Nyt EU-Parlament må mødes på midten

BRUXELLES: Der er indkasseret alvorlige vælgerlussinger til de store midterpartier i Europa under det nys overståede valg til Europa-Parlamentet.

Det EU-skeptiske højre har ryddet bordet i både Storbritannien, Frankrig og Danmark, hvor henholdsvis UK Independence Party, Front National og Dansk Folkeparti er blevet valgets vindere.

Det yderste venstre har gjort det samme i Grækenland med protestkoalitionen SYRIZA på en platform af protest mod den førte politik i Bruxelles.

Helt nyt og helt det samme
Overalt i Europa har vælgerne sendt EU-kritiske kræfter til Parlamentet. De spænder fra partier med nynazistiske tendenser som NPD i Tyskland og Gyldent Daggry i Grækenland til den udefinerbare italienske Femstjernebevægelse under ledelse af komikeren Beppe Grillo, der står til at høste over en femtedel af de italienske stemmer på sin plan om at få Italien ud af euroen.

Alligevel er der ikke for alvor rokeret rundt på magtbalancen i det nye Europa-Parlament.

Den store kristendemokratiske gruppe EPP, hvor danske Konservative sidder, er stadig størst, om end godt 60 mandater mindre end i det sidste Parlament. De europæiske socialdemokrater i S&D er stadig nummer to. De liberale, ALDE, hvor både Radikale og Venstre hører hjemme, bliver nummer tre, og De Grønne med SF nummer fire.

Trængsel på midten
De cirka 200 sæder i det 751 mand store EU-Parlament, som vil gå til partier med varierende grad af vrede mod projekt EU, er ikke nok til at stikke en kæp i lovmaskineriet, så længe der er enighed på midten.

Men det efterlader EU's politikere med to altoverskyggende spørgsmål.

Kan EU's store grupper virkelig arbejde sammen om alt?

Og er det muligt for EU-etablissementet bare at ignorere de EU-skeptiske kræfter ved at holde dem uden for indflydelse og dermed sidde borgernes dom overhørig, når så mange så massivt har valgt at stemme på partier, der sætter spørgsmålstegn ved store dele af EU-projektet?

Storkoalition er et must
Svaret på det første er, at det bliver de nødt til. Skal Europa-Parlamentet fungere med den smidighed og hastighed, som det er påkrævet af institutionen, som medlovgiver på et utal af love, bliver det pinedød nødvendigt for særligt socialdemokraterne i S&D og kristendemokraterne i EPP at finde sammen.

Det gør de allerede i vid udstrækning i dag. Men hvor begge partier før havde muligheden for at finde andre flertal ved at samarbejde til højre eller til venstre, så er det ikke længere et reelt alternativ i lyset af de voksende yderfløje.

Det vil lede til tvungne storkoalitionsaftaler, som vil skulle landes på laveste fællesnævner. Det gælder ikke mindst i spørgsmål, hvor der er klare højre-venstre-skel.

Det kan meget vel betyde en mere besværlig og mere langtrukken politisk proces i det nye Parlament.

Kan isolere skeptikerne
Svaret på det andet er ret simpelt. Midterpartierne kan sagtens undgå fløjene. Det har de gjort så mange gange før, for skeptikere er ikke noget, som Parlamentet som institution er ubekendt med. De har altid været der, om end de nu kommer til at fylde lidt mere.

Parlamentets interne dynamik fungerer dog på en måde, som per definition holder modstanderne ude, fordi de som hovedregel ikke er interesseret i at indgå i de kompromisser, som er den eneste måde at komme igennem med noget på i forsamlingen.

Dertil kommer, at særligt partierne på det yderste højre er notorisk dårlige til at arbejde sammen, hvilket betyder, at de har svært ved at levere en samlet modvægt til mainstreampartierne.

Nye alliancer på vej
Endnu er det svært at se præcis, hvordan det politiske landskab særligt til højre for den store kristendemokratiske EPP-gruppe kommer til at tage sig ud.

Posen vil blive rystet på højrefløjen, hvilket vi blandt andet kan se på den flirt for åbent tæppe, som er foregået mellem Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og medlemmer af de britiske Konservatives ECR-gruppe over de sidste par dage.

Om det bare er koketteri, og Dansk Folkeparti ender med at blive sammen med deres hidtidige britiske sengepartnere UKIP i den såkaldte EFD-gruppe, vil tiden vise. Det kan også ske, at helt nye alliancer skabes med de løsgængere og nyindvalgte, som endnu ikke er en del af nogen gruppe.

Plads til tre til højre?
Efter at have udtværet resten af det politiske Frankrig kommer Front National til at stille med et anseeligt antal parlamentarikere til den nye gruppe, som partiets leder Marine Le Pen har varslet sammen med Geert Wilders' hollandske Frihedsparti.

Men på trods at et stort mandattal hos både dem og UKIP, bliver det stadig svært at få en kabale til at gå op, hvis den skal resultere i tre forskellige politiske enheder til højre for EPP med varierende grad af EU-skepsis.

For at danne en politisk gruppe i Europa-Parlamentet skal man stille med 25 kandidater fra mindst syv lande. Og hvor antalskravet nok skal opnås, er det ikke sikkert, at det er lige så nemt at finde nok partier at alliere sig med, i og med der altid er nogle, der ikke er stuerene nok til de andre.

Det gælder ikke mindst partierne helt ude på yderfløjene, som græske Gyldent Daggry, det tyske nynazistiske NPD, som vælges ind for første gang, og ungarske Jobbik, som har en veldokumenteret anti-semitisk og anti-roma tradition, som er svær at håndtere for mange af de andre partier.

Derfor tager de fleste Bruxelles-iagttagere også situationen med ro.

Konsekvenser på hjemmebanen
Det er helt andre steder, at konsekvensen af fremgangen på yderfløjene for alvor må tages. Nemlig hjemme i hovedstæderne. For selv om der ikke kan laves en én til én-overførsel af resultaterne fra parlamentsvalget, der ofte får den lidet flatterende etiket "andenrangsvalg" klistret på sig, til nationale valg, så har alene debatten i valgkampen fået presset mainstream-partierne i defensiven på EU-politikken i mange lande.

Det skred vil der ikke bare være slået en streg over mandag morgen. Det støv, der er blevet hvirvlet op under valgkampen i lande som Danmark, Storbritannien, Frankrig, Holland og Grækenland, vil lægge sig i nye mønstre, hvorfra det vil skabe knas i EU-maskineriet.

Tilstedeværelsen af de klare EU-kritiske kræfter i det politiske landskab vil ikke kunne ignoreres af de siddende regeringer, som vil være tvunget til selv at tage den debat med til Bruxelles. Det, snarere end deres tilstedeværelse i Europa-Parlamentet, er den største konsekvens af valget.