blev det besluttet, at danske soldater skulle deltage i koalitionen mod Irak.

Det var helt usædvanligt, at et så snævert flertal trumfede en dansk krigsdeltagelse igennem. Det blev ikke bedre, da det viste sig, at skeptikerne havde haft ret: Saddam Hussein var en klassisk mellemøstlig despot, men havde hverken masseødelæggelsesvåben eller al-Qaeda-forbindelser.

Anders Fogh Rasmussen argumenterede siden med, at folketingsbeslutningen blot havde begrundet dansk krigsdeltagelse med, at Saddam Hussein ikke ville samarbejde med FN’s våbeninspektører. Det var formelt set rigtigt nok. Men det var kun formelt. Hele regeringens politiske argumentation var bygget om truslen fra Saddam Husseins påståede masseødelæggelsesvåben. Og på en pressebriefing havde Fogh selv udtalt:

”Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det.”

Grundlaget for den danske krigsdeltagelse i Irak holdt ganske enkelt ikke vand.

Et andet politikområde, der blev vendt upside down med den nye regering, var miljøpolitikken. I starten af nullerne stod kampen på det grønne område primært om miljø; klima var endnu ikke et folkeligt tema.

Som miljøminister i 1990’erne havde Svend Auken kraftigt opprioriteret området, men Fogh stod de første år for en klassisk Venstre-linje, hvor hensynet til landbrugets interesser overtrumfede miljøhensyn.

Aukens grønne ”miljøimperium” blev afmonteret med Venstremanden Hans Christian Schmidt som ny miljøminister. Det vakte særlig opsigt, at den kontroversielle Bjørn Lomborg blev udnævnt til leder af Institut for Miljøvurdering. Lomborgs forskning var stærkt omstridt, og hans holdning til både miljø og klima var en rød klud for hele oppositionen.

Således placerede Lomborg klimaudfordringerne langt nede på prioriteringslisten.

Senere ændrede Fogh dog holdning til miljø og klima, og i 2004 blev den konservative Connie Hedegaard hentet ind som først miljøminister og siden klimaminister for at give VK-regeringen en mere grøn profil.

Revner i SR-aksen
Fogh udskrev valg til afholdelse i februar 2005 og stod denne gang over for Mogens Lykketoft, men på forhånd var al spænding piftet.

Lykketoft havde været en fremragende finansminister og en markant udenrigsminister, men som statsministerkandidat var han en misforståelse. Lykketoft var en dårlig campaigner og blev mere og mere sur og vrissen, som valgkampen skred frem.

Men der var frem for alt politiske grunde til socialdemokraternes problemer. Partiet havde slet ikke fundet sine ben i udlændingepolitikken, Karen Jespersen havde smækket med døren og meldt sig ud i 2004, og tilmed var Lykketoft sommeren før røget i et hidsigt slagsmål med den radikale leder, Marianne Jelved, der var langt mere krigerisk over for den nye udlændingelov.

Jelveds skarpe retorik skaffede Radikale Venstre det bedste valg i mere end 30 år: 9,2 procent af stemmerne blev det til. Men Socialdemokratiet kom i klemme og fik et endnu voldsommere nederlag med nu kun 25,8 procent af stemmerne. Et niveau, partiet har ligget på siden.

VKO genvandt et sikkert flertal, Fogh kunne fortsætte, og Lykketoft trak sig som formand på valgaftenen.

Efter valget stod både Socialdemokratiet og SF til at skulle vælge ny formand.

I Socialdemokratiet var der lagt til et fløjopgør, hvor den gamle Nyrup-fløj stod over for Auken-fløjen. Opdelingen fulgte nogenlunde skillelinjerne mellem strammere og slappere i udlændingepolitikken.

Aukens kronprins var Frank Jensen, der havde en tung politisk erfaring og havde været justitsminister i fem år i SR-regeringen. Nyrup-fløjen havde sværere ved at finde en kandidat. Henrik Dam Kristensen ville ikke, og Henrik Sass Larsen vurderede, at han ikke kunne blive valgt. Til sidst faldt valget på et totalt wildcard, den nyvalgte Helle Thorning-Schmidt, der kun havde erfaring fra Europa-Parlamentet.

Hvad Thorning egentlig ville politisk, var ikke lysende klart, men hun signalerede fornyelse efter de to grumme nederlag. De to skulle op mod hinanden i en egentlig urafstemning blandt partiets medlemmer. Det var en nyskabelse i Socialdemokratiet, hvor det tidligere var de delegerede på partiets kongres, der foretog valget. Men Henrik Sass Larsen havde indset, at hans fløj ville have bedre chancer for at slå Frank Jensen ved en urafstemning, og Sass havde fået ændret vedtægterne i tide.

Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov var drivende i Thornings kampagne – med støtte fra Dansk Metal, der ofte har spillet en central rolle i partiets magtspil. Kampagnen var meget effektiv og blev kronet med Thornings løfte til partikammeraterne: ”Jeg kan slå Anders Fogh.”

Det kunne hun ikke. Men det var nok til at få hende valgt i en overraskende sejr over Frank Jensen.

Et tilsvarende opgør fandt sted i SF. Men med et helt andet udfald.

Her var hele tre formandskandidater, men reelt stod opgøret mellem veteranen Villy Søvndal og den tidligere SFU-formand Pia Olsen Dyhr.

Villy Søvndal blev støttet af partiets venstrefløj, herunder den afgående formand, Holger K. Nielsen, mens Pia Olsen fik opbakning fra SF’s grønne EU-begejstrede højrefløj med Steen Gade og Margrete Auken i spidsen.

Villy Søvndal vandt en klar sejr – og blev straks hældt ned ad brættet i nogle af medierne. ”Søvndals begravelsesforretning” hed det således i Information. Den beskrivelse skulle vise sig at være meget upræcis.

Ytringsfriheden sat på prøve
Den største udfordring for Fogh-regeringerne kom med Muhammed-krisen i 2005-2006, der udviklede sig til den største krise for Danmark siden Anden Verdenskrig.

Forhistorien var, at den socialistiske historiker og forfatter Kåre Bluitgen havde problemer med at få illustreret en børnebog om profeten Muhammeds liv, fordi flere tegnere efter sigende var bange for at tegne Muhammed.

På Jyllands-Posten besluttede kulturredaktør Flemming Rose sig for at teste problemets omfang. Han bad 12 danske tegnere om at lave hver deres tegning af Muhammed og slog på, at der i et demokrati også skal være plads til religiøs satire. ”Man må kunne tåle hån, spot og latterliggørelse,” skrev Rose i en tekst, der snart blev central i sagen. Tekst og tegninger blev offentliggjort 30. september 2005.

Det blev til en meget principiel diskussion, om man skulle acceptere en begrænsning af ytringsfriheden, fordi Danmark havde udviklet sig til et multietnisk samfund.

Tegningerne førte til vrede muslimske protester, først i Danmark, men hurtigt også internationalt. 12. oktober bad 11 ambassadører fra muslimske lande om et møde om sagen med Anders Fogh Rasmussen. Det afviste Fogh og gav i stedet følgende skriftlige svar til ambassadørerne:

”Ytringsfriheden er selve det danske demokratis fundament. Ytringsfriheden er meget vidtrækkende, og den danske regering har ingen mulighed for at påvirke pressen.”

Det er siden blevet diskuteret heftigt, om Fogh begik en fejl ved ikke at tage mødet, for afvisningen blev set som en fornærmelse i de muslimske lande.

På den anden side står det klart, at den danske statsminister ikke ville kunne give ambassadørerne indrømmelser på et sådant møde. Religiøs satire havde været tilladt i Danmark i mere end et århundrede, og Fogh hverken kunne eller ville undskylde for tegningerne.

I november rejste en delegation af danske imamer til Mellemøsten, hvor de opfordrede til international fordømmelse af tegningerne. De fremviste ikke alene Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. De viste også et billede af en fransk klovn fra en grisefest, der absolut intet havde med de danske tegninger at gøre. Men det satte gryden yderligere i kog.

Snart begynder kritikken at hagle ned over Danmark fra den muslimske verden, og efter nytår kom det helt ud af kontrol. I Saudi-Arabien blev der opfordret til boykot af danske varer, en opfordring, der siden blev gentaget af en større samling muslimske lærde. Det fik dele af erhvervslivet, herunder DI-direktør Hans Skov Christensen, til at lægge afstand til Jyllands-Posten.

30. januar blev presset for meget for Jyllands-Posten, der beklagede utilsigtet at have fornærmet muslimer. Avisen undskyldte dog ikke for at have bragt tegningerne. Et lignende budskab kom få dage efter fra Anders Fogh Rasmussen, der optrådte på en arabisk tv-kanal.

Men konflikten blev ikke dæmpet af den grund.

Få dage efter blev den danske ambassade i Damaskus stormet og sat i brand, og dagen efter skete det samme i Beirut. I de efterfølgende uger udviklede protesterne sig voldsomt i en række muslimske lande med tab af menneskeliv. På det tidspunkt fik Danmark en længe eftertragtet opbakning fra en bred vifte af vestlige lande.

Ny Alliance
Krisen døde langsomt ud i løbet af foråret, men den kastede lange skygger i dansk politik. I Altinget viste professor Søren Risbjerg Thomsens analyse af vælgervandringer, at der som følge af krisen blev skiftet parti i rekordfart. Især mange socialdemokratiske vælgere skiftede til Dansk Folkeparti, der havde profileret sig stærkt på sagen.

I et interview kom Anders Fogh Rasmussen med et angreb på dele af erhvervslivet, medieverdenen og kulturlivet, som efter Foghs mening havde svigtet i kampen mod ytringsfriheden. ”Fårene er blevet skilt fra bukkene,” udtalte Fogh.

Det fik straks den radikale leder, Marianne Jelved, på banen. Hun beskyldte statsministeren for at skabe skel i befolkningen: ”Fogh er en farlig mand, når han bruger sine evner til at splitte Danmark,” lød det fra Jelved. Værdikampen havde nået et nyt og endnu mere indædt niveau.

Hos Det Radikale Venstre blev efterdønningerne af Muhammedkrisen særlig mærkbare.

Mens Marianne Jelved konsekvent havde haft front mod Foghs håndtering af krisen, havde partifællen Naser Khader konsekvent front mod islamisterne. Under krisen dannede han foreningen Demokratiske Muslimer for at demonstrere modstand mod islamisterne.

Naser Khaders frustrationer med den radikale værdipolitik voksede, og i Europa-Parlamentet sad to andre dissidenter, der heller ikke var tilfredse med deres partier.

Den ene var Khaders partifælle Anders Samuelsen, der især var optaget af at få en mere liberalistisk skattepolitik. Den anden var den konservative Gitte Seeberg, der var endt på et sidespor efter partiets hidsige interne magtkampe i 1990’erne. Seeberg var primært interesseret i at få sat en stopper for Dansk Folkepartis stigende indflydelse.

7. maj 2007 sprang bomben så: Khader, Samuelsen og Seeberg indkaldte til pressemøde og erklærede partiet Ny Alliance for dannet.

Navnet Ny Alliance skulle vise sig uhyggelig præcist. For med den meget forskellige indfaldsvinkel fra stifterne var det reelt tale om en alliance af tre rebeller, der ville noget helt forskelligt.

Gitte Seeberg satte dagsordenen på pressemødet med sit ”Nok er nok” møntet på Dansk Folkeparti. Men den vinkel var hverken Khaders eller Samuelsens prioritet.

Det blev dog ikke noget problem i første omgang. Ny Alliance fik en flyvende start. Med Naser Khader i front som det store trækplaster strømmede medlemmerne til, og i en enkelt måling scorede partiet 12 procent af stemmerne.

Hos Radikale Venstre fik bruddet omgående konsekvenser. Partiet havde siden kanonvalget i 2005 haft en meget høj haleføring og på det sidste ligefrem kørt med Marianne Jelved som partiets egen statsministerkandidat.

Men godt en måned efter dannelsen af NA trådte Jelved tilbage som formand og overlod posten til Margrethe Vestager. Snart bakkede Radikale igen op om Socialdemokratiets formand som statsministerkandidat.

Anders Fogh Rasmussen valgte at satse og udskrev valg mere end et år før tiden til afholdelse i november 2007. På det tidspunkt var Ny Alliance begyndt at dale i meningsmålingerne. Alligevel tydede alt på, at partiet ville komme til at sidde med de afgørende mandater mellem blokkene.

Valgkampen gik elendigt for partiet. Naser Khader var en karismatisk skikkelse og havde haft stor gennemslagskraft i udlændingedebatten. Men som partileder skal man kunne mestre hele klaviaturet, og det kunne Khader ikke. Mest fatalt blev det, at det for mange vælgere var uklart, om Ny Alliance ville bakke op om en borgerlig regering eller ej.

Ved valget landede Ny Alliance på skuffende 2,8 procent – uden at få de afgørende mandater. Mod alle odds lykkedes det VKO at bevare flertallet, og Fogh kunne igen sætte sig i statsministerstolen.

Trods fiaskoen ved valget skulle Ny Alliance vise sig at være kimen til en strømning, der flere år senere fik det så stilsikre VKO-samarbejde til at slå revner.

Endnu en gang fik socialdemokraterne et dårligt valg, mens Radikale blev halveret og mistede hele gevinsten fra 2005. Til gengæld gjorde SF’s nye formand, Villy Søvndal, alle dommedagsscenarier til skamme: Søvndal mere end fordoblede SF’s stemmetal og scorede det næstbedste resultat for partiet nogensinde.

S-SF-aksen
Valgresultat i 2007 fik flere langsigtede konsekvenser.

I Ny Alliance fik skuffelsen de interne modsætninger til at blusse op, og snart begyndte den lille folketingsgruppe at skrumpe: Gitte Seeberg og Malou Aamund forlod partiet, mens Jørgen Poulsen senere blev ekskluderet. Nu var kun to af de fem medlemmer tilbage.

I august 2008 foretog partiet så en metamorfose fra et borgerligt midterparti til et liberalistisk fløjparti med fokus på sænkning af skatter og afgifter. Som en konsekvens blev navnet ændret fra Ny Alliance til Liberal Alliance. Anders Samuelsen blev nu den stærke mand i partiet, og i januar 2009 forlod Naser Khader det parti, han selv havde været primus motor i.

LA lignede et dødsdømt parti og fik på et tidspunkt historiske 0,0 procent i meningsmålingerne. Samuelsen fik dog hurtigt samlet endnu en radikal afhopper op. Det var Simon Emil Ammitzbøll, der uden succes havde dannet partiet Borgerligt Centrum. Men det ændrede ikke meget ved LA’s håbløse situation.

I oppositionen drog man flere konsekvenser af valgnederlaget.

På den yderste venstrefløj havde Enhedslisten været tæt på at blive udraderet ved valget og havde med 2,2 procent af stemmerne kun lige knebet sig over spærregrænsen.

Partiet var i valgkampen blevet udsat for hård kritik, fordi det marxistisk funderede parti havde opstillet en strengt ortodoks muslim, Asmaa Abdol-Hamid, der især gjorde sig bemærket ved ikke at ville give hånd til mænd. Asmaas syn på religion og forholdet mellem kønnene lå milevidt fra det, der ellers var fremherskende i Enhedslisten.

Efter valget startede et større selvopgør mellem flere strømninger i Enhedslisten. Der var dem, der ønskede, at partiet skulle være et slags minoritetsparti, hvor det var et selvstændigt mål at fremme etniske minoriteters interesser. Andre mente, at partiet skulle stå på en klassisk marxistisk linje. Og atter andre ønskede at gøre Enhedslisten til et langt bredere parti, der også appellerede til socialdemokratiske vælgere.

Den sidste linje trak det længste strå. Med Johanne Schmidt-Nielsen som frontfigur og pressechef Pelle Dragsted som strateg begyndte Enhedslisten en bemærkelsesværdig udvikling.

Man gik bort fra den kollektive ledelse, man begyndte at anvende meningsmålinger som systematisk redskab – og man identificerede et vælgerpotentiale på omkring ti procent. Det lød på det tidspunkt som det rene luftkastel, men det skulle vise sig, at Dragsted havde set rigtigt.

Det tredje nederlag i træk til SR-aksen fik også socialdemokraterne til at reagere.

Henrik Sass Larsen havde været partiets stærke mand siden valget af Thorning i 2005, og nu foretog han en overraskende strategisk manøvre.

Sass afskrev Radikale, som han anså for hovedansvarlige for nederlaget. Radikale havde simpelthen en for eksotisk og verdensfjern udlændingepolitik, mente Sass, så derfor måtte hans parti finde andre partnere.

Her faldt valget på SF med den succesombruste Villy Søvndal i spidsen. Snart begyndte diskrete drøftelser mellem Sass og den unge Thor Möger Pedersen, der var strategisk rådgiver for Søvndal. Snart udvidedes drøftelserne med Thorning og Søvndal. Det førte senere i 2008 til dannelse af S-SF-alliancen.

Alliancen blev mulig, fordi Søvndal havde rykket sit parti politisk. SF havde ligget nær Radikale Venstre i værdipolitikken, for eksempel havde partiet vendt sig mod Muhammedtegningerne. Men nu vendte SF tilbage til en klassisk socialistisk linje, og Søvndal gik konsekvent i flæsket på religiøs fundamentalisme.

I starten af 2008 opfordrede Søvndal den ekstreme, islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir til at ”gå ad helvede til”, og kort efter fulgte han op med at erklære Muhammedtegningerne for ”nødvendige”.

Alliancen blev naturligt nok ikke velvilligt modtaget af den vragede radikale partner. Og Thorning spændte buen alt for hårdt, da hun ved fremlæggelsen af det fælles S-SF-skatteudspil Fair Forandring udtalte, at De Radikale ”ikke ville få ændret et komma”.

Budskabet var klart: S og SF gik til valg på en fælles regering. Radikale kunne godt få lov at komme med, men kun på det grundlag, S og SF havde lagt. Det var en ydmygelse, som den radikale leder, Margrethe Vestager, ikke glemte.

Efter sin tredje valgsejr i 2007 var Fogh ved at være mæt af dansk politik, og kort efter valget startede han systematisk jagten på et nyt job. Der blev foretaget usædvanlig mange udlandsrejser, og i slutningen af 2008 blev det åbenlyst for de fleste, at statsministeren var på vej væk.

Det er en meget tricky situation, når landets statsminister har øjnene stift rettet mod sit næste job. Fogh var som altid flittig og fuldt funktionsdygtig, men på Christiansborg blev der spekuleret i, om Foghs personlige ambitioner også påvirkede politikken.

Således blev Dansk Folkeparti rystet, da Fogh reagerede meget afdæmpet på EU-Domstolens såkaldte Metock-dom. Det var en dom, der anfægtede et hjørne af dansk udlændingepolitik, et område, EU som udgangspunkt ikke har indflydelse på. Fogh havde i mange år været en skarp kritiker over for domstole, der politiserede, men nu var stilen pludselig en anden.

Selv afviste Fogh til det sidste, at han var på vej væk, men det er efter bogen i den slags situationer, og det accepteres på Borgen. Som politisk ordfører havde Inger Støjberg den tvivlsomme fornøjelse at messe sætningen ”Anders Fogh er ikke kandidat til et internationalt topjob”. Til sidst havde hun selv svært ved at holde masken.

I starten af april 2009 var mummespillet så slut, Anders Fogh Rasmussen blev udnævnt til generalsekretær i Nato, og 5. april gik han officielt af som statsminister. Han blev afløst af en meget anderledes type.

Velfærdsordninger under kniven
Den nye statsminister, Lars Løkke Rasmussen, havde fra starten været med i Foghs regeringer på en central position. Som sundheds- og indenrigsminister havde han været med til at sikre en forbedring af hjerte- og kræftbehandlingen, en bedrift, han bliver husket for. Men Løkke havde også stået i spidsen for kommunalreformen, der førte til en massiv centralisering på bekostning af landområderne.

Lars Løkke Rasmussen havde ikke været entydigt begejstret for Foghs drejning mod midten i den økonomiske politik, men Løkke var taktisk nok til ikke at anfægte den succesrige kurs. Derimod røg flere af Løkkes meningsfæller ud i kulden under Fogh. Det gjaldt eksempelvis Søren Pind, der fik bøllebank af Claus Hjort Frederiksen.

Finanskrisen begyndte for alvor at presse på, efter Løkke havde overtaget stafetten, og snart kom der markante opstramninger. I 2010 blev dagpengeperioden halveret fra fire til to år.

Det skete i et samarbejde mellem VK-regeringen, Liberal Alliance, Radikale og DF. Faktisk var reformen Kristian Thulesen Dahls forslag som et alternativ til regeringens planer om at skære på overførselsindkomsterne.

Og i 2011 kom så den såkaldte tilbagetrækningsreform, der med kort aftræk fremrykkede hævelsen af efterløns- og pensionsalderen. Det styrkede økonomien, men ramte en række årgange meget hårdt.

Løkke brugte reformen til at vise, at han var en ansvarlig politiker, der turde tage upopulære beslutninger, men sandheden var lidt mere kringlet end som så. For i virkeligheden havde den konservative leder, Lene Espersen, et år tidligere foreslået lige præcis et indgreb mod efterlønnen, men på det tidspunkt blev hun hældt ned ad brættet af Løkke, der dengang så det som en tabersag.

Forløbet skulle vise at være typisk for Lars Løkke Rasmussen, der blev kendt som en opportunistisk og taktisk type. Gennem sine ti år som Venstre-formand formåede han gang på gang at tackle de mest umulige situationer. Han var en taktikkens mester, men han udviste stor principløshed.

På helt centrale områder som udlændingepolitik, velfærd, EU samt klima og miljø indtog Løkke snart det ene, snart det andet standpunkt alt efter folkestemningen og de politiske muligheder.

Tilbagetrækningsreformen fra 2011 var en regulær giftpille til Helle Thorning-Schmidt.

For da Løkke fik den radikale Margrethe Vestager med i aftalen, bandt han sin efterfølger på hænder og fødder. Løkke kunne ikke vinde valget, men han kunne bane vejen for, at den nye regering blev så upopulær, at han siden kunne vende tilbage.

Da Lars Løkke Rasmussen udskrev valg til 15. september 2011, stod oppositionen til en sikker sejr. Men SF var begyndt at dale fra tinderne. Partiet havde i valgperioden haft meningsmålinger helt op til 20 procent og lå længe på 17-18 procent. Ved valgets udskrivelse var opbakningen omkring 13 procent.

Det skulle vise sig, at det kun var begyndelsen på SF’s nedtur. Både S og SF førte alt for defensive valgkampe, og den ellers så slagkraftige Villy Søvndal afviste i valgkampens start at definere forskellen på S og SF. Det var en overforsigtighed, der blev meget dyr.

For i mellemtiden tordnede Radikale Venstre frem. Margrethe Vestager havde alt at vinde, hun spillede frigjort og satte fra start dagsordenen ved at give hånd til et samarbejde over midten til den konservative leder, Lars Barfoed.

Vestager til magten  
Resultatet førte til en afgørende magtforskydning i oppositionen. Socialdemokraterne gik endnu et nøk tilbage, SF smed hele fire procentpoint under valgkampen, mens Radikale fordoblede størrelsen og blev en smule større end SF. Valget blev også et gennembrud for Enhedslisten, der med Johanne Schmidt-Nielsen i spidsen tredoblede stemmetallet.

Samtidig fik Venstre et kanonvalg med over 26 procent af stemmerne. Løkke var dermed meget tæt på at genvinde magten, og Venstre kunne fra dag ét gå i en stærk opposition.

Det dårlige resultat til S-SF-alliancen sendte de to partier i defensiven, da de skulle forhandle regeringsgrundlag med den selvbevidste og hævngerrige Margrethe Vestager. I det siden så berømte sorte tårn på Amager pressede Vestager citronen til det yderste.

Hun krævede ikke alene, at den nye regering skulle implementere tilbagetrækningsreformen, hun krævede også indføjet et afsnit om, at den nye regering skulle ”videreføre den borgerlige regerings økonomiske politik i bred forstand”.

Et helt uhørt krav til S og SF, men socialdemokraterne var forhippede på at komme i regering efter ti år i opposition, og i SF havde man gjort det til et mål i selv at komme i regering. En forveksling af mål og midler, der blev meget dyr. Vestager fik sin vilje og dikterede det meste af den nye regerings økonomiske politik.

Da SRSF-regeringen blev dannet i oktober 2011, blev Thorning statsminister, Vestager økonomi- og indenrigsminister, mens Søvndal tog sig af Udenrigsministeriet. Vestagers post var ideel til at fremme den radikale politik, mens det var meget svært for Søvndal at få sat SF-fingeraftryk på udenrigspolitikken.

Fra start blev S og SF ramt af beskyldninger om løftebrud. De to partier var slet ikke i stand til at opfylde de forventninger, der var opbygget, og hverken millionærskatten eller den såkaldte betalingsring, der skulle begrænse trafikken i København, blev til noget.

Det gjorde skatten på finansielle transaktioner heller ikke, selvom mange store EU-lande var med på idéen. Men fra dansk side var Margrethe Vestager særdeles aktiv i at forhindre finansskatten.

Margrethe Vestager fik hurtigt en makker i den nye socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon, der havde taget over, efter Henrik Sass Larsen ikke blev sikkerhedsgodkendt. En afgørelse, der siden viste sig at være baseret på et meget tvivlsomt grundlag.

Corydon var egentlig venstrefløjssocialdemokrat, men han var som politiker helt uerfaren i første række, og i løbet af ingen tid havde embedsmændene i Finansministeriet taget styringen. Det styrkede Vestagers dominans.

Dagpengereformen fra 2010 viste sig hurtigt at være en endnu større møllesten om halsen på S og SF, end tilbagetrækningsreformen var. Timingen af dagpengereformen viste sig elendig midt i en lavkonjunktur, og Finansministeriets skøn om, at der kun ville falde 2.000-4.000 dagpengemodtagere ud af systemet, viste sig at være helt i tågerne. Tallet var snarere det tidobbelte.

SRSF-regeringen forsøgte i flere omgange at udbedre lidt på skaderne, og Bjarne Corydon kom på et tidspunkt for skade at kalde et af lapperierne for ”en fuld og dækkende løsning”. Det viste sig at være meget upræcist.

Internt i regeringen var problemet, at Vestager var meget utilbøjelig til at ændre dagpengereformen. Da hun på et pressemøde blev konfronteret med reformens konsekvenser og nonchalant udtalte ”sådan er det jo”, blev vreden rødglødende i SF, dele af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Både S og SF sank som sten i meningsmålingerne.

Det gjorde det kun værre, at Vestager fik kringlet det sådan, at regeringen i sommeren 2012 indgik et skatteforlig med Venstre og Konservative – og ikke med Enhedslisten, som der ellers var forhandlet med. Det belastede forholdet til støttepartiet i en sådan udstrækning, at Johanne Schmidt-Nielsen beskyldte regeringen for at ”pisse på de mange mennesker, der har stemt på en ny regering for at få en ny politik”.

For SF førte den borgerlige økonomiske politik til stadig større frustration og vrede i baglandet, og snart skulle baglandet få sin chance. I september 2012 afslørede Villy Søvndal i et interview med Altinget, at han ville trække sig som formand, og det lå i kortene, at Søvndals favorit, sundhedsminister Astrid Krag, ville blive ny SF-formand.

Men ud af det blå kom det nyvalgte fynske folketingsmedlem Annette Vilhelmsen og erklærede sit kandidatur. Vilhelmsen slog sig op på, at hun ville ”udfordre regeringsgrundlaget”, og den melodi appellerede stærkt til SF-medlemmerne. Til overraskelse for hele pressekorpset vandt den uprøvede Vilhelmsen en klar sejr over Astrid Krag i urafstemningen.

Annette Vilhelmsen kom hurtigt ned på jorden. Det lykkedes hende overhovedet ikke at udfordre regeringsgrundlaget, og snart begyndte Astrid Krags støtter at melde sig ud af partiet. Det gjaldt i første omgang næstformand Mattias Tesfaye, politisk ordfører Jesper Petersen og tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen. De blev alle siden socialdemokrater.

Valget af Vilhelmsen gjorde Thorning-regeringen endnu mere dysfunktionel. Enhedslisten lukrerede på SF’s nedtur, mens Socialdemokratiet også mistede stemmer til Venstre.

Uden at foretage sig ret meget kunne Lars Løkke konstatere, at hver tredje dansker nu ville stemme på hans parti.

Men i slutningen af 2013 røg Løkke ind i en pamperagtig sag, fordi han for den private grønne organisation GGGI havde brændt over en million kroner af på 15 flyrejser, luksushoteller og limousiner.

Sagen føjede sig til en kedelig bilagssag fra Løkkes tid som amtsborgmester i Frederiksborg Amt, en sag, der ellers var gået i glemmebogen. Effekten kunne snart ses på Venstres opbakning, men i første omgang blev det overskygget af regeringens problemer.

Dong-sagen eksploderer
Salget af Dong-aktier til den stærkt omstridte investeringsbank Goldman Sachs blev endestationen for SF’s regeringsdeltagelse. Sagen var længe gået under den politiske radar, og i lang tid var det primært Enhedslistens Frank Aaen, der forfulgte den.

Men så gik tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen for alvor ind i sagen. Nyrup havde i sin tid i Europa-Parlamentet taget kampen op mod kapitalfonde som Goldman Sachs – og Nyrups kritik af salget gjorde hamrende ondt på socialdemokraterne.

Snart blev modstanden mod Goldman Sachs en folkesag, og en meningsmåling viste, at 83 procent af vælgerne var imod et salg. Selv en stor del af Liberal Alliances vælgere var imod. Men folkestemninger anfægtede ikke den teknokratisk anlagte finansminister, Bjarne Corydon, og salgsprocessen fortsatte.

I SF-baglandet var målet efterhånden nået. Og da Karsten Hønge i januar 2014 kom ind som ”Vikaren fra Helvede” i stedet for den sygemeldte Anne Baastrup, begyndte der at ske noget i folketingsgruppen.

Den bramfri Hønge fik effektfuldt sat ord på frustrationerne med sætninger som:

”Vi har i SF slugt så mange kameler, at vi efterhånden er lidt tørre i halsen.” På et dramatisk aftenmøde i folketingsgruppen, hvor der både blev råbt og grædt, mistede Annette Vilhelmsen kontrollen med partiet.

Dagen efter trak Vilhelmsen SF ud af regeringen og gik af som formand. Herefter forlod Astrid Krag og Ole Sohn SF til fordel for Socialdemokratiet, mens Ida Auken smuttede til Radikale.

SF var nu helt i knæ, men katastrofen var utvivlsomt blevet større, hvis SF endnu en gang havde bøjet nakken. Hverken vælgere eller bagland ville mere. Pia Olsen Dyhr tog over som ny formand og begyndte et møjsommeligt genopbygningsarbejde.

Thorning-regeringen fortsatte, nu som en ren SR-regering. Den engang så stærke S-SF-akse var fortid, men i realiteten havde Thorning og Corydon længe prioriteret forholdet til Radikale.

Der var nu kun godt et år til valget, og Thornings mulighed for at genvinde regeringsmagten virkede helt illusorisk.

Løkkes giftige sager
Men i foråret 2014 kunne Ekstra Bladet afsløre Lars Løkke Rasmussen i endnu en af de pampersager, der har skæmmet en ellers systematisk opbygget politisk karriere. Denne gang skyldtes balladen, at Venstre som parti havde betalt 152.000 kroner til indkøb af tøj og sko til Løkke. At en højtlønnet toppolitiker ikke selv kunne betale sit tøj, havde de fleste vælgere meget svært ved at forstå – og det samme havde mange Venstre-medlemmer.

Sagen spolerede europaparlamentsvalget for Venstre, og internt rejste der sig nu en storm mod formanden. På et møde i Venstres folketingsgruppe 3. juni rejste flere folketingsmedlemmer sig og trak støtten til Løkke. Oprørerne ville i stedet have næstformand Kristian Jensen som formand.

Senere på aftenen skulle der være hovedbestyrelsesmøde i Venstre, og her forventede de fleste medier, at Løkke ville gå af. Den tanke legede han også med, men hans fightervilje slog endnu en gang igennem.

Løkkes backinggruppe ringede systematisk til baglandet, og den tidligere minister Søren Gade blev smidt ind som en joker, der i givet fald kunne udfordre Kristian Jensen. I et siden berømt møde i kælderen under Odense Kongres Center fik Løkke intimideret Kristian Jensen, der opgav stormløbet.

Løkke overlevede som formand, formelt som en del af et ”formandskab” med Kristian Jensen, men det var en ren papirkonstruktion. Efter sin afgang fem år senere bestred Løkke ligefrem, at der lå en aftale om et formandskab.

Vælgerne reagerede meget hårdt på Løkkes gentagne sager. Det kunne ses på målinger af Løkke som  statsministerkandidat, men det førte også til en begyndende deroute for Venstre som parti.

Dermed blev der skabt spænding før det valg, der senest skule komme i 2015.

I sommeren 2014 var Helle Thorning-Schmidt på tale til en toppost i EU-Kommissionen, men kabalen faldt anderledes ud, og til alles overraskelse var det i stedet den radikale leder, Margrethe Vestager, der blev udnævnt til EU’s konkurrencekommissær.

Dermed var regeringens stærke dame væk fra dansk politik, og det viste sig at være en klar fordel for socialdemokraterne, der fik lettere ved at sætte sig igennem.

For ikke alene havde Vestager tvunget sin vilje igennem på afgørende områder, Thorning havde tilmed overtaget Vestagers argumentation, som om det var hendes egen. Det gjaldt blandt andet i forhold til dagpenge og finansskat, og den stil var med til at skabe en kløft til det socialdemokratiske bagland.

Vestager blev erstattet af Morten Østergaard som radikal leder, og Østergaard blev en noget mere fleksibel samarbejdspartner for socialdemokraterne, der omsider begyndte at få greb om tingene.

I februar 2015 blev Danmark ramt af den første terrorhandling i mange år, da dansk-palæstinenseren Omar el-Hussein først skød mod et debatarrangement med Muhammedtegneren Lars Vilks i Krudttønden på Østerbro og siden angreb synagogen i Krystalgade. To mennesker blev dræbt, og flere såret, inden terroristen selv blev dræbt af politiet.

Hussein var en kriminel med islamistiske sympatier, og netop denne eksplosive blanding var kendetegnende for mange af de terrorister, der på vegne af Islamisk Stat eller al-Qaeda myrdede løs i Europa det år.

Rent politisk var det begyndt at køre bedre for statsministeren, der reelt havde indledt valgkampen med nytårstalen. Thorning var efter Vestagers afgang igen begyndt at lyde som en socialdemokratisk leder snarere end som en SR-fællestillidsmand.

Mudret borgerlig sejr
Thorning udskrev valget til 18. juni, og selvom hun hele valgperioden havde været håbløst bagud, var resultatet pludselig på vippen. Da alle fire nordatlantiske mandater helt usædvanligt gik til rød blok, manglede Thorning til sidst kun et enkelt mandat for at fortsætte.

Vælgerne havde ikke glemt Lars Løkke Rasmussens sager, og Venstre blev straffet benhårdt på valgdagen. Partiet mistede 13 mandater, men Løkke kunne alligevel tage nøglerne tilbage til Statsministeriet, sådan som han havde lovet at gøre fire år tidligere.

Valgresultatet førte i det hele taget til store rystelser. SF fik som ventet bank af vælgerne efter den uheldige regeringsdebut; partiet blev mere end halveret. En lignende skæbne ramte Radikale.

Mange SF-vælgere søgte til Enhedslisten, der med 7,8 procent af stemmerne for første gang overhalede SF som det største venstrefløjsparti. Men alligevel var der en vis skuffelse i Enhedslisten, for man havde sat næsen op efter en endnu større fremgang.

Både Enhedslisten, SF og Radikale måtte afgive stemmer til Uffe Elbæks nye grønne parti, Alternativet, der kom flyvende ind fra sidelinjen med knap fem procent af stemmerne.

Partiet havde klima og miljø som mærkesager, men Elbæk repræsenterede også drømme og visioner. Til tider meget luftige, men for mange vælgere forfriskende efter ”nødvendighedens politik”, som Bjarne Corydon sværgede til.

Når Løkke alligevel kunne sætte sig i Statsministeriet, skyldtes det fremgang til Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Efter at have balanceret på gravens rand fem år tidligere kunne LA nu mønstre 7,5 procent af stemmerne. En fantastisk præstation af Anders Samuelsen, der med stort held havde brandet sit parti som et principfast rebelparti, der ikke var til salg for ministerposter.

Men frem for alt kunne Løkke takke Dansk Folkeparti for, at han fik de eftertragtede nøgler tilbage. DF-formand Kristian Thulesen Dahl sprængte alle rammer og scorede godt 21 procent på en blanding af stram udlændingepolitik, blød velfærdspolitik og protester fra store dele af provinsen, der følte sig ladt i stikken efter det sidste årtis centraliseringer. Derimod lykkedes det ikke den nye konservative formand, Søren Pape Poulsen, at få fat i utilfredse Venstre-vælgere. Pape havde tidligere i valgperioden erstattet Lars Barfoed som formand, der få år før tog over efter Lene Espersen. Både Barfoed og Espersen blev presset væk, og Pape blev den fjerde konservative formand på bare syv år. Det tidligere statsministerparti scorede med 3,4 procent det dårligste valgresultat nogensinde.

Trods nederlaget gav Løkke ikke ved dørene under regeringsforhandlingerne. DF fik mulighed for at komme med i en fælles regering, men det stod hurtigt klart, at en sådan regering ville være på Venstres betingelser. Dansk Folkeparti blev slet ikke imødekommet på en mærkesag som grænsekontrol, og Løkke lagde an til det såkaldte omprioriteringsbidrag, der tvang den offentlige sektor til at finde besparelser.

DF-ledelsen vurderede, at partiet risikerede at lide SF’s skæbne, hvis man gik i regering på Løkkes præmisser, og at man ville kunne få mere politik igennem uden for regeringen.

Den vurdering var formodentlig rigtig, men det blev ikke formidlet ordentligt ud til de mange vælgere, der havde sat kryds ved partiet. Efter den enorme valgsejr blev mange skuffede over, at Thulesen ikke fik del i regeringsmagten. Det blev en af de sten, der ramte Thulesen i nakken fire år senere.

Lars Løkke Rasmussen dannede i stedet en smal Venstre-regering, som han forventede kunne manøvrere smidigt i de kommende år. Men som Løkke senere konstaterede, krævede det, at de andre partier i blå blok også spillede efter de normale regler. Og det havde den sejrrige LA-leder, Anders Samuelsen, ikke tænkt sig at gøre. Fra første færd begyndte der at dukke ultimative krav om topskattelettelser op.

Efter tabet af Statsministeriet trådte Helle Thorning-Schmidt som ventet tilbage som S-formand, og Mette Frederiksen blev valgt uden modkandidat. Men det var en ganske anden udgave af Mette Frederiksen end den, der første gang blev indvalgt i 2001.

Mette Frederiksen havde – som det blev udtrykt – været på en politisk rejse. Især i udlændingepolitikken. Hun havde været både beskæftigelsesminister og justitsminister under Thorning, og hun havde med stor bekymring studeret såvel lave beskæftigelsesfrekvenser som høje kriminalitetsrater blandt ikkevestlige indvandrergrupper. Tallene var særlig foruroligende blandt en række muslimske grupper. I udlændingepolitikken stod Mette Frederiksen i 2015 ikke langt fra det sted, Karen Jespersen havde stået i 2001.

Den ændrede profil muliggjorde en alliance med den tidligere modstander Henrik Sass Larsen, der efter at være blevet stoppet på stregen til Finansministeriet siden blev hentet ind i regeringen som erhvervsminister.

Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen havde begge været utilfredse med dele af Thorning-regeringens politik, for eksempel de selskabsskattelettelser der blev givet. Samlet dækkede Frederiksen og Sass meget bredt i partiet, og mod den alliance ville ingen kandidater have en chance. Alliancen blev forstærket af, at Mette Frederiksens nære særlige rådgiver, Martin Rossen, var personlig ven med Sass.

De ultimative krav
Lars Løkke Rasmussen fik strikket sin første finanslov sammen med hjælp fra resten af blå blok, men der var truende skyer i horisonten. Anders Samuelsen havde stadig et ultimativt krav om topskattelettelser, og det var en bombe, der bare ventede på at detonere.

LA-lederens konstante ultimative krav kom til at forpeste Løkkes sidste periode som statsminister. For Samuelsen krævede noget, Løkke ikke kunne levere. Dansk Folkeparti havde absolut ingen intentioner om at gå med til topskattelettelser, men det indså Samuelsen for sent. Succesraten er lille, når man stiller ultimative krav på et område, hvor man hverken har et flertal i befolkningen eller i Folketinget med sig.

Situationen blev skærpet i august 2016, hvor Venstre-regeringen fremlagde en økonomisk 2025-plan med en kombination af topskattelettelser for indkomster under en million og en hurtigere hævelse af pensionsalderen.

Samuelsen var ikke tilfreds, han ville have topskattelettelser hele vejen op. Dansk Folkeparti var fortsat imod. Samuelsen prøvede nu at skyde sig igennem: Han truede med at vælte Venstre-regeringen, hvis han ikke fik sin vilje.

Situationen virkede helt fastlåst, men netop her demonstrerede Lars Løkke Rasmussen sine evner som den uovertrufne taktiker. Han gav Liberal Alliance (og Konservative) tilbud om at indtræde i regeringen. Stik imod hele det brand, Anders Samuelsen havde opbygget for LA, blev de ultimative krav nu byttet ud mod ministerbiler.

I slutningen af november 2016 kunne Lars Løkke Rasmussen præsentere sin nye VLAK-regering med ham selv som statsminister, Søren Pape som justitsminister og Anders Samuelsen som udenrigsminister. Ifølge Samuelsen fik VLAK-regeringen ”danmarkshistoriens mest liberale regeringsgrundlag”. Men det var på papiret. For der var stadig ikke flertal for Samuelsens visioner.

Kort efter dannelsen af VLAK-regeringen tog et samarbejde fart mellem to tidligere arvefjender: Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti havde fået stadig flere politiske fællesnævnere, og det førte i 2017 til et opsigtsvækkende parløb mellem Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl.

Den afgørende betingelse for alliancen var, at Socialdemokratiet under Mette Frederiksen og Sass var i gang med markant stramning af partiets udlændingepolitik. Det var en bevægelse, der var begyndt helt tilbage i 2003, men som blev kraftig accelereret under Mette Frederiksen.

Den socialdemokratiske udlændingepolitik var i mange år domineret af en humanistisk og globalistisk tradition, og partiet støttede helt tilbage i 1983 vedtagelsen af ”verdens mest liberale udlændingelov”.

Men folk som Mette Frederiksen, Henrik Sass og Mattias Tesfaye holdt sig til en anden skole, der også var til stede i partiet. Den byggede på vurderingen af, at der er snævre grænser for, hvor mange ufaglærte fra den tredje verden et velfærdssamfund kan tage imod.

Specielt hvis der er tale om indvandrere fra kulturer, der er svære at integrere i et sekulært samfund med lige rettigheder mellem kønnene.

De ledende socialdemokrater så nu et minimum af fælles normer som en betingelse for velfærdssamfundet, mens de så opkomsten af parallelsamfund som en trussel. Derfor skulle politikken være stram.

Udvidelsen af Løkkes regering gjorde det samtidig nærliggende for Thulesen at søge nye venner. Thulesen havde ikke større veneration over for en regering med deltagelse af Liberal Alliance, som DF på skat og velfærd var lodret uenig med. Her flugtede det bedre med Socialdemokratiet.

Første store manifestation på det nye parløb kom, da 3F-formand Per Christensen fik samlet Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl til et fælles interview, der lagde Løkkes forslag om at hæve pensionsalderen i graven. Det var et parløb, der konstant satte grænser for VLAK-regeringens handlemuligheder.

Ud over de konkrete politiske fællesnævnere havde de to partiledere hver deres hensigt med samarbejdet: Thulesen ville erobre den gamle radikale rolle som et midterparti, der kunne få indflydelse både under en rød og en blå regering, mens Mette Frederiksen håbede at vinde to-tre procent af DF’s vælgere for dermed at flytte flertallet.

Op til finansloven for 2018 lykkedes det endnu en gang Anders Samuelsen at skabe drama. Endnu en gang var stridspunktet skattelettelser, som LA havde bundet sig til masten for at få igennem. Efter svære forhandlinger med DF blev der landet en aftale om finansloven – uden skattelettelser.

Men Samuelsen var blevet bibragt det indtryk af Løkke, at det nok skulle komme på plads i de videre forhandlinger med DF, der på sin side ønskede gang i hjemsendelser af flygtninge, når der var blevet fred i hjemlandene. Det såkaldte paradigmeskifte.

LA-ledelsen følte sig dog ikke tryg. For at sætte trumf på fik LA’s finansordfører, Joachim B. Olsen, til opgave at lave en Facebook-opdatering, hvor han gjorde klart, at ”LA kun stemmer for finansloven, hvis den skatteaftale, der ligger på bordet, også falder på plads”.

Det var en fuldstændig uhørt situation, at et regeringsparti truede med ikke at stemme for regeringens egen finanslov – og fordømmelserne haglede ned over LA. Nok en gang måtte Samuelsen konstatere, at han havde overspillet sine kort, og LA stemte alligevel for finansloven.

Efter nytår måtte en ydmyget Samuelsen konstatere, at hans løfter om ”de største skattelettelser i mands minde” ikke blev til noget. Det flotte brand, Samuelsen med stor dygtighed havde opbygget til sit parti, var nu fuldstændig ødelagt.

Knopskydning på højrefløjen
I efteråret 2018 viste meningsmålingerne en opsigtsvækkende ændring i vælgernes politiske prioriteringer. Hidtil havde klima- og miljøspørgsmål ligget på en midterposition, når man spurgte vælgerne om, hvilke emner der ville være mest afgørende for, hvor de ville sætte krydset ved det kommende folketingsvalg. Emner som sundhed og udlændinge plejede at toppe.

Men efter den steghede sommer i 2018 steg klima helt til tops. Sommeren havde for mange vælgere været en konkret illustration af et abstrakt problem, og den fik en ekstra spand kul, da den svenske pige Greta Thunberg indledte sin skolestrejke i protest mod klimaforandringer. Hun blev snart et ikon for hundredtusinder af børn og unge.

Den nye dagsorden fik ingen virkning på de sidste finanslovsforhandlinger inden valget. LA holdt undtagelsesvis en lav profil, mens DF fik gennemført et paradigmeskifte – uden at betale med skattelettelser. Ved årsskiftet til valgåret 2019 lå DF på 16-17 procent af stemmerne, og alt tydede på, at Thulesens strategi om at erobre positionen som det nye midterparti ville lykkes.

DF havde ganske vist måttet afgive et par procent til Pernille Vermunds Nye Borgerlige, der fra højre flanke gik i kødet på Thulesen for at være for blød i udlændingepolitikken.

I modsætning til Thulesen ville Vermund stille ultimative krav på udlændingeområdet, hvis hun skulle støtte en borgerlig regering. Men der var grænser for, hvor meget Vermund kunne snuppe fra Thulesen.

Socialdemokraterne lå også godt til, og Mette Frederiksen havde erobret de ønskede par procent af DF-vælgerne. S fik endnu et boost, da det i januar brød de seneste års trend med at hæve pensionsalderen og i stedet foreslog en ret til tidligere pension til særlig nedslidte grupper. Forslaget var meget ukonkret, men det viste sig at have en enorm klangbund.

For Lars Løkke Rasmussen så situationen håbløs ud. Venstre lå dårligere end ved katastrofevalget i 2015, og Løkkes nye sundhedsreform med nedlæggelse af regionerne blev aldrig et hit, men tværtimod en kilde til intern strid i Venstre.

7. maj udskrev Løkke omsider valget. Det blev en maratonvalgkamp på fire uger – med et europaparlamentsvalg midt inde i valgkampen. Igen havde taktikeren Løkke set rigtigt:

Det kaos, der omgav Brexit, gavnede Venstre og skadede Dansk Folkeparti i valget til Europa-Parlamentet. Venstre havde en stærk kandidatliste til europaparlamentsvalget, hvor der med den EU-begejstrede Morten Løkkegaard og skeptikeren Søren Gade var noget for enhver smag. Venstre vandt to mandater og blev ligefrem større end Socialdemokratiet, mens DF mistede tre af sine fire mandater. Dermed havde Venstre pludselig et godt oplæg til folketingsvalget ti dage senere.

Også Radikale og SF gik overbevisende frem ved EP-valget, ikke mindst fordi klima spillede en afgørende rolle her. Dagbladet Politiken havde toppet den ved at invitere Greta Thunberg til Danmark som taler ved en klimamarch dagen før EP-valget. Så vælgerne ligesom havde klima i frisk erindring, når de stod i stemmeboksen. I løbet af få måneder var Dansk Folkeparti derimod kommet i enorme problemer. Partiet gik skævt af klimadagsordenen, og det gjorde det ikke ligefrem bedre, at Pia Kjærsgaard i frustration over nederlaget ved EP-valget talte om ”klimatosser”.

Men det værste for DF var, at partiets trumfkort gennem mere end 20 år – udlændingepolitikken – blev umuligt at spille i valgkampen. For på grund af et hul i valgloven var det lykkedes YouTube-fænomenet Rasmus Paludan og hans parti, Stram Kurs, at blive opstillet til Folketinget.

Paludans ekstremistiske forslag om deportation af muslimer var en foræring til den bløde side i udlændingedebatten, og den radikale leder, Morten Østergaard, brugte da også målbevidst Paludan til at miskreditere en stram udlændingepolitik. For Thulesen var det derimod en katastrofe med en kandidat, der nærmest var en parodi på en stram udlændingepolitik.

Den helt store overraskelse i selve valgkampen stod statsminister Lars Løkke Rasmussen for. 16. maj – på et tidspunkt hvor meningsmålingerne var håbløse for Venstre – udkom Løkke med bogen ‘Befrielsen øjeblik’. Her slog Løkke pludselig til lyd for en regering mellem Venstre og Socialdemokratiet.

Det var en decideret bombe i valgkampen. En bombe for de borgerlige regeringspartnere, Konservative og Liberal Alliance, der med et måtte se sig kasseret til fordel for et frieri til Mette Frederiksen. Og det var ikke mindst en bombe for Løkkes egne partifæller, herunder den anden halvdel af det fiktive formandskab, næstformand Kristian Jensen.

Løkkes argumentation for en SV-regering var, at yderfløjene skulle holdes uden for indflydelse, et argument, der havde særlig klangbund efter Paludans indtræden i valgkampen.

Men som det siden kom frem, havde Venstres reklamebureau målt systematisk på, hvordan en SV-melding ville blive modtaget. Man havde målt sig frem til et vælgersegment på omkring otte procent, der lå mellem Venstre og Socialdemokratiet, vælgere, der næsten alle var positive over for en SV-regering. Det var den egentlige baggrund for meldingen.

Mette Frederiksen afviste helt som ventet et tilbud fra en mand, der var håbløst bagud, og det gav Løkke mulighed for at sige, at han havde åbnet en dør på klem, men at den var blevet smækket i hovedet på ham.

På Christiansborg blev Løkkes dristige træk mere set som et udslag af kynisme end idealisme, men SV-forslaget fik præcis den virkning blandt vælgerne, Løkke havde regnet med.

DF og LA slået til jorden
Venstre steg fra elendige 18-19 procent til et valgresultat på 23,4 procent, mens socialdemokraterne med 25,9 procent landede under det forventede resultat.

Venstres gevinst ændrede ikke på, at blå blok som sådan tabte stort. Ganske vist fik Konservative en smuk fremgang efter mange års ydmygelser, men Liberal Alliance nærmede sig udslettelsen med kun 2,3 procent. Anders Samuelsen måtte tilmed lide den tort ikke at blive genvalgt. En forsinket straf fra vælgerne for det dilettantiske forløb med ultimative krav.

Pernille Vermunds Nye Borgerlige sneg sig lige ind med 2,4 procent af stemmerne, mens Rasmus Paludan, der var blevet blæst helt ud af proportioner i valgkampen, ikke engang kom ind. Større var den højreekstreme trussel heller ikke.

Den største tilbagegang ramte Dansk Folkeparti, der mistede over halvdelen af sine mandater. Med kun 8,7 procent blev resultatet endnu dårligere end ved europaparlamentsvalget få dage før. En helt enestående nedtur for Kristian Thulesen Dahl, der måtte se opbakningen til sit parti halveret på få måneder. Fra noget, der lignede en strategisk genistreg, til en fuldstændig nedsmeltning.

Resultatet kom også bag på socialdemokraterne, der havde satset på at kunne samarbejde med et Dansk Folkeparti med måske 15 procent af stemmerne. Det ville give mulighed for det såkaldte AOF-flertal mellem S, DF og SF, der eksempelvis kunne bruges i forhold til arbejdsmarkeds- og socialpolitik. Det var helt væk nu.

Mette Frederiksens masterplan havde været at samarbejde med forskellige grupper af partier på forskellige områder: miljø og klima med Radikale og venstrefløjen, udlændingepolitik med de blå partier og økonomisk politik med skiftende flertal. Men valgresultatet gjorde Mette Frederiksens manøvremuligheder mere snævre, fordi DF kunne bruges til meget mindre end beregnet.

Til gengæld havde både Radikale og SF fået fremragende valg. Morten Østergaard fik succes med sin skarpe værdipolitiske retorik, og han havde på forhånd varslet svære regeringsforhandlinger. Østergaard havde ligefrem truet med ”svenske tilstande”, hvis han ikke fik tilstrækkeligt med indrømmelser, altså at forhindre både en rød og blå regering i at komme til magten.

Radikale havde på ingen måde opgivet at presse sig med i regeringen, men det stod klart, at den indrømmelse ville Mette Frederiksen ikke give. I det hele taget gik socialdemokraterne til forhandlingerne, som om alt var gået efter planen, og efter godt tre uger kunne der dannes en socialdemokratisk mindretalsregering med støtte fra Radikale, SF og Enhedslisten.

Prisen var et ”forståelsespapir” mellem de fire partier, hvor alle støttepartierne fik nogle indrømmelser. Udlændingepolitikken var det mest tricky: Socialdemokraterne havde lovet at fastholde en stram udlændingepolitik, Radikale havde lovet at få skabt ”en ny retning for Danmark”. SF og Enhedslisten pressede på i samme retning som Radikale.

Resultatet blev en højere integrationsydelse, flere penge til børnefamilier på kontanthjælp, børnefamilierne ud af Sjælsmark, farvel til øen Lindholm som opbevaring for kriminelle asylansøgere, og at Danmark igen skulle modtage kvoteflygtninge. Det var indrømmelser, S på forhånd havde lagt op til at give.

Til gengæld var det ikke efter bogen, at der også blev slået i hul i paradigmeskiftet, som socialdemokraterne ellers bakkede op om. Men her fik Radikale sat sig igennem: Der blev indført en bestemmelse om, at en flygtning kan få lov til at blive i Danmark, hvis vedkommende har haft arbejde samme sted i mindst to år selvom der er blevet fred i hjemlandet.

Det var i strid med princippet om hjemsendelse, når der blev fred i hjemlandet.

Klimapolitikken blev kittet mellem de fire partier. I forståelsespapiret blev der sat et ambitiøst mål om at nå op på 70 procents reduktion af det danske CO2-udslip i 2030.

Socialdemokraterne havde ellers sat 60 procent som mål, og de 70 procent kan blive en økonomisk bekostelig øvelse.

Men klima var uden diskussion valgets tale, og uden en meget mere ambitiøs klimapolitik havde der ikke kunnet dannes en ny regering. Det var da også på det område, socialdemokraterne på forhånd var indstillet på at give de største indrømmelser, det var anderledes politisk ufarligt end i udlændingepolitikken.

Exit Løkke
Som en krølle på valget førte Lars Løkke Rasmussens taktiske finte om en SV-regering til oprør og et lederskifte i Venstre.

Dagen før Venstres sommergruppemøde i starten af august havde næstformand Kristian Jensen i et interview med Berlingske forsøgt at samle den borgerlige blok ved at tage afstand fra SV-projektet. Han kritiserede også, at Løkke ikke havde orienteret ham i tide.

Det interview så flere af Venstres folketingsmedlemmer som illoyalt.

Ved sommergruppemødet blev Kristian Jensen som straf kørt igennem vridemaskinen, ikke mindst af Claus Hjort Frederiksen, der krævede næstformandens afgang. Hvorefter Kristian Jensen ligesom i 2014 blæste til tilbagetog og beklagede, at han ikke havde orienteret gruppen først. Det fik imidlertid ikke Hjort til at frafalde kravet om hans afgang.

Så havde Venstres bagland omsider fået nok af det dysfunktionelle formandskab. Der rejste sig krav om både Løkkes og Jensens afgang, så man kunne starte på en frisk. Jakob Ellemann-Jensen blev bragt i spil som ny formand, men Ellemann spillede defensivt og bakkede formelt op om ledelsen.

Uroen blev snart så stor, at der måtte findes en afklaring inden Venstres ordinære landsmøde i november. Løkke tog offensiven ved at gøre et forslag om at fremskynde landsmødet til sit eget, og det så ud til, at han endnu en gang ud ville overleve, fordi baglandet manglede en modkandidat. Løkke satsede på at vinde landsmødet for sig ved først at holde en overbevisende politisk tale. Men for en gang skyld havde den garvede ræv forregnet sig:

Venstres forretningsudvalg var mere end træt af Løkkes kneb og besluttede, at der skulle indkaldes til et ekstraordinært landsmøde med kun et punkt på dagsordenen, valg af formand og næstformand. Dermed fik Løkke ikke mulighed for at erobre dagsordenen med en indledende tale.

Da Kristian Jensen tilbød at gå, hvis Løkke også trak sig – og siden truede med at stille op mod Løkke for at presse Ellemann frem på banen – var det slut. Løkke forlod mødet ad en bagdør og trak sig som formand. En epoke var forbi. 21. september valgtes Jakob Ellemann-Jensen som Venstres nye formand og Inger Støjberg som ny næstformand.

Klima til tops
Valget i juni 2019 blev af nogle udlagt som en tilbagerulning af jordskælvet i 2001, det valg, DF’s Søren Krarup havde beskrevet som ”et systemskifte” på grund af ”opgøret med eliten” og den markante stramning af udlændingepolitikken.

Men det er tvivlsomt, om den tolkning holder. Ganske vist var det forbi med Dansk Folkepartis dominerende rolle, men i den mellemliggende periode har de fleste andre partier annekteret store dele af DF’s udlændingepolitik.

Den nye regering kom netop til magten på et løfte om en stram udlændingepolitik. Vel at mærke ikke bare som et taktisk stunt, men på basis af en ændret politisk analyse hos de ledende socialdemokrater. Ser man specifikt på meningsmålinger om udlændingepolitik, er der heller ikke ændret væsentligt på vælgernes holdning.

Derimod markerede 2019-valget, at klima var blevet en mindst lige så vigtig politisk faktor som udlændinge. Med interessen for klima i store dele af den unge generation har det emne potentiale til at holde sig i top mange år frem.

Læs hele jubilæumsbogen 'Altinget 2000-2020 - de første 20 år' her.